Israel var en vigtig strategisk partner for apartheidstyret i Pretoria, et samarbejde om undgåelse af sanktioner, opbygning af de væbnede styrker og våbenindustri

af Patrick Mac Manus, talsperson for Foreningen Oprør, 1986-1990 formand for Landskomitéen Sydafrika-Aktion
Historien gentager sig, ofte som en illusion, der igen vokser frem.
Igennem årtier var apartheid et projekt i Sydafrika. Et projekt med tvungne bosættelser i 'uafhængige stater', de såkaldte bantustans. I Palæstina i dag gentages denne historie.
I Israel som i Sydafrika i sin tid vil man 'befæste' sig, skabe grænser, der bliver mere og mere markeret, kontrolleret og bevogtet.
Siden 1976 var Israel en vigtig strategisk partner for apartheidstyret i Pretoria med væsentlige investeringer, et samarbejde om undgåelse af sanktioner, opbygning af de væbnede styrker og våbenindustri, et mørkelagt, atomart samarbejde, teknik til bekæmpelse af uro og grænsebeskyttelse.
Tvangsforflytning af store befolkningsgrupper var en integreret del af apartheids politik. En geografisk omrokering af befolkninger var det hvide mindretals adskillelsesfilosofi.
I Sydafrika blev millioner berørt af ekspropriationer af jorden og udsættelse fra boliger. Som følge af paslovene blev halvanden million mennesker tvangsforflyttet fra byer, fra 'hvid' jord tilbage til 'hjemlandene'.
Tusinder er døde og hundredtusinder fængslet i kampen for at bevare kontrollen over jorden og adgang til boligområder. Millioner blev anholdt og retsforfulgt for overtrædelse af regulativer om bevægelse og ophold.

Apartheidsystemet
Tvangsforflytningerne og ekspropriationerne medfører altid usigelig lidelse. Intens fattigdom, sygdom og dyb emotionel krise rammer millioner. Familier splittes ad, barrierer og mistænksomhed skabes mellem mennesker, som har været naboer.
Befolkningen lever under konstant trussel om politivold og razziaer. Enten i bydelene eller blandt de bureaukratisk-militære lag, som skabes af bantustan-systemet. I apartheids tid er der en terroristisk alliance med disse lag, der nedkæmper enhver demokratisk opposition.
Dette var Sydafrikas historie, en historie, der i disse år nærmest gentager sig i Palæstina. I sin tid hed det apartheid, i dag hedder det 'separationsbarriere'. En afspærring af befolkningen, en skabelse af grænser i et konfiskeret land. En barriere, der destruerer befolkningens oliventræer og drivhuse, landsbyer og forretninger, deres liv og overlevelse.
Den mur, der i sin tid faldt i Berlin, rejser sig igen i Palæstina, en mur, der river gennem jorden og livet for alle.
En mur, der afspejler den tragiske utopi, der har drevet den israelske stat i sin oprindelse: et tomt og bibelsk land, der venter på sin befolkning.
Udvandringen i det tyvende århundrede skete ofte i en utopisk forbindelse mellem zionisme og 'socialisme'. En historisk fejl, der i socialismens historie blot er en detalje.
'Afrikaanere', der ankom til Sydafrika århundreder tidligere, havde en noget tilsvarende drøm. De besatte landet med bibelen og geværet.

Sanktionernes mål
I sin tid var målet med de økonomiske sanktioner mod apartheids Sydafrika ikke alene at underminere en økonomi, som også skete i et vist omfang.
Målet var i lige så høj grad at svække styrets legitimitet, at demoralisere, at isolere, at medføre et politisk sammenbrud, der kunne indtræde længe inden de økonomiske omkostninger var blevet utålelige.
Kulturelle og sportslige sanktioner bidrog i særlig grad til at underminere apartheids selvfølelse.
I Sydafrika havde den væbnede opstand også sin nødvendige rolle i forsvaret for befolkningens værdighed og dens ønske om et andet liv.
En befrielsesbevægelse - om det er i Sydafrika eller i Palæstina - søger at skabe et nyt og fælles samfund. Og der kan komme en dag, hvor det også lykkes.
Internationale sanktioner, der fremmer en sådan forandring, synes i dag at være en nødvendig gentagelse.