Et af de mennesker, der mest fortjener - og som også har en stor plads i Sømændenes Forbunds nyere historie - er her ikke mere

af Morten Bach, faglig sekretær
Tirsdag den 7. april afgik tidligere faglig sekretær Hans Dresler ved døden efter lang tids sygdom.
Hans tilhørte den generation af søfolk, der kom ud at sejle efter krigen og hurtigt blev påvirket af alt det nye, han så og hørte om ude i verden. Hans blev i 1948 indmeldt i forbundet i New Yorkafdelingen.
Hans så også, hvad det kapitalistiske samfunds udnyttelse og misbrug af mennesker førte til af fattigdom og fornedrelse, og han tog den beslutning, at han ville være med til at ændre samfundsforholdene. Som konsekvens heraf meldte han sig ind i Søafdelingen af Danmarks Kommunistiske Parti. Her fik man hurtigt øjnene op for de store kvalifikationer, som Hans besad, og man sørgede for en god skoling af ham.
Gennem mange år arbejdede Hans på bunkerbådene i Københavns Havn, og han fik et fantastisk godt ry blandt søfolkene, der lærte ham at kende som en god og ærlig kammerat.
Mellem Sømændenes Forbunds agitator Jakob Rasmussen og Hans Dresler opstod der et venskab og et samarbejde, som blev spiren til en ny politik i Sømændenes Forbund.
Hvor Hans` ven og kammerat Preben Møller Hansen havde de store talegaver og oratoriske evner, havde Hans den analytiske, organisatoriske og strategiske evne samt det store overblik, og han kunne lægge taktikken.
Det var Hans, der som en slags 'grå eminence' fik ideerne og så mulighederne i den politiske kamp for søfolkenes kår og for magten i Sømændenes Forbund. Han så at sige støbte de kugler, som senere blev fyret af på generalforsamlinger og møder i Sømændenes Forbund.
I mange år beklædte Hans Dresler flere fremtrædende poster i Sømændenes Forbund.
Men Hans var ikke en mand, der gav sig af med titler og store ord.
For ham var det nødvendigt arbejde, der skulle udføres, og det var for Hans det vigtigste.
Han var ikke en mand, der gjorde meget ud af at fortælle om sin egen indsats, selv om den var stor.
For de unge tillidsfolk, der kom til Sømændenes Forbund i 1970`erne og senere, blev Hans Dresler en slags mentor for dem alle.
På sin stilfærdige og rolige måde og med sit afbalancerede gemyt og gode humor vejledte og hjalp han sine yngre kollegaer og gav dem den viden, lærdom og uddannelse, som var nødvendig. Aldrig gik nogen forgæves til Hans, når der var brug for et godt råd eller en vejledning.
Det var en urokkelig tro, Hans havde på fremtiden; en tro på et bedre og socialt retfærdigt samfund til gavn for det arbejdende menneske. Derfor forblev han kommunist til det sidste.
Han vidste, at kapitalismen en dag for alvor ville spille fallit.
Hele livet igennem var Hans Dresler at finde i første række til demonstrationer og blokader, når det gjaldt om i ord og gerning at vise sin solidaritet og respekt for den kamp, han havde viet sit liv i ungdommen.
Hans var en ukuelig optimist, som trods svær sygdom de seneste år aldrig gav op. Et kendetegn der fulgte ham hele livet.
Familien og hans store kærlighed, Åse, fyldte meget i Hans` liv, og i deres hjem på Nørrebro var der som regel altid et barnebarn eller to, som han lige skulle passe.
Der er ingen tvivl om, at der ved Hans Dreslers død er skabt et stort tomrum.
Vi, der har haft den ære og været så heldige at kende Hans og have haft ham som kammerat og ven, føler stor taknemmelighed for det, han gav os af lærdom gennem livet.
Typisk for Hans havde han ønsket at skænke sit legeme til videnskaben.
Lige som han stille og velovervejet levede sit liv, lige så stille og uden de store armbevægelser ønskede han at forlade det.
ÆRET VÆRE MINDET OM HANS DRESLER.