Siden Lene Espersen overtog roret hos de Konservative, er der så kommet helt andre boller på suppen

af Arne Lund, Enhedslisten, Humlebæk
Det varsler ikke godt for DR`s fremtid og for os lyttere og seere, at kulturminister Carina Christensen (K) har forfremmet Dansk Folkepartis Ole Hyltoft til næstformand i DR`s bestyrelse.
Udnævnelsen er den foreløbige kulmination på det benarbejde, der blev påbegyndt, da Pia Kjærsgård efter valget i november 2007 indtrådte i Folketingets kulturudvalg, samtidig med at partiets Karin Nødgård overtog formandsposten i samme udvalg.
Udnævnelsen viser også, at den kolde luft - i perioder næsten åben krig og foragt, der engang var mellem Dansk Folkeparti og De Konservative, tilsyneladende er blevet afløst af om ikke kærlighed, så dog en accept af hinanden, og en vilje til at bruge hinanden, når det gælder om at udøve rå borgerlig magt.
De konservative har glemt alt om, at Dansk Folkeparti flere gange har løbet stormløb mod konservative ministre - aldrig mod Venstre-ministre. Glemt er, at de to partier under krisen med Muhammed-tegningerne dårligt nok kunne være i stue med hinanden.
Glemt er Dansk Folkepartis vrede, da Connie Hedegård (med rette) talte om Dansk Folkepartis indeklemte kolonihavementalitet.
Siden Lene Espersen overtog roret hos de Konservative, er der kommet helt andre boller på suppen. Nu tonen langt mere forsonlig, og tidligere tiders konservative kritik er forstummet.
Den foreløbige kulmination kom før jul, da Connie Hedegård stemte for 'tuneserloven', og da Folketingets flertal vedtog den konservative justitsministers forbud mod tørklædeklædte kvindelige dommere.
De fleste af os er vel tilbøjelige til at se Venstre og Dansk Folkeparti som to partier, der i mangt og meget har et værdifællesskab.
Det har både Lars Løkke og Claus Hjort hyppigt udbredt sig om, og at værdifællesskabet især gælder det at være dansk, at værne om ytringsfrihed og demokrati; men det er også et opgør mod de eksperter, der udtalte sig med politiske motiver. For bilags-fuskeren Lars Løkke er 'ordentlighed' en vigtig fællesnævner.
Set i det lys skulle man så forvente, at når et medlem fra DF 'hopper af', da ville Venstre være det naturlige tilflugtssted, men sådan forholder det sig ingenlunde. Af uransagelige grunde er det åbenbart de konservative, afhoppere fra DF (Martin Kelkelund) og DF`s forgænger, Fremskridtspartiet, (Tom Behnke), foretrækker.
De konservative har siden dannelsen af VOK-blokken søgt at fremstille sig som repræsentanter for den 'borgerlige anstændighed', for større menneskelighed, for at have en nuanceret tilgang til debatten og for større eftertænksomhed.
Med udnævnelsen af Ole Hyltoft, skulle den skrøne vist være definitivt aflivet.