Det vigtigste spørgsmål under krisen er styrkelsen af fagbevægelsens organiserede enhed. Lykkes det for arbejdsgiverne at bryde denne enhed, lykkes det at splitte arbejderklasen og fagbevægelsen, vil kampen være tabt

af Søren Becher, medlem af Kommunistisk Partis faglige udvalg
Den kapitalistiske krise har på kort tid placeret fagbevægelsen i en ny situation.
For blot få måneder siden var situationen præget af såkaldt højkonjunktur med mangel på arbejdskraft. I dag er der en dyb krise med eksplosiv stigning i arbejdsløsheden og voksende utryghed på arbejdspladserne.
De dramatiske udviklinger betyder, at fagbevægelsen må tydeliggøre sin taktik, sine prioriteringer og opgaver.

Krisen og kampen mod den borgerlige regering
Den borgerlige regering blev taget på sengen af krisen. Alle krisesignaler blev enten negligeret eller bortforklaret og ideen fastholdt om en fremgangsrig og krisefri kapitalisme – naturligvis skabt og vedligeholdt af den borgerlige regering.
Da krisen så for alvor væltede ind over landets grænser blev der med en vis hast skruet et par milliard store hjælpepakker sammen til bankerne og til den finansielle sektor.
Den samme handlekraft udeblev imidlertid da det drejede sig om at imødegå arbejdsløsheden og den voksende utryghed på arbejdspladserne.
Den borgerlige regering har fra krisens første dag klart tilkendegivet, at den står på storindustriens, bankernes og de riges side imod de almindelige lønmodtagere. Vedtagelsen af den såkaldte ’rødvinsreform’, en simpel skatteomlægning der tager fra de fattige og giver til de rige, – er et tydeligt eksempel på dette.
Den borgerlige regering vil med stor ildhu bruge krisen til at forstærke presset på den kollektive velfærd, svække arbejdernes tryghed og de sociale levevilkår. Den borgerlige regering er fuld gang med at kaste krisens byrder på arbejdernes skuldre.
I en dyb og langvarig krise er det vigtigere end nogensinde at fagbevægelsen styrker sine organisationer, sin enhed og sit fællesskab i kampen mod den borgerlige regerings arbejderfjendske politik. Og det er vigtigere end nogen sinde, at en samlet fagbevægelse formulerer fælles krav og fælles forventninger til den opposition i Folketinget, der ønsket at overtage regeringsmagten efter den borgerlige regering.
En sådan kommende regering må blandt andet respektere fagbevægelsens overenskomster, genoprette dagpengenes købekraft, gennemføre en uddannelsesreform for beskæftigede og ledige, sikre bedre sociale vilkår for de dårligst stillede og igangsætte omfattende vækstpakker, der kan skaber øget beskæftigelse i samfundet. Kort sagt en politik, der skaber tryghed, beskæftigelse, købekraft og mere kollektiv velfærd.
Fagbevægelsen må nødvendigvis spille en central politisk og faglig rolle hvis en kommende regering skal respekterer arbejdernes interesser. Det kan kun ske ved at styrke den faglige organisering, aktiviteten på arbejdspladserne og den politiske kamp.

Faglige organisering og overenskomstkamp
Arbejdsgiverne ruster sig under krisen. De forsøger at tvinge arbejderne til at betale gennem lønnedgang og ved at true med arbejdsløshed og fabriksflytninger. De spiller åbenlyst på utrygheden. Overenskomsterne sættes under et voldsomt pres. De udnytter fordelene ved arbejdskraftens fri bevægelighed i EU. Kan den såkaldte Laval dom bruges til at forstærke presset på overenskomsterne og konfliktretten vil Dansk Industri og de øvrige arbejdsgiverforeninger ikke holde sig tilbage. Kan krisen udnyttes til at tage et opgør med den såkaldte ’danske model’ – vil arbejdsgiverne slå til.
Set i det lys kommer de forstående overenskomstforhandlinger indenfor det private område til at spille en uhyre vigtig rolle.
Et bud på 3 samlende og fælles opgaver kunne være:
• At se perioden med overenskomstforhandlinger som en tid til fælles fremstød for at styrke den faglige organisering på arbejdspladserne – til at forklare nødvendighed og fordele ved faglig organisering blandt danske og udenlandske arbejdere. Den faglige organisering giver overenskomsterne styrke og solidariteten et indhold.
• At rejse et fælles krav om generelle lønforhøjelser for at sikre købekraft til arbejderne i en tid hvor levevilkårene undergraves og trues.
• At rejse et fælles krav om en mærkbar forlængelse af overenskomsternes opsigelsesbestemmelser for at sikre større tryghed i ansættelsen.
• At rejse fælles krav om at opgaver der udliciteres til en 3.part forpligtes til at følge overenskomsten.

