19 May 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Protest mod fyringer på Ferrosan

Protest mod fyringer på Ferrosan

Onsdag, 15. april, 2009, 00:00:00

Hvis arbejdsgiverne får held til at true og forfølge tillidsfolk, er det et angreb på selve fagbevægelsens eksistens

fra ansatte på Aller Tryk
Gode kolleger på Ferrosan
Medarbejderne (trykkere, bogbindere, smede, elektrikere, grafikere og kontorfolk) på Aller Tryk vil hermed udtale vores støtte til jeres kamp for sikring af tillidsmandsbeskyttelsen i det danske overenskomstsystem.
Vi ser med bekymring, at firmaet Ferrosan har indledt en afskedigelsessag mod jeres fællestillidsrepræsentant, Niels Larsen, på et meget tyndt grundlag.
Også i den grafiske branche har vi de senere år oplevet chikane af tillidsvalgte og fyringer af fagligt aktive kolleger. Hos Egmont magasiner fik en tillidsmand en advarsel for at udtale sig til sit HK-fagblad om en banal sag om nedskæringer i bemandingen. Arbejdsgiverne fik medhold i retten i denne begrænsning af ytringsfriheden.
Senere fyrede man på samme virksomhed en ung nyvalgt tillidsmand og underkendte valget af ham med begrundelse i hans manglende anciennitet, skønt han havde været fungerende i fere måneder. Arbejdsgiverne havde ikke ren samvittighed og købte aflad ved at indgå forlig og give ham et halvt års løn.
Her på Aller har vi været gennem en lang arbejdskamp, hvor man pillede en fagligt aktiv bisidder ud og fyrede ham, selvom han havde været ansat i over 30 år.
Vi ser også eksempler i branchen på, at man afskediger ældre medarbejdere, der tidligere har været tillidsfolk i en årrække.
Vi kan kun erklære os enige i, at denne kamp er afgørende vigtig. Fagbevægelsen er ikke meget værd uden sine aktive tillidsrepræsentanter. Hvis arbejdsgiverne får held til at true og forfølge tillidsfolk, er det et angreb på selve fagbevægelsens eksistens og vores ret til at kæmpe for bedre løn- og arbejdsforhold.
Derfor håber vi at I vil holde modet oppe og holde fast.

Vedtaget på generalforsamling i Fællesklubben Aller Tryk og Aller Press den 4. april.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


15. apr. 2009 - 00:00   30. aug. 2012 - 12:04

Idekamp