Den tamilske befolkning har oplevet sikkerhedsstyrkernes menneskerettighedskrænkelser, og set hvordan alle dele af statsapparatet er blevet brugt til at favorisere det singalesiske flertal.

af Mikkel W. Kaagaard, historiker og konfliktforsker.
Den tamilske befolkning har oplevet sikkerhedsstyrkernes menneskerettighedskrænkelser, og set hvordan alle dele af statsapparatet er blevet brugt til at favorisere det singalesiske flertal.
I Sri Lanka ser tre års regeringsoffensiv umiddelbart ud til at bære frugt. I løbet af januar og februar mistede oprørshæren De Tamilske Tigre kontrollen med de sidste større byer i deres uofficielle ministat i den nordøstlige del af landet.
Det vakte begejstring på den konservative amerikanske avis The Wall Street Journal. I en leder hævdede avisen, at Sri Lanka havde bevist at terrorister og oprørsbevægelser bedst bekæmpes med militære midler. Afslutningsvis opfordrede avisen Barack Obama til at tage ved lære af dette eksempel, når det gælder Irak og den israelsk-palæstinensiske konflikt.
Opfordringen kom dagen efter at den britiske udenrigsminister, David Miliband, i The Guardian havde gjort op med betegnelsen 'war on terror'.
Ifølge Miliband har betegnelsen medvirket til en forfejlet politik, som har fokuseret næsten udelukkende på militære løsninger og sat retssikkerheden under pres.
Der er da også grund til at sætte spørgsmålstegn ved, om De Tamilske Tigres nederlag på slagmarken reelt vil afslutte 25 års borgerkrig.
Det er nemlig ikke første gang, Tigrene er tvunget i knæ.
I slutningen af 80'erne var en indisk fredsstyrke tæt på at udslette dem og i 1995 erobrede regeringshæren tamilernes hovedby Jaffna. I begge tilfælde genvandt Tigrene deres position og erobrede nye områder. Der var ikke fundet nogen politisk løsning på konflikten, og erobringen af Jaffna havde sendt næsten 500.000 tamiler på flugt. Flygtninge der altid har været Tigrenes bedste rekrutteringsbase.

Satser på militær løsning
Nu ser historien ud til at gentage sig. Under de seneste måneders kampe er cirka 250.000 mennesker blevet drevet på flugt og ifølge FN er cirka 2800 civile blevet dræbt og cirka 7000 såret siden januar. Den militære offensiv har fået lov til at stå helt alene. Regeringens eneste bud på en politisk løsning er et meget begrænset selvstyre til landets provinser. Dette selvstyre har formelt været en del af landets forfatning siden 1987, hvor det blev indført efter indisk pres, men det er aldrig blevet realiseret.
Hvis regeringen ønsker fred i landet må den overbevise de, der hidtil har støttet Tigrene, om at bedre tider er på vej, men hertil vil det begrænsede lokalstyre ikke være nok.
Store dele af den tamilske befolkning har oplevet sikkerhedsstyrkernes menneskerettighedskrænkelser, og set hvordan alle dele af statsapparatet er blevet brugt til at favorisere det singalesiske flertal, når det gælder arbejde, uddannelse, jord og kulturel anerkendelse.
Netop menneskerettighedssituationen er afgørende for landets fremtid. Amnesty International og Human Rights Watch har år efter år dokumenteret, hvordan hundredvis af især unge tamilske mænd forsvinder sporløst efter at være blevet arresteret. Det skaber en enorm vrede i den tamilske befolkning, som Tigrene bevidst udnytter til at hverve nye rekrutter.
I flere tilfælde har Tigrene udført særligt provokerende angreb på buddhistiske helligdomme og singalesiske civile for at fremprovokere forstærket undertrykkelse. Derfor er det også ekstra bekymrende, at regeringen alene ønsker at løse konflikten med krudt og kugler.
Selv om næsten 20 procent af statsbudgettet allerede benyttes på militæret, er det netop blevet besluttet at udvide hæren med 40.000 mand, og ifølge hærchefen skal han bruge yderligere 100.000 mand til at kontrollere de erobrede områder.
Hermed er der ingen penge til at genopbygge de tamilske områder og skabe økonomisk udvikling.

