19 May 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

SF klar til regeringssamarbejde

SF klar til regeringssamarbejde

Torsdag, 30. april, 2009, 00:00:00

Bestyrelsen i SF`s Faglige Gruppe Storkøbenhavn (FGS) er enig i strategien om et stærkt SF i et regeringssamarbejde med Socialdemokraterne. Vi er mere kritiske i forhold til De Radikale, men erkender nødvendigheden af det

af Klavs Balling, formand for SF`s Faglige Gruppe Storkøbenhavn
Det går godt for SF. Partiet har stabilt gode meningsmålinger, vi har stor opbakning på arbejdspladserne, vi er atter blevet et folkeligt parti fra arbejdere til studerende, fra bistandsmodtagere til folkepensionister og så videre.
SF er gennem historien blev beskyldt for både at ville bruge bruttonationalproduktet og idealismen to gange. Pointen er, at SF ikke har opført sig som et ansvarligt økonomisk parti! Det er naturligvis mest højrefløjen i dansk politik, der har været ude med disse beskyldninger, men ofte også Socialdemokraterne - det må vi være ærlige og sige.
Men hvad angår det sidste, lyder der nye toner fra Socialdemokraterne. 'Vi kan regne med SF i en kommende regering.' 'SF viser større og større mod og ansvarlighed.' 'SF er blevet en ligeværdig forhandlingspartner.' Det er bare tre citater fra ledende socialdemokrater om SF siden det seneste valg i november 2007.
Ja, selv De Radikale har ændret syn på SF, men det er så min påstand, at de næsten ikke havde andre muligheder set i relation til deres manglende politiske lederskab og gennemslagskraft.
Den aktuelle politiske status er, at vi har en regering, som lider af 'metaltræthed', stor mangel på visioner, en usikker politisk fremtid på grund af statsministerskiftet - og sidst men ikke mindst: Den stærkeste opposition i næsten 9 år!
Hvad angår det sidste, er det især i kraft af SF, at oppositionen er blevet mere markant. SF har gennem lang tid stået stærkt, men på en række vigtige strategiske politiske områder såsom velfærd, udenrigspolitik, trafikpolitik og arbejdsmarkedspolitik har vores venner i Socialdemokratiet minsandten også flyttet sig markant. Venstrefløjen er lige pludselig blevet farlig for regeringen og Dansk Folkeparti.
Faktisk mener jeg, at det var genialt af Villy og Ole Sohn, da man på kort tid fik SF med i vigtige forlig som trafik, 'bankpakker' med videre. Ofte har vi kun set SF medvirke i mindre forlig - typisk i tidligere socialdemokratiske regeringer, men der er ingen tvivl om, at både befolkningen og Socialdemokraterne har det indtryk, at SF mener det alvorligt denne gang. Taktisk betyder det også, at regeringen og Dansk Folkeparti ikke kan splitte oppositionen, som man kunne for for for eksempel to år siden.
Bestyrelsen i SF`s Faglige Gruppe Storkøbenhavn (FGS) er enig i strategien om et stærkt SF i et regeringssamarbejde med Socialdemokraterne. Vi er mere kritiske i forhold til De Radikale, men erkender nødvendigheden af det. Ellers kender vi alternativet: Fortsat borgerlig ledelse af Danmark. En rød-grøn regering eller et 'centrumvenstresamarbejde', som vi kender det fra Norge, kan lade sig gøre. Det er min påstand.
Jeg tror oven i købet, at SF kan gøre en forskel. Vi er markant anderledes som parti end Socialdemokraterne. Det ved vi, der er aktive i fagbevægelsen, men holdningsmæssigt er vi SF`ere i fagbevægelsen meget på linie med de fleste socialdemokratiske tillidsfolk i fagbevægelsen, skønt der stadig er nogle uenigheder.
Et af de områder, hvor SF kan gøre en forskel sammen med den øvrige opposition, er på integrationsområdet. Hvor den borgerlige regering siden 2001 har forsømt integrationsindsatsen, har især SF mange steder - både på Christiansborg og i kommunerne - vist stor ansvarlighed, vilje og ikke mindst visioner på dette område. Hvis man skal beskrive den korte vision af regeringens integrationsindsats, er det besparelser, negative udtalelser og manglende forebyggende indsats. Dansk Folkeparti har jo på hele dette område været usynligt.
FGS og mange andre i SF`s faglige bagland stiller også krav til en ny, kommende regering. Vi ser mange forringelser på arbejdspladserne som følge af Claus Hjort Frederiksens 'regimente'. Der har været mange 'selvmål' især set i forhold til de arbejdsløse LO-medlemmer med perspektivløs aktivering, hvor mange har mistet deres selvværd.
På arbejdsmiljøområdet kender vi alle de nedskæringer, der har været på Arbejdstilsynet (AT). Nedskæringer, der har betydet færre ansatte der, men også medført flere problemer for sikkerhedsrepræsentanter på virksomhederne, når der skulle kaldes repræsentanter fra AT ud. Reelt har der vel været tale om privatisering af området, hvilket vi i SF tager afstand fra.
I FGS forventer vi, at en kommende regering bestående af blandt andet SF og Socialdemokraterne vil tage fat på alle de nævnte eksempler. Samtidig forventer vi at se en markant anderledes politik på velfærdsområdet. Fogh-regeringen som nu er blevet til en Løkke-regering har nærmest gjort det til et mantra på velfærdsområdet at privatisere og udlicitere. Hvis befolkningen (læs vælgerne) skal kunne se markant forskel på dette store område, som både omfatter sundhedsområdet, hjemmehjælperområdet, kommunernes grundlæggende service overfor borgerne og beskæftigelsesindsats og integration, er det centralt, at en kommende regering lægger en anden politik frem.
Det borgerlige Danmark har fremelsket egoismen i over otte år og har erklæret krig mod det velfærdssamfund, som venstrefløjen byggede op. Via både SF`s og Socialdemokraternes nære bånd til fagbevægelsen er det klart, at solidariteten i det danske samfund atter skal på dagsordenen. Fagbevægelsen, venstrefløjen og så videre får nogle helt andre politiske handlemuligheder og udfordringer, hvis vi vinder næste valg.
Som nævnt tidligere: FGS erkender nødvendigheden af De Radikale i en kommende regering, men vi elsker dem ikke. I hvert fald ikke, når vi tænker på efterløn, økonomiske politik og lignende. På andre områder såsom retsområdet, udenrigspolitik og integration kan vi sagtens leve med dem.
Afslutningsvis skal vi understrege fra FGS, at vi - mildt sagt - ikke tror på ØMU`en som et politisk, økonomisk instrument, hverken i forhold til finanskrisen eller andre kriser. ØMU`en er for os stadig en udemokratisk konstruktion, som især koncentrerer sig om prisstabilitet og andre konvergenskrav som for eksempel ikke tager hensyn til lønglidningen på arbejdsmarkedet. Hvis man spørger i 'Euroland', er der næppe ret mange, der synes, ØMU`en er god opfindelse.
Jeg vil slutte af her med ønsket om en fortsat god fremtid for SF - herunder et muligt regeringssamarbejde - men omvendt må det aldrig blive sådan, at vi glemmer, hvor vi kommer fra, hvad der vores SF-sjæl og så videre.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


30. apr. 2009 - 00:00   30. aug. 2012 - 12:04

Idekamp