13 Sep 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Folketinget må tage ansvar

Folketinget må tage ansvar

Tirsdag, 24. februar, 2009, 00:00:00

Producenterne lukker øjnene for, at de medvirker til grov udnyttelse af underbetalte østeuropæiske arbejdere, der bliver fragtet ind af kyniske mellemhandlere

fra Fødevareforbundet NNF`s hovedbestyrelse
Fødevareforbundet NNF er rystet over Danish Crowns planer om at lukke yderligere slagterier, flytte produktion til udlandet og lade 850 mennesker stå tilbage med en fyreseddel i hånden.
Den altoverskyggende årsag til lukningerne er, at mange danske svineproducenter og dermed også Danish Crowns egne ejere kynisk spekulerer i at eksportere seks millioner svin til slagtning hos underbetalte østeuropæiske kolonnearbejdere i Tyskland.
En stigende andel af de danske svineproducenter har tilsyneladende kun øje på deres egen bundlinie. De ser stort på, at de i løbet af de senest ni måneder har været direkte medvirkende til at sende 2500 danske slagteriarbejdere ud i arbejdsløshedskøen.
Producenterne lukker bekvemt øjnene for, at de dermed medvirker til grov udnyttelse af underbetalte østeuropæiske arbejdere, der bliver fragtet ind på tyske slagterier af kyniske mellemhandlere.
Her bliver østarbejderne groft udnyttet. De går til lønninger på ned til 40 kroner i timen, arbejder i op til 13 timer om dagen, seks dage om ugen.

Ansvarsløse producenter
Danske svineproducenters formand Torben Poulsen har for nylig beskyldt de danske slagteriarbejdere og deres lønninger for at være skyld i slagterilukningerne og bedt slagteriarbejderne gå ned i løn.
Vil Torben Poulsen selv arbejde 13 timer, seks dage om ugen til 40 kroner i timen? De forhold vil Fødevareforbundet NNF i hvert fald ikke acceptere for vores medlemmer.
Danske svineproducenter og altså dermed også Danish Crowns ejere sendte seks millioner levende svin ud af Danmark i 2008.
Danmark havde haft 3000 flere slagteriarbejdspladser - eller fire slagterier på størrelse med det netop lukningsvarslede slagteri i Holstebro, hvis svineproducenterne sendte grisene til slagtning på danske slagterier.
Men svineproducenterne har i stedet valgt at nedlægge 2500 arbejdspladser ved deres eksport. Ud fra den nuværende udvikling vil eksporten af levende svin nå op på syv millioner i 2009. Og om bare seks år vil eksporten ifølge prognoser være oppe på 12 millioner svin.
Dermed vil hveranden dansk gris blive slagtet af underbetalte og groft udnyttede kolonnearbejdere i udlandet. Flere danske slagterier vil sandsynligvis være lukket . Til gengæld står Danmark tilbage med hele miljøbelastningen og gyllen - men uden arbejdspladser.
Fødevareforbundet NNF finder det helt uacceptabelt, at danske svineproducenter tilsyneladende ikke føler samfundsmæssigt og socialt ansvar. Hverken overfor danske arbejdstagere eller dyrene, som udsættes for unødvendigt lange transporter til udlandet.

Politikerne må handle
Derfor kræver vi nu, at Folketinget tager ansvar.
Vi glæder os i den forbindelse over, at både Socialdemokraterne, SF og Venstre allerede har givet os tilsagn om at lægge politisk pres på deres europæiske kolleger for at forhindre den konkurrenceforvridende brug af kolonnearbejdere i visse EU-lande.
Vi glæder os ligeledes over, at regeringen og kommunerne netop har givet efter for vores pres og indgået aftale om at sætte skub i de nødvendige miljøgodkendelser til øget svineproduktion.
Men vi kan ikke opfordre stærkt nok til, at politikerne samtidig sikrer, at udvidelserne ikke er ensbetydende med yderligere eksplosion i smågriseproduktionen og dermed eksporten.
Vi appellerer til danske svineproducenter om at vise samme ansvarsfølelse i stedet for at fortsætte med at lukke danske arbejdspladser og udnytte underbetalte kolonnearbejdere.

Vedtaget den 18. februar.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


24. feb. 2009 - 00:00   30. aug. 2012 - 12:04

Idekamp