Det knager også de fleste andre steder i den offentlige sektor, hvor forskellene på den offentlige og den private sektor lidt efter lidt bliver nedbrudt. Regeringen håber at nedbryde modstanden mod privatisering og vænne folk til at tænke mere som forbrugere end som borgere

fra FOA Århus
'Det knager i samfundets fuger og bånd', og det er statsminister Lars Løkke Rasmussen, der får det til at knage, fordi hans snak om endnu mere 'frit valg' truer samfundets sociale sammenhængskraft.
Statsministeren siger, at han vil forny og modernisere velfærdsstaten, men hans hensigt kan udtrykkes langt mere præcist. Den offentlige sektor skal ikke være demokratisk styret og noget, som befolkningen har et fælles ansvar for.
De offentligt ansatte skal heller ikke tjene befolkningen, som i øvrigt skal holde op med at være borgere. Penge skal styre den offentlige sektor, og de ansatte skal blot levere nogle helt bestemte ydelser til de tidligere medborgere, der bliver degraderet til kunder.
Denne udvikling har været i gang siden VK-regeringen kom til, og det bliver hele tiden værre. For eksempel har modulpasningen i de århusianske daginstitutioner givet nogle forældre den opfattelse, at de har købt et antal timers børneopdragelse, ligesom de køber nogle kilo kartofler i supermarkedet.
Problemet er, at børn og voksne stadig skal fungere i et dagligt fællesskab, og at personale og forældre derfor har et fælles ansvar for børnenes adfærd overfor hinanden og de voksne. Men det kan være svært at fatte, når der ikke er et fælles grundlag, fordi forældrene har købt noget forskelligt. Derfor knager det rundt om i institutionerne.
Det knager også de fleste andre steder i den offentlige sektor, hvor forskellene på den offentlige og den private sektor lidt efter lidt bliver nedbrudt. Regeringen håber at nedbryde modstanden mod privatisering og vænne folk til at tænke mere som forbrugere end som borgere.
Udviklingen rammer det fællesskab, der skaber et samfund. Og den rammer selvfølgelig især dem, der har mest brug for hjælp, som har de korteste uddannelser eller har svært ved at kræve deres ret.
Alle taler om at tage udgangspunkt i den enkelte borger. Men vi FOA-medlemmer oplever, at der bliver taget mere hensyn til systemkrav og økonomi end til borgernes konkrete og individuelle behov.
Borgeren er ikke i centrum. Borgeren er blot et middel, som gør, at hele systemet med kontrakter, moduler, plejepakker og effektmål kan køre rundt.
For eksempel er det mere og mere almindeligt i ældreplejen, at ældre får tildelt mindre hjælp, end social- og sundhedspersonalet oplever, at de ældre har brug for. Og så hjælper det ikke, at nogle ældre kan vælge, hvem der skal levere den alt for begrænsede hjælp.
Men også personalet har et valg mellem pest eller kolera, når en ældre får en plejepakke, der er for lille. Enten accepterer de at levere en utilstrækkelig pleje og går hjem med dårlig samvittighed. Eller også knokler de ekstra hurtigt for at give ekstra hjælp og går ekstra nedslidte