Den gode borgmester har fået skovlen under Lars Løkke, så der er sået tvivl om, hvorvidt der kan skaffes et flertal for at kåre ham som statsminister
af Erik Stubtoft, Snekkersten
Så oplever vi det bare igen - og sikkert igen, igen. En minister, der ikke kender forskel på dit og mit, men bare bruger af statens penge til at hygge sig, spise og rejse, køre gratis og i øvrigt snyder i skat.
Vi så det med Lars Løkke Rasmussen, og nu ser vi det med tidligere økonomi- og erhvervsminister Bent Bendtsen. Når almindelige borgere bliver taget i den slags snyd og bedrag, så skal SKAT nok være der med både pegefinger og hånden fremme.
Men ministrenes unddragelse af skattebetaling for frynsegoderne og misbrug af statens penge og biler er bare lidt fifleri. De er jo kloge nok til at sidde og regne store regnskaber ud for samfundet.
Men når det gælder Lars Løkkes mange bilag og Bent Bendtsens modtagelse af bestikkelsespenge og skattesnyd, så står de der med himmelvendte øjne og erklærer deres uskyldighed.
Undskyldninger er der mange af: Jagter af flere dages varighed og fornemme private fester er noget, man skal deltage i, hvis man som minister bliver inviteret! Når man kører privat i statens biler, så er det rullende kontorer. Når man køber cigaretter på statens regning, så er det jo ingen ting - og så videre. Jo, det er fifleri og snyd.
Når ministrene snyder på vægten og unddrager sig deres skattepligter, er det nemlig helt bevidst. Dertil kommer så, at embedsmændene åbenbart er så rædde for deres skind og job, at de både ser gennem fingre med deres pligter overfor ministrenes misbrug - og endog lader sig misbruge til at rette på bilag og i kalendere.
Nu har den gode Hørsholm-borgmester fået skovlen under Lars Løkke Rasmussen, så der er sået tvivl om, hvorvidt der overhovedet kan skaffes et flertal for at kåre ham som statsminister - og Bent Bendtsen har fået sået berettiget tvivl om sit EU-kandidatur.
Hvem bliver mon den næste minister, der bliver afsløret for misbrug af statens midler?
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278