Dropper man værdilæren, dropper man teorien om udbytningen og kernen i marxismens politiske økonomi. Og opgiver man marxismen, afvæbner man arbejderklassen teoretisk

af Sven Tarp, Århus
Det er positivt, at interessen for Karl Marx` teorier er voksende i denne tid. Det må derfor hilses velkommen, at Per Hørning (7. april) kaster sig ind i den debat, som studiekredsen i politisk økonomi i Århus har afstedkommet i Arbejderen.
Per Hørnings ærinde er at forsvare Marx` økonomiske begreber mod unøjagtigheder og forfladigelse. Det er, som vi skal se, en yderst vigtig opgave i dag.
Desværre kammer han lidt over, når han klandrer Birthe Sørensen (28. marts) og undertegnede (31. marts) for at skrive, at arbejdskraftens værdi bestemmes af værdien af de varer, som er nødvendige for at producere denne arbejdskraft (mad, tøj, bolig, uddannelse!).
Det vil sige, at arbejdskraftens værdi til syvende og sidst bestemmes af den arbejdstid eller arbejdsmængde, som går til dens produktion.
Det er Per Hørning ikke enig i. Han skriver:
'Ifølge Marx - og i øvrigt også Grünbaum (side 24) - er det ikke det, det koster at producere en arbejder, der bestemmer arbejdskraftens værdi. Arbejdskraftens værdi bestemmes af det, som det koster at reproducere arbejdskraften.' (mine udh. ST.)

Lidt citat-rytteri
Per Hørning henviser her til Isi Grünbaums bog Kapitalismens politiske økonomi. Desværre giver den ham ikke ret. Det første sted i bogen (side 20), hvor Grünbaum giver en kort definition af arbejdskraftens værdi, skriver han ordret:
'Arbejdskraften får ifølge Marx sin værdi og dermed lønnen bestemt på samme måde som andre varer, nemlig ud fra den arbejdsmængde, der er nødvendig til dens fremstilling.' (min udh. ST.)
Lignende definitioner kan man finde forskellige steder i Marx` Kapitalen. I første bog (side 387) skriver han for eksempel, at arbejdskraftens 'værdi bliver, som enhver anden vares værdi, bestemt af den arbejdstid, der er nødvendig til dens produktion.' (min udh. ST.)
I virkeligheden fremmaner Per Hørning en kunstig modsætning mellem produktion og reproduktion.
Når Karl Marx og med ham andre marxister taler om reproduktion, drejer det sig i denne forbindelse om simpel eller udvidet reproduktion af de betingelser (produktionsmidler og arbejdskraft), som findes ved starten af kapitalens kredsløb.
Reproduktion er til syvende og sidst produktion. For at noget kan reproduceres, må det først være produceret, og reproduktionen sikres samtidig ved hjælp af produktion. Denne relation mellem produktion og reproduktion af arbejdskraften er klart beskrevet i Kapitalen. To citater skulle være nok til at dokumenterer dette:
'Arbejdskraftens værdi er ligesom værdien af enhver anden vare bestemt af den arbejdstid, der er nødvendig til produktionen, altså også fornyelsen (reproduktionen), af denne specifikke artikel.' (1. bog, side 286)
'Arbejdskraftens værdi (dvs. den arbejdstid, der kræves til produktion af arbejdskraften), bestemmer den arbejdstid, der er nødvendig for reproduktionen af den.' (1. bog, side 471)

De virkelige 'unøjagtigheder'
Tiden er ikke til unødvendigt pindehuggeri. Der er andre og større ting at kaste sig over. Selv om den øgede interesse for Karl Marx` økonomiske tænkning som nævnt er positiv, er en del af denne interesse dog ikke problemløs.
Det skorter således ikke på folk, som højlydt proklamerer, at de vender tilbage til Marx - men med det lidet prisværdige formål at omklamre ham, kværke ham og endegyldigt lægge ham i graven som teoretiker og inspirator for arbejderklassens kamp.
Et eksempel herpå er tidsskriftet Kritisk Debat, der giver sig ud for at være venstreorienteret. I aprilnummeret har en af de meget energiske medredaktører, Anders Lundkvist, en lang artikel, hvor han blandt andet skriver: 'Jeg har det bedste forhold til Marx, og vi diskuterer dagligt'.
Det forhindrer ham dog ikke i at grave et gammelt lig op, nemlig den hedengangne østrig-ungarske finansminister Eugen von Böhm-Bawerk, der døde i 1914. Denne repræsentant for det kapitalistiske system forsøgte i slutningen af 1800-tallet at tilbagevise Karl Marx` økonomiske teorier, herunder værdilæren og teorien om profitratens faldende tendens.
Den er en gammel historie, som gik på krykker allerede i istiden. Den er for længst gendrevet af marxistiske teoretikere (Hilferding 1904, Bukharin 1927!).
Det står dog ikke i vejen for, at Böhm-Bawerk efterfølgende er blevet inspirationskilde for forskellige nyliberale skoler - og nu også for en redaktør af Kritisk Debat, der ikke gør noget som helst forsøg på at skjule sin mening:
'Jeg frygter, at marxismen får en opblomstring, i takt med at kapitalismens krise uddybes, for mange ser marxismen som den eneste radikale og konsekvente kapitalismekritik. Men det er for det første forkert, og for det andet er der ikke råd til at tænke den moderne kapitalismes problemer inden for en teori, der dels er logisk fejlagtig, dels empirisk af ringe nutidig relevans.'
Med afsæt i Böhm-Bawerks subjektive teorier går Anders Lundkvist til angreb på Marx` lære om, at værdi er noget, der skabes af menneskets arbejde. Hermed tager han tråden op efter Eduard Bernstein, revisionismens fadder, der for mere end hundrede år siden også brugte Böhm-Bawerk i sit opgør med denne lære.
Dropper man værdilæren, dropper man teorien om udbytningen og kernen i marxismens politiske økonomi. Og opgiver man marxismen, afvæbner man arbejderklassen teoretisk i dens kamp mod kapitalismen og den nuværende krise.
Lad os derfor forene vores kræfter i kamp for marxistisk genoprustning.