USA`s og NATO`s tropper skal forlade vores land så hurtigt som muligt. Vi ønsker befrielse, ikke besættelse. Med tilbagetrækning af besættelsesstyrkerne vil vi kun stå over for én fjende, ikke to

af Malalai Joya
I dag er jeg ikke sikker på mit liv. Morgendagen er uforudsigelig, og når jeg går udenfor mit hus, ved jeg ikke, om jeg kommer tilbage igen.
Men jeg har svoret at tale ud og fortælle sandheden om, hvad der sker i mit land.
For syv år siden bombede USA Afghanistan under foregivende af at 'bringe demokrati' og 'frigøre de afghanske kvinder'. Indenfor nogle uger var Taleban blevet fjernet, og vi afghanere håbede, at vi ville være i stand til at skabe et lovende og frit samfund.
Men så, blot nogle få uger senere, forrådte den amerikanske regering os ved at alliere sig med de kriminelle bander fra den Nordlige Alliance i deres kamp mod Taleban og i styringen af landet. Og nu er der forhandlinger om, at Taleban, som har genvundet sit fodfæste i mit land, officielt skal dele magten med Hamid Karzais marionetregering.
USA- og NATO-styrker har dræbt flere civile afghanere end terrorister, uden at det har fået nogen konsekvenser. USA og dets allierede er her på grund af egne interesser, og det afghanske folks skæbne er ligegyldig for dem.
Taleban er, sammen med krigsherrerne og narkotikasmuglerne - herunder Burhanuddin Rabbani, Abdul Rab Rasul Sayyaf, Qasim Fahim, Younis Qanooni, Ismail Khan, Gulabzoi, Mohammad Mohaqiq, Rashid Dostum, Karim Khalili, General Daud, Hazrat Ali og Ata Mohammad - som udgør Afghanistans herskende klasse, i virkeligheden inkarnerede fjender af sande demokratiske værdier.

Skjult i burka
Jeg har været en udtalt kritiker af krigsherrerne, som har overtaget Mr. Karzais regering. Selvom jeg blev valgt til parlamentet i 2005, blev jeg to år senere ulovligt suspenderet for at kritisere de forbrydere, som jeg sad i parlamentet sammen med. I et forsøg på at lukke munden på mig har parlamentet forbudt mig at give interviews til medierne; de har taget mit diplomatpas og forbudt mig at rejse ud af Afghanistan.
Selvom jeg hader våben, er jeg nød til at leve under beskyttelse af bevæbnede vagter, så snart jeg går udenfor, og jeg er tvunget til at skjule min identitet og bære burka i offentlighed. Jeg har hidtil overlevet fire mordforsøg, og hver nat flytter jeg fra hjem til hjem under den konstante trussel om at skulle dø.
Alligevel vover jeg at sige sandheden om Afghanistan; det er for mig den bedste måde at forsvare på mit lidende folk. Over 85 procent af alle afghanere lever under fattigdomsgrænsen og har ikke nok mad. Imens det amerikanske militær bruger 65.000 dollar i minuttet på dets operationer her i Afghanistan, lever op imod 18 millioner mennesker ud af en befolkning på kun 26 millioner for under to dollar om dagen, ifølge FN-organisationen FAO.

