Hele denne nye begrebsverden af ¤¤værdier¤¤, som det hedder i dag, er i virkeligheden bare udtryk for ideologisk nyliberal indoktrinering

af Klaus Haase, Jyderup
Da kommunalreformen blev indført, og kommuner indgik et 'fornuftægteskab' med hinanden, var Ulla og de andre borgere i deres bofællesskab for udviklingshæmmede og handicappede uvidende om de konsekvenser, det ville få.
Ulla er 66 år, spastiker, udviklingshæmmet og kørestolsbruger. Hun har dog en del kraft tilbage i benene, hvilket gør, at hun kan klare toiletbesøg med en smule støtte. Denne ressource holder hun ved lige ved at gangtræne to gange om dagen i et gangstativ med hjælp fra personale.
Ulla, der er noget af et livstykke, tager tilværelsen med godt humør. Hun elsker at få sig en snak med bofæller, personale og medmennesker i den by, hvor hun har levet hele sit liv. Hun tager til kørestolsdans og fester med sin ledsager, som hun har nogle timer til rådighed sammen med hver måned.
Ulla har sin egen lejlighed i bofællesskabet, hvor der bor ti andre borgere. Det er altså en blanding af døgninstitution med fast personale og egen boform med fælles køkken. Men tilbage til kommunalreformen.
Hverdagen og hjælpen omkring Ulla har gennem mange år været relativ tryg og forudsigelig, men netop efter de nye samfundsændringer skulle Ulla og de andre borgeres liv pludselig i bedste 'tidsånd' 'rationaliseres'.
Det startede med, at Ulla og hendes bofællers dagligliv blev sat i skemaer. Alt det, hun hidtil havde foretaget sig som noget selvfølgeligt, skulle nu omhyggeligt dokumenteres.
Endvidere blev det målt og vejet, og sat i tidsrammer. En leder gav ordren om dette nye administrative tiltag videre fra politikerne. Ullas kontaktpædagog tog mod 'den nye udfordring' - som ordren blev kaldt.
Dokumentationen blev til - delvis baseret på en samtale med Ulla om hendes behov sammen med leder og kontaktpædagog, og dels blev det udarbejdet i kontaktpædagogens administrative tid bag en computer.
Det skal tilføjes, at dette stykke kontorarbejde blev udført på bekostning af det pædagogiske samvær med Ulla. Det endelige dokument blev en kontrakt om de pædagogiske ydelser, Ulla havde krav på i dagligdagen.

Kontraktstyring
Ordene skulle nu vejes omhyggeligt, så man ikke lovede hende mere, end papiret lagde op til, samtidig med at Ullas funktionsniveau ikke blev gjort bedre end det var. Ulla skulle nødvendigvis have hjælp til en række ting: Ordne tøj. Træne i gangstativ. Daglig hygiejne. Økonomi. Kontakt til sagsbehandler, fysioterapeut og pårørende.
Før denne kontrakt blev indgået, havde hjælpen til Ulla være en rettighed i hendes dagligdag. Nu var det forvandlet til en ydelse og alle ydelser ville fremover til enhver tid kunne blive taget op til ny vurdering.
Den første radikale ændring i Ullas liv, efter at hun havde fået en pædagogisk kontrakt, var, at hendes individuelle indkøbsdag blev inddraget. Fremover tog et personale en dosmerseddel med og købte ind til flere borgere på én gang i firmabilen.
Muligheden for at komme ud i gadebilledet blev hermed stærkt begrænset. Grundet personalereduktioner måtte flere af borgerne i bofællesskabet med mellemrum undvære nogle af de kontraktlige ydelser, som de ellers havde opnået ad administrativ vej.
Kontrakten viste sig altså kun at være en relativ sikring af den pædagogiske kvalitet i dagligdagen. Der var skåret i vikarbudgettet. Det fik konsekvenser ved personalesygdom. En blind borger måtte vente et par dage på at få lagt tøj på plads. En anden borger fik aflyst sin svømning.
Skulle en medarbejder tilfældigvis finde på at gå lidt ekstra til hånde af menneskelige hensyn, ville det blive betragtet som kontraktbrud. En illegal handling overfor virksomheden. Den nye arbejdsstil skulle få medarbejderne til at opleve sig selv som loyale markedsførere af deres pædagogiske opgaver.

