Før vi bliver organdonorer, må vi kende livssynet og sikre os, at ikke tredjepart skal undgælde

fra Per Diepgen, Halskov (Falster)
Til Karin Riis-Jørgensen MEP.
Den 14. april læser jeg i Folketidende for Lolland-Falster dit indlæg om organdonation - én af de mange opfordringer fra politikere, for eksempel også fra Lone Dybkjær, til at melde sig som donor.
Opfattelsens grundlag må være, at mennesker synes, at de skal leve længere, end naturen foreskriver. Alene det synspunkt er ikke almenmenneskeligt i en verden, hvor mange ønsker sig at kunne dø. Men derudover er opfattelsen politisk.
Det må være glædeligt, at din søn kan leve på din nyre, men sig mig, vil han som mange andre af de procenter, du nævner, stemme for, at Danmark går i krig, således som dit parti erklærede krig mod et andet folk.
Måske vil han selv aftjene værnepligt i 'forsvaret', tage til Afghanistan og slå andre mennesker ihjel, der ikke kan overleve på en ny nyre. Det er blot få uger siden, at en far stod med sin dræbte datter i armene.
Måske bunder dit menneskesyn i, at din generation ikke gennemlevede Besættelsen og deltog i modstandsarbejdet, og dit parti heller ikke, og derfor i dag ikke forestiller sig, at sindelaget er lige så betydningsfuld som livet.
Før vi bliver organdonorer, må vi kende livssynet og sikre os, at ikke tredjepart skal undgælde.