Lønarbejderne har måske nok vundet af helvede til på den kvantitative bane målt i købekraft men tabt ad helvede til på den kvalitative, visionære bane

af Per Dørup Jensen, Aalborg
Den igangværende klimadebat forekommer overfladisk, når der kobles til sammenhængen mellem klimaproblemer og den eksisterende samfundsformation, herunder den grundlæggende relation mellem kapital og lønarbejde.
Kapitalismens popularitet hviler på dens fortsatte evne til at udvikle produktivkræfterne, herunder teknologien - og udpine arbejdskraften maksimalt for dermed at skabe en stadig større materiel produktion, forbrug og vækst.
Socialdemokratiet og fagbevægelsen, der foregiver at operere på et marxistisk idegrundlag og dermed varetage lønarbejdernes interesser, har siden Septemberforliget i 1899 udelukkende kæmpet for lønarbejdernes defensive og umiddelbare interesser i løn- og forbrugsstigninger.
Kommunisterne antog også en reformistisk position, og var beklageligvis også udelukkende optaget af lønkamp indenfor kapitalismens rammer, mens visse fraktioner i det daværende VS af og til i hvert fald verbalt kæmpede for arbejdernes grundlæggende interesse i at blive befriet for lønarbejdet.
Med kompromiset som venstrefløjen og fagbevægelsen indgik med kapitalismen, afgav de dermed kontrollen over produktionssfæren til kapitalismen, hvormed lønarbejderne i realiteten blev frataget deres medansvar for samfundet og dets udvikling.
Og ikke nok med det. Deres egentlige liv blev forvist til forbrugs-,fritids-, og hvis der var overskud dertil - til kulturssfæren.
Den politiske overbygning afspejler jo som bekendt styrkeforholdet i basis mellem kapital og lønarbejde, og som følge deraf har vi et kapitalistisk styret politisk demokrati men altså ikke et økonomisk demokrati.
Opgivelsen af lønarbejdernes grundlæggende interesser indebar, at arbejdet skulle foregå under andres kontrol, og medførte endvidere en degradering af lønarbejderen til en vare der som en hvilken som helst anden vare kunne forhandles på markedet.
Fagbevægelsen og venstrefløjen solgte altså lønarbejdernes frihed og kontrol over arbejdstiden, og over hvad der skulle produceres. Til gengæld fik de via lønkampen materielle forbedringer, hvilket også var tiltrængt.
Men fagbevægelsens og venstrefløjens ensidige fokus på lønkamp er en essentiel afvigelse fra den marxistiske dialektik om, at den politiske og økonomiske kamp skal gå hånd i hånd.
Ikke engang den nuværende finanskrise har dristet venstrefløjen til at sætte spørgsmål ved lønarbejdet som institution.
Livet som lønslave, om end en relativt højt betalt lønslave, gik og går naturligvis ikke sporløst hen.
Med den stigende købekraft fik lønarbejderen efterhånden mulighed for at transformere sin underordning ud i kompensatorisk forbrugs-fetischisme, hvilket gav ham en pseudo-følelse af identitet, status, frihed og magt.
Bilen var en oplagt mulighed for lønarbejderen til at kompensere for sin fremmedgørelse og afmagt i produktionssfæren.
Massebilismen var og er også godt for den kapitalistiske økonomi og en god indikator for økonomisk vækst.
Og kapitalismen var fuldt klar over, hvordan den skulle drage fordel af reificeret lønarbejderbevidsthed. Så det var ikke for ingenting, at bilen blev rygraden i det såkaldte forbrugersamfund.
Som så meget andet genererer massebilismen en række sociale modsætninger mellem lønarbejderne indbyrdes.
I dag racer den 'moderne, individuelle mobilitets-aktør' stadig rundt i land og by og spreder skræk og rædsel. Især når lønarbejderen bliver lukket ud ved 15-16 tiden, er der vist ingen, der er i tvivl om, at det gælder om at springe til side, hvis man vil bevare liv og lemmer.
Massebilismen har forlængst eksproprieret det fysiske frihedsrum, og dermed undermineret alle andre ikke-motoriserede mobilitetsformer. Man skal vist være blind for ikke at kunne se, at det legende og bevægende menneske - som internerede dyr i Zoologisk Have - er blevet fortrængt til afmærkede og indhegnede reservater som cykelstier, fortove og legepladser.
Her kan de så bevæge sig, eller dyrke 'motion' eller 'idræt', som det kaldes i gængs fremmedgørelses-afspejlende sprogbrug.
Også på sundhedsfeltet truer undersåtterne hinanden. Bilismens udstødningsgasser har et stort medansvar for hyppige luftvejslidelser som allergi, astma og bronchitis. Det er ikke uden grund, at lønslavernes livstil afspejles i svulmende sundhedsbudgetter i de kapitalistiske lande.
Når der kobles til sammenhængen mellem massebilisme og global opvarmning, synes det - som samtlige prognoser indikerer - nærmest umuligt at tøjle den globalt stigende bilisme, ikke mindst fordi bilen jo som nævnt fungerer som et identitets,- magts,- status,- og friheds-symbol for den fremmedgjorte, reificerede lønarbejder. Og der bliver jo flere og flere i verden, der kommer til truget som følge af kapitalismens (trods den midlertidige finanskrise) globale vækst.
De opreklamerede el-biler synes at have lange udsigter, inden de kan sættes i masseproduktion, og vil givet blive modarbejdet af den etablerede olieindustri.
Jo, lønarbejderne har måske nok vundet af helvede til på den kvantitative bane målt i købekraft men tabt ad helvede til på den kvalitative, visionære bane.