Der er al mulig grund til at demonstrere den 8. Marts, også i solidaritet med de mange kvinder verden over, der kæmper med større problemer, end vi gør i Danmark
af Marianne Larsen, Dragør
Næsten 100 år er gået siden en kongres for socialistiske kvinder i 1910, blev afholdt i København, hvor beslutningen om en Internationale Kampdag blev truffet. Allerede i 1911 markeredes Kvindernes Internationale Kampdag med demonstrationer i Tyskland, Østrig, Danmark og Schweiz. Hollands og Sveriges kvinder kom med i 1912. I 1913 kom de russiske kvinder med.
Parolerne har igennem årene ændret sig. Men spørgsmålet om ligestilling, lige løn for lige arbejde, beskyttelse af moderskab og børn, kravet om fred er paroler, der har været aktuelle i alle årene.
Det kan synes lidt usselt, at det stadig er de paroler, der ligger lige for, når 8. Marts skal markeres. Utroligt, at vi ikke er kommet længere i alle de år, fra de første modige kvinder satte sig op imod mands- og kapitalvældet. Når det så er sagt, er det glædeligt, at kvinder organiserer demonstrationer og aktioner for lige løn og for forbedring af løn - og arbejds- og levevilkår.
I 2008 så vi kvinder stå i spidsen for demonstrationer for de krav, der med rette blev stillet ved overenskomstforhandlingerne. Prisen var høj for kvindernes arbejdsnedlæggelse, og vi ser desværre nu, at resultaterne af overenskomstforhandlingerne udhules.
Den stigende privatisering af sundhedsvæsen, elforsyning, offentlig transport, såkaldte grønne afgifter og brugerbetaling blandt andet i daginstitutioner og skoler er alt sammen med til at udhule værdien af lønforbedringerne.
Alle disse økonomiske forandringer vender den 'tunge ende' nedad, selv om regeringen til stadighed bedyrer, at tiltagene er ansvarlige og socialt afbalancerede. Det er de absolut ikke. Regeringens vurdering afslører en katastrofal mangel på viden om, hvordan de fleste mennesker lever i Danmark anno 2009.
Så der er al mulig grund til at demonstrere den 8. Marts, også i solidaritet med de mange kvinder verden over, der har større problemer at slås med, end vi har i Danmark.
Kampen fortsætter. Aldrig har det været så tydeligt at
Kvindekamp er Klassekamp
Kapitalismens dødskamp er mere hæslig, end vi nogensinde har forestillet os.
God 8. Marts
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278