Kvindernes ulykke
Mange kvinder i Afghanistan oplever, at for dem er alle døre lukket. Gruppevoldtægter af kvinder, nogle helt ned til fire år, har nået rekordhøjder. Voldtægtsforbryderne, hvoraf de fleste er magtfulde krigsherrer, nyder straffrihed eller bliver benådet af Mr. Karzai selv.
Ifølge FN`s kvindeorganisation UNIFEM ser 65 procent ud af de 50.000 enker i Kabul selvmord som det eneste svar på deres lidelse og trøstesløshed. Selvofring blandt afghanske kvinder - en handling hvor kvinderne overhælder sig selv med benzin og sætter ild til sig selv - har aldrig været så høj i vores historie. I de første seks måneder af 2008 var der 47 registrede tilfælde på blot ét hospital i Herat-provinsen i det vestlige Afghanistan.
Jeg ved, at mine fjender er meget magtfulde: De har våben, penge, udenlandsk støtte og forbindelser til bevæbnede grupper. Men hvad jeg har er den magtfulde støtte fra mit folk, som giver mig mod, beslutsomhed og håb for en lys fremtid.
Jeg vil ikke vælge selvmordet. At blive dræbt af fjenden er bedre end at begå selvmord. Jeg er ung, og jeg værdsætter mit liv, jeg ønsker ikke at blive dræbt. Men jeg er ikke bange for døden. Jeg frygter politisk tavshed overfor uretfærdigheder. Jeg frygter ligegyldighed overfor mit folks skæbne på samme måde som mange afghanske intellektuelle, der foretrækker penge og høje stillinger under Karzai-regimet.
Jeg ved, mine fjender er magtfulde: De har våben, penge, udenlandsk støtte og forbindelser til væbnede grupper. Men hvad jeg har, er den magtfulde støtte fra mit folk, som giver mig mod, beslutsomhed og håb for en lys fremtid. Mine fjender har meget lidt oprigtig opbakning blandt det afghanske folk, og det er deres største svaghed. Den dag, de står uden våben, vil det folk, der i årtier har været ofre for deres brutale handlinger, få retfærdighed.

Besætterne skal ud
For at hjælpe det afghanske folk er der flere ting, vi skal gøre. Vi er nødt til at stoppe dramaet med 'krigen mod terror', som i virkeligheden er en krig mod fattige og uskyldige mennesker. USA`s og NATO`s tropper skal forlade vores land så hurtigt som muligt. Vi ønsker befrielse, ikke besættelse. Med tilbagetrækningen af besættelsesstyrkerne vil vi kun stå over for én fjende, ikke to.
Krigsherrerne og deres medskyldige skal afvæbnes og dømmes ved en international straffedomstol. Det internationale samfund må holde op med at give penge til mafiaregeringen. Det er et hjerteskærende faktum, at der igennem de sidste syv år er blevet givet over 15 milliarder dollar i støtte, men langt størstedelen er blevet taget af krigsherrerne, ngo`er, embedsmænd og donorer selv. Kun en lille del når folket. Afghanistan kunne være blevet genopbygget to gange med dette beløb!
Der er mange ukendte heltinder i Afghanistan, som både arbejder under jorden og åbenlyst risikerer deres liv. Disse kvinder har brug for vores støtte. De har brug for støtte fra freds- og demokratielskende mennesker i verden, som vil stille sig skulder ved skulder med det tavse flertal af Afghanistans folk.
Uddannelse skal også støttes direkte. Hvis afghanere er uddannede kan de bedre forsvare sig, og Taliban og den Nordlige Alliance vil ikke have samme mulighed for at vildlede dem.
Vi ved, at ingen fremmed magt kan bringe fred og demokrati, og at disse værdier kun kan opnås gennem vores egen magt. Det er nøglen til at løse krisen i Afghanistan.
Jeg er stærkt bevæget over de seneste tegn på protest fra almindelige afghanere mod det nuværende regime. Folkets magt er som Guds kraft, og denne effekt vil kun blive stærkere dag for dag.

Oversat fra www.malalaijoya.com

Om Malalai Joya
Malalai Joya er valgt til det afghanske parlament, men suspenderet, fordi hun har kritiseret andre medlemmer for korruption og andre forbrydelser. Hun er i dag leder af en organisation til fremme af afghanske kvinders muligheder (Organization for Promoting Afghan Women`s Capabilities). Hun har modtaget en række internationale priser herunder 'Anna Politkovskaja Courage Award' i 2008, opkaldt efter en russiske journalist, der blev myrdet i 2006.