I modsætning til de fleste andre antikommunistiske myter, som nu er afsløret som netop myter, har Katyn-massakren udviklet sig til en politisk slagmark

af Ole S.Larsen, Göteborg
Vi har alle hørt de borgerligt-nazistiske myter om, at 'kommunisterne i KPD (det daværende tyske kommunistparti - red.)' - efter ordre fra Stalin - satte ild på den tyske Rigsdag, hvilket bragte nazisterne til magten i 1933, og at massemordet på polske officerer i Katyn under Anden Verdenskrig også blev udført af kommunister på Stalins ordre.
I modsætning til de fleste andre antikommunistiske myter, som nu er afsløret som netop myter, har Katyn-massakren udviklet sig til en politisk slagmark.
Wajdas film om massakren, hvori 'Stalins Sovjet, NKVD (det daværende sovjetiske hemmelige politi - red.) og Stalin' spiller rollen som slyngel, mens nazisterne frikendes, og polakkerne bliver fremstillet som ofre for de 'ugudelige russiske' kommunister, har givet myten kunstig åndedræt og givet ikke bare de borgerlige og neo-fascisterne blod på tanden i fordømmelsen af Stalins Sovjet og kommunismen.

Bred enighed
For Eigil Nielsen (i Arbejderen den 10. februar) og Tim Toftekjær (i Arbejderen den 19. februar) blev skyldspørgsmålet i sagen om de dræbte polske officerer i Katyn under Anden Verdenskrig afgjort, da sovjetiske medier i 1990 meddelte, at 'dokumenter' påviste, at NKVD bar skylden. Ingen 'beviser' bliver dog fremlagt af TASS (det daværende sovjetiske nyhedsbureau).
Allerede i 1950`erne havde USA`s parlament tilsluttet sig den goebbelske udlægning om, at Nazityskland var uskyldige ofre for en 'kommunistisk konspiration' for at dække over de 'jødisk-bolsjevikiske mord' på polske officerer.
I dag strækker enigheden sig således fra nye og gamle nazister, til NATO-landet Polens regering over til de højreradikale antikommunister, blandt andet de såkaldte 'historie-revisionister', som stiller spørgsmålstegn ved de nazistiske krigsforbrydelser og masseudryddelse af dets modstandere og modstandskampens berettigelse.
I Polen i dag betragtes påstanden om, at Stalins Sovjet stod bag Katyn-forbrydelsen som ligeså sand, som at Paven er guds udsending på jorden.
Men hvilke beviser og dokumentation findes der egentlig i Katyn-sagen? Eigil Nielsen har læst i et TASS-telegram af 14. april 1990, at det var Sovjetunionen, der udførte nedskydningerne. Så burde der herske nogen tvivl om Katyn?
Nej, der burde ikke herske nogen tvivl, hvis vi kunne stole på Gorbatjov, eller hvis der i det mindste blev fremlagt troværdige beviser i form af originalpapirerne fra Sovjetunionens yderst veldokumenterede socialistiske fortid.

Gorbatjov og Polen
Hvad Eigil Nielsen og de andre læsere af de sovjetiske aviser ikke fik at se i 1990, var dokumentation for Gorbatjovs tilståelse på vegne af NKVD og det antifascistiske Sovjet.
Som bekendt er man ifølge demokratiske retsprincipper uskyldig, indtil det modsatte er bevist. Hverken Gorbatjov, Wajda eller den polske regering er overdommere i denne sag.
'Katyn-papirerne', som lå bag 'tilståelsen' i 1990, blev aldrig offentliggjort. Gorbatjov valgte at hemmeligstemple de papirer, som 'afgjorde skyldspørgsmålet' i Katyn-sagen, ligesom han frem til i dag nægter at svare på spørgsmål om Katyn.
I 1990 var det revisionistiske Sovjet i dyb politisk og økonomisk krise og - ligesom Polen - gældsat til kapitalistiske banker i vest. De revisionistiske regimer havde ført både Polen og Sovjet på randen af statsbankerot.
Den ny-revisionistiske perestroika-politik, som ifølge Gorbatjov skulle løse Sovjets dybe politiske og økonomiske problemer, havde tværtimod ført til en skærpelse af krisen.
Åbent neoliberale kræfter med støtte fra udlandet stillede krav om gennemførelse af et Pinochet-lignende økonomisk program: Den kapitalistiske chockterapi som Jeltsin-regimet senere påtvang russerne.
For både den sovjetiske og den polske økonomi var statsbankerotten et spørgsmål om tid på grund af gældsætningen. Afhængigheden af de kapitalistiske kreditter fra frem for alt Vesttyskland gjorde både Sovjet og Polen politisk afhængige af de kapitalistiske NATO-stater.
Gorbatjovs Sovjet kom nu for alvor under hårdt pres fra Jaruzelskis Polen, som krævede sovjetiske tilståelser for Katyn-forbrydelsen.
Det er baggrunden for TASS-telegrammet med 'tilståelsen' i april 1990. Den blev fremlagt som en påstand uden beviser eller nogen form for dokumentation.
Da Sovjetunionen blev opløst i 1991, og Gorbatjov mistede magten, overlod han 'dokumenterne' til Boris Jeltsin, som nu sammen med de neoliberale kræfter udkæmpede en kamp om magten med resterne af det gamle magtapparat. Samtidig med at Polen nu havde vendt sig mod vest og NATO.
At i den situation komme med tilståelser og bekræftelser, som behagede polakkerne, skulle tjene to formål: At få Polen til at undlade at søge om optagelse i NATO og samtidig tvinge de russiske kommunister i defensiven og dermed vinde politisk terræn og sikre de neoliberales magtstilling.