Tryghed og bedre dagpenge.
Den borgerlige regering har gennem hele sin regeringsperiode arbejdet for at undergrave dagpengenes købekraft og for at fjerne a – kasserne fra fagbevægelsen. Regeringens mål er at svække den faglige organisering og de kollektive overenskomster ved blandt andet at fjerne a – kassernes fra fagbevægelsen. At kæmpe for a- kassernes faglige tilknytning er derfor en ubrydelig del af den faglige kamp for stærke kollektive overenskomster og en del af grundlaget for den kollektive velfærd.
For de titusinder af arbejder der i dag sendes ud i arbejdsløshed er konsekvenserne af den borgerlige politik yderst mærkbar. De arbejdsløse underkastes en omfattende kontrol og et dræbende bureaukrati. Beskæftigelsesminister Claus Hjort har på få år opbygget et fintmasket net af kontrol og sanktion af de ledige.
Under den nuværende krise er det derfor uhyre vigtigt at fagbevægelsen står sammen i kampen for at bevare det solidariske dagpengesystem.
I denne kamp rejser sig følgende spørgsmål:
• En genopretning af dagpengenes købekraft med 25 procent. Det svarer det det dagpengenes købekraft er blevet udhulet med gennem de sidste 25 år. Bliver en almindelig arbejderfamilie ramt af arbejdsløshed giver dagpengenes nuværende dækning ikke ingen sikkerhed mod den sociale nedtur.
• En uddannelsesreform for ledige. Igennem de sidste år er de økonomiske bevillinger til uddannelse og efteruddannelse af arbejdsløse stort set fjernet. Denne situation må ændres så de arbejdsløse får mulighed for at uddanne sig, styrke deres kompetencer og forbedre deres muligheder på arbejdsmarkedet.
• Afbureaukratisering af dagpengereglerne. En afbureaukratisering af a – kasserne betyder en fjernelse af de mange meningsløse regler og krav, så a – kasserne kan fungere effektivt og give tryghed.

Skab arbejdspladser.
Kravet om vedtagelsen en omfattende ’vækstpakke’ - understreger det akutte behov for, at der skabes arbejdspladser. Der er behov for at der igangsætte aktiviteter indenfor bygge og anlægsområdet på det statslige og regionale niveau, for renovering af de nedslidte kommunale skoler, institutioner osv. overalt i landet.
Kampen for at sikre arbejdspladserne rækker naturligvis videre. Fagbevægelsen kan også rejse krav om statslig indgriben for at forhindre nedlægges af eller udflytning af arbejdspladser. En aktivistisk faglig og økonomisk politik må tage udgangspunkt i at fastholde arbejdspladserne i Danmark på både kort og lang sigt. Kravet om nationalisering eller om samfundsovertagelse af bestemte nøglefunktioner kan rejses som fagbevægelsens krav til en kommende regering.

Fagbevægelsens enhed – et nøglespørgsmål.
Det vigtigste spørgsmål under krisen er styrkelsen af fagbevægelsens organiserede enhed. Lykkes det for arbejdsgiverne at bryde denne enhed, lykkes det at splitte arbejderklasen og fagbevægelsen, vil kampen være tabt.
Fagbevægelsens ledelse har et afgørende ansvar for, at denne enhed styrkes på alle niveauer. Grænsestridigheder, strukturelle uenigheder må løses så der kan sættes ind i kampen for medlemmernes grundlæggende interesser. Grundlaget er kampen for medlemmerne – og ikke om medlemmerne.
En styrkelse af enhedsfagbevægelsen, af LO s faglige og politiske rolle, er kun mulig hvis den bygger på medlemmernes, klubbernes og fagforeningernes kollektive og aktive indsats.