Markedet
Siden kontrakttænkningens indførelse er det gået hurtigt med forandringer. De pædagogiske medarbejdere er blevet sendt på kurser. Ikke i pædagogik, men i administration. Arbejdspladsen er blevet en virksomhed. Arbejdsfællesskabet er blevet til et team. Alene udtrykket giver associationer om effektivitet og rationelle arbejdsgange. Der skal tilstræbes en 'teamånd'.
Hver enkelt virksomhed skal promovere sig selv >på det kommunale marked, som kommunesammenlægningerne har afstedkommet. En økonomisk mekanisme generer konkurrence virksomhederne imellem.
Virksomheden skal fremstå som den mest økonomisk attraktive overfor kommunerne, når de køber ydelser til nye borgere. Der er gået kassetænkning i de økonomiske bevillinger fra socialudvalget til den enkelte virksomhed. Bevillingerne til borgerne er blevet en varedeklaration for den enkelte virksomhed. Besparelser kan forsvares som driftmæssigt 'rationelle'.
Mangler der penge til drift af virksomheden, skal der skæres fra borgernes førtidspension. Det kaldes for egenbetaling. Pædagogerne har fået uddelegeret opgaver i at udarbejde budgetter, dokumentere det pædagogiske arbejde - hvorfra tiden netop er blevet taget - til dokumentationen. Således har virksomheden sparet administrativt personale.
At skrive arbejdsplaner og udarbejde skemaer er blevet højstatus. Samværet med borgerne kommer i anden række; det her jo her, der skal spares! Derfor nedtones det pædagogiske arbejde frem for observation, dokumentation og loyalitet med virksomhedens koncept. Via den ny arbejdsdeling og fagidentitet skyder nye titler op som paddehatte. Alle socialarbejdere skal være med i et 'kompetenceudviklende udvalg' med jævnlige møder - langt fra de borger der skal betjenes.
Man skal hellere påtage sig for meget ekstra titelbærende arbejde end for lidt. I sidste ende kan det jo udløse et løntrin eller et kursus! Ja, måske endda et diplomkursus! Ordvalget i ledergruppen - og det smitter jo af nedefter - er blevet mekanisk og unaturlig slagordsagtig. Den lyder ofte som slogans, hvis hensigt er at marginalisere illoyale kollegaer, og betragte dem som 'øffende brokkehoveder'.
Paradoksalt nok går besparelser nu hånd i hånd med et opsvulmet bureaukrati. Det afføder grupper af teamledere, konsulenter og andre, som skal administrere og give ordrer i virksomheden. Der bruges svimlende summer på diplomuddannelser for mellemledere og heldige menige, der begejstrede kommer tilbage til deres team med nye ord og begreber fra den markedsførende overbygnings pulserende karriereunivers.
Hele denne nye begrebsverden af 'værdier', som det hedder i dag, er i virkeligheden bare udtryk for ideologisk nyliberal indoktrinering for skatteborgernes penge.

'Egenbetaling'
Men hvad med de mennesker, der er genstand for al denne nytænkning? Lad os igen tage udgangspunkt i Ulla. Den virksomhed, der varetager Ullas liv, har - tilskyndet af benhård markedslogik og besparelser - valgt at gøre et voldsomt indhug i Ullas førtidspension. Det, der kaldes egenbetaling.
Konsekvenserne er, at Ulla nu kun har råd til tre dages sommerferie. Hun skal både betale sin kontaktpædagog og sommerferieledsagers løn, samt lønnen til den sommerferievikar, der er tilbage på institutionen, mens hun er væk. Desuden finansierer Ulla pædagogens kost og logi under ferien.
Ullas nuværende 'kontrakt' med det bofællesskab, hun bor i, er blevet revideret meget, siden kontrakttænkningen blev indført. Hendes dagligliv er også blevet ændret. Ofte bliver hendes gangtræning i gangstativ aflyst på grund af personalets administrative arbejde. Et par udflugter er ligeledes blevet aflyst.
Som lederen udtrykte det til et personalemøde henvisende til udflugter og andre 'bløde værdier': 'Vi må fremover betragte den slags pædagogiske ydelser som borgerens flødeskum på lagkagen.' En hyggedag med Ullas kontaktpædagog er blevet aflyst, da pædagogen skal på et kursus med titlen 'Se dine muligheder i dine pædagogiske begrænsninger'. Kurset vil afstedkomme et diplom.
Hvilket udbytte Ulla får af sin kontaktpædagogs kompetenceudvikling, melder historien ikke noget om. Måske skulle Ullas kontaktpædagog i stedet have valgt et andet endags kursus med titlen 'Den svære samtale'.
Sagen er den, at Ulla om et år fylder 67 år. Så går hun fra førtidspensionist til folkepensionist. Konsekvensen af dette er, at kommunens aflønning af den hidtidige ledsager et par gange om måneden forsvinder. Så er det slut med jævnlige udadvendte aktiviteter. Boligtilskuddet forsvinder ligeledes. Ulla skal udrede alle sine udgifter alene ud af pensionen, der i forvejen er nedbarberet voldsomt på grund af egenbetaling.
Når Ulla har pustet lysene på lagkagen ud ved sin 67 års fødselsdag, foreligger en svær opgave for hendes pædagog. Det bliver at forklare Ulla hendes nye livssituation. Samtidig bliver det noget af en udfordring, for nu at bruge et af tidens meget benyttede fagudtryk. Det bliver en svær samtale med Ulla.