For den klassiske marxisme var målet ikke i sig selv, at arbejderklassen skulle overtage ejendomsretten til produktionsmidlerne, men at disse skulle socialiseres

af Sven Tarp, medlem af Kommunistisk Partis landsledelse
Et nyt fænomen synes at være blevet mode på den danske venstrefløj: strandhugst i hævdvundne socialistiske principper.
I martsnummeret af Kritisk Debat var det Rune Lund, der i en teoretisk rodebutik søgte at udviske forskellene mellem kapitalisme og socialisme. Ifølge det tidligere folketingsmedlem for Enhedslisten skulle socialisme kendetegnes af markedsøkonomi og repræsentativt demokrati.
Denne blodfattige og visionsløse socialismeopfattelse bliver nu fulgt op af en anden lystig fyr, nemlig Ole Riisgaard, der er kandidat for SF til EU-parlamentet.
I et debatindlæg i Arbejderen (den 8. april) vender Riisgaard sig imod SF`s tidligere socialismeforståelse, nemlig at 'socialisme er arbejderklassens overtagelse af ejendomsretten over produktionsmidlerne'.
Ifølge Riisgaard bygger denne ide på 'en manglende forståelse af, hvad der er mål, og hvad der er midler. Det ideologiske mål må være noget mere og højere end ejendomsret'.
SF-kandidatens 'bedste bud' på ideologisk mål er i forlængelse heraf, at 'socialisme er at lade alle samfundsprocesser gennemsyre af demokrati, også økonomien'.
Med al respekt er højere ideologiske mål noget, som religiøse mennesker sætter sig.

Socialismens mål
Socialister derimod sætter sig mere jordnære mål såsom politiske (statsmagtens erobring og gradvise bortvisnen ledsaget af et aktivt deltagerdemokrati), økonomiske (socialisering af produktionsmidlerne og indførelse af planøkonomi), sociale (solidaritet og retfærdig fordeling af goderne) og økologiske (bæredygtig udvikling i harmoni med naturen).
Det er uklart, om Riisgaard med bemærkningen om mål og midler mener, at man slet ikke skal kæmpe for ophævelse af den private ejendomsret til produktionsmidlerne, eller at denne ophævelse blot er et 'middel' til at opnå det 'højere ideologiske mål'.
I så fald bryder han åbne døre ind. For den klassiske marxisme var målet ikke i sig selv, at arbejderklassen skulle overtage ejendomsretten til produktionsmidlerne, men at disse skulle socialiseres.
En socialisering af produktionsmidlerne er forskellig fra nationalisering og statsliggørelse i den forstand, at den forudsætter aktiv deltagelse fra samfundsmedlemmernes side. Dette kræver ikke alene, at den gamle kapitalistiske statsmagt er erobret og nedbrudt, men også at den nye socialistiske stat gradvis viger pladsen for borgernes direkte og aktive forvaltning af alle samfundets anliggender.
Demokrati er per definition en statsform. Men hvis man alligevel ønsker at kalde denne aktive deltagelse i forvaltningen af samfundet for demokrati, skal det ikke skille vandene.
Hvad man derimod savner i Ole Riisgaards 'bedste bud på højere ideologisk mål' er, hvordan man skal skabe forudsætningerne for en sådan tilstand. Hvordan skal man slippe af med den kapitalistiske statsmagt, som er skabt til at forhindre alt dette? Det er nøgleproblemet.
Tilsyneladende vil Riisgaard demokratisere os ind i socialismen. Dermed bliver demokrati ikke blot målet, men også midlet. Et magisk trylleord.
Han fortæller os således, at SF i dag 'ikke kun er et protestparti, men også et indflydelsesparti, der skaber konkret forandring gennem dannelse af politiske flertal, der bygger på kompromisser. Hvad ellers?'
Ja, hvad ellers?

'Inderst inde reformistisk'
Som Lotte Rørtoft har dokumenteret i det seneste nummer af Ret & Vrang (marts 2009), oplever vi i disse år det stik modsatte af den gradvise demokratisering af samfundet, som ifølge Riisgaard er vejen frem.
Det hænger sammen med den kapitalkoncentration og monopolisering, der kendetegner kapitalismen i dag. Og det vil SF`s kompromissøgende højrelinje ikke rokke en tøddel ved.
Har man først droppet den revolutionære vision om at erobre og nedbryde den borgerlige statsmagt, er vejen til helvede ligesom hos Dante brolagt med dårlige undskyldninger og ikke indfriede løfter. Meget sigende skriver Riisgaard:
'I klassisk socialistisk terminologi er denne tilgang reformistisk, og gud ske lov for det. Der er i SF`s historie gjort mange retoriske krumspring for at skabe en selvforståelse om SF som revolutionært parti.
Men reelt har SF altid været et reformistisk socialistisk parti, hvilket de fleste SF`ere, der interesserer sig for den slags spørgsmål, godt ved.'
Her får vi så at vide, at SF har løjet for os gennem de sidste 50 år, når det hårdnakket har påstået, at det var et revolutionært parti.
Hvor længe går der mon, før partiet melder ud, at det heller ikke er socialistisk?
Den nye falden til patten for det borgerlige demokrati vil givetvis fremrykke dette tidspunkt. Historien giver ikke så få eksempler i denne retning.