Pressefriheden under angreb
Det er imidlertid ikke kun tamilerne som bør frygte den voksende hær. I øjeblikket kører nationalistiske politikere, militære ledere og militærindustrien et parløb, der bevæger landet i en stadig mere autoritær retning.
I løbet af de seneste tre år er 20 pressefolk blevet dræbt i Sri Lanka, og endnu flere er flygtet til udlandet efter dødstrusler. Andre journalister tilbageholdes i månedsvis i forbindelse med det Human Rights Watch kalder politisk motiverede retssager. Som følge heraf er Sri Lanka dumpet ned som nummer 165 af 173 lande på Reporters Without Borders pressefriheds-indeks, efter lande som Saudi-Arabien, Irak og Somalia.
Regeringskritiske journalister, som skriver om hærens reelle tabstal eller korruption blandt politiker og militærfolk, bliver af regeringen hængt ud som forrædere og terrorsympatisører. Ofte følges disse verbale angreb op af overfald og mord.
Det sker typisk ved højlys dag, midt i hovedstaden Colombo, hvor sikkerhedsforanstaltningerne ellers er omfattende.
De skyldige fanges næsten aldrig og ofrene klager over manglende efterforskning. Senest blev redaktøren på den regeringskritiske avis The Sunday Leader, Lasantha Wickrematunga, den 8. januar skudt ned på åben gade på vej til redaktionen.
Han var tidligere blevet overfaldet, og præsidenten havde personligt advaret ham mod at fortsætte sit arbejde.
Wickrematunga gjorde sig derfor ingen illusioner om, hvordan det ville ende. På hans computer lå den sidste leder, mærket 'Final Ed', hvori han forudser sin egen likvidering, opridser de seneste års angreb på pressefriheden og forudser at regeringen i sidste ende står bag. Fire mænd på motorcykler deltog i nedskydningen af Wickrematunga, men selv om det centrale Colombo er fyldt med politi, militær og vejspærringer slap de alle væk. To en halv måned senere er de skyldige stadig på fri fod, og det vil være en overraskelse, hvis de nogensinde bliver fundet og dømt.

Næppe udsigt til fred
FN`s højkommissær for menneskerettigheder har forgæves forsøgt at få Sri Lankas regering til at tillade en permanent udstationering af menneskerettighedsobservatører.
Efter internationalt pres tillod regeringen dog, at en gruppe internationale eksperter fik mulighed for at overvåge efterforskningen af 16 grove brud på menneskerettighederne.
En af sagerne omhandlede en episode fra 2006, hvor 17 lokalt ansatte fra den franske nødhjælpsorganisation 'Action Contre la Faim' blev fundet dræbt tæt på den etnisk delte by Trincomalee. Da det stod klart, at nødhjælpsarbejderne var blevet skudt af regeringsstyrker, blev efterforskningen reelt indstillet, og de udenlandske eksperter forlod landet i protest.
At den militære sejr over Tigrene ikke er ensbetydende med fred, understreges af at konflikten startede længe før Tigrenes karismatiske leder Vellupillai Prabhakaran grundlagde bevægelsen i 70' erne.
Op gennem 50'erne og 60'erne forsøgte tamilske politikere forgæves at forhindre landets populistiske ledere i at favorisere det singalesiske befolkningsflertal.
I 1983 havde Tigrene blot 30 mand under våben, men med de etniske spændinger og uløste problemer som baggrund, var det nok til at udløse 25 års borgerkrig, som indtil nu har kostet næsten 80.000 menneskeliv. Den lille gruppe weekendpartisaner dræbte 13 regeringssoldater i et baghold, hvilket udløste to ugers omfattende anti-tamilske optøjer. Med landets militær og politi som passive tilskuere blev flere hundreder tamiler hakket, stenet og brændt ihjel og titusinder drevet på flugt, efter at deres hjem og virksomheder var blevet brændt ned.
Det har givet mange tamiler en dyb mistillid til staten, politiet og militæret, som har fået dem til at støtte Tigrenes kamp for en selvstændig stat.
Mistilliden er blevet bekræftet af sikkerhedsstyrkernes beskidte krig mod Tigrene.
De fleste tamiler har fået nok af krig og ødelæggelse. Mange har også oplevet, hvordan Tigrene tvangsudskriver unge til militærtjeneste og konsekvent dræber tamiler, der udfordrer Tigrenes magtmonopol. Men så længe landets problemer forbliver uløste, vil der formentlig stadig være Tamilske Tigre nok tilbage til at føre en effektiv guerillakrig mod regeringen. Regeringen generobrede det østlige Sri Lanka i 2007. Området regeres i dag fra hovedstaden, mens tamilske håndlangere med dødspatruljer og valgsvindel holder befolkningen nede. Hvis dette er udsigterne for de nyerobrede områder i det nordlige Sri Lanka, vil der blive skrevet mange nye blodige kapitler i landet triste historie.

Mikkel W. Kaagaard er forfatter til bogen 'Sri Lanka - Fra selvstændighed til selvmordsterrorisme'. Turbineforlaget, 2008. 132 sider, 228 kr.