Domstolskontrol
I september 1992 dukker disse 'papirer' om Katyn fra perestrojka-perioden op. Det skete samtidig med, at den russiske forfatningsdomstol havde flere møder fra maj 1992 i den såkaldte SUKP-sag, hvor det sovjetiske kommunistpartis virksomhed blev undersøgt.
De 42 dokumenter i den 'hemmelige mappe nummer 1' indeholdt en 'kopi' af Berijas skrivelse til Politbureauet, hvori henrettelse af fangerne blev foreslået.
Papirerne fra 'mappe nummer 1' blev offentliggjort i oktober 1992 af præsident Jeltsin i Warszawa, hvor 'mappen' blev udleveret til Polens præsident Lech Walesa. Sagen var klar, kunne det se ud til, da forfatningsdomstolen blev præsenteret for indeholdet i den hemmelige Katyn-'mappe' den 14. oktober 1992.
De kopier, som polakkerne fik udleveret i 1992, tilfredsstiller imidlertid ikke hverken polske eller russiske retskrav.
Der bliver stillet spørgsmål om for eksempel sproget i disse 'dokumenter'. Det er fyldt med stavefejl, som er hvad sprogforskere kalder 'ikke-russiske' stavefejl. Stalins parti kaldes SUKP, selvom partiet først i 1952 fik den betegnelse.
Det indebærer, at disse papirer højst sandsynligt er fabrikeret senere af folk uden russisk som modersmål, og dermed ikke er ægte dokumenter fra Stalin-tiden. En tid som er yderst veldokumenteret, når det handler om de sovjetiske myndigheders beslutninger.
Også dateringen - 5. marts - i Berijas brev og Politbureauets beslutning forundrede forfatningsdomstolen, som nu havde indkaldt eksperterne.
Det var aldrig sket tidligere, at et oplæg til politbureauet var udfærdiget samme dag, som politbureauet tog beslutning. Normaltiden var altid mindst fem-seks dage.
Imidlertid havde polakkerne allerede fået kopier af disse afgørende 'beviser', men den russiske side valgte at undlade en offentliggørelse af dem. I 1995 dukker 'beviserne' så op i en dokumentsamling. Men denne gang er der ingen dato på Berijas brev!

Fusk
I det offentliggjorte 'brev' kan man læse ' ... marts 1940', hvor der tre år tidligere stod '5. marts 1940'. En besynderlighed, som behøver en forklaring!
Hvis dokumentet var ægte, var der jo ingen grund til at manipulere med det, som man nu helt åbenlyst havde gjort. Det kaster en reel skygge af tvivl om dokumentets ægthed.
Tvivlen angående papirerne i den 'hemmelige mappe' fremføres af en bred kreds af akademikere, forfattere og professionelle arkivforskere i Rusland og andre steder.
Derfor er det ikke, som Tim Toftekær nærmest inkvisitorisk hævder, 'kun de mest forbenede, forstenede, uvidende', som i nutiden stiller sig kritisk overfor den officielle vestligt kanoniserede Katyn-historie, som Goebbels, Gorbatjov og Wajda har fremført .
Faktisk er det lige omvendt: Kun de mest forstenede og uvidende tror ukritisk på Gorbatjovs 'tilståelse' og de 'fotokopier' og 'afskrifter', som er fremlagt i sagen.
Problemet for tilbederne af den goebbelske Katyn-myte om NKVD`s skyld er, at der til dags dato ikke er fremlagt nogen form for dokumentation for denne myte.
En række andre fakta i Katyn-sagen (1) peger i én retning: at det var Goebbels` landsmænd og ikke russerne, som udførte massemordet.

Note: 1) Katyn: Myter,løgne og fakta om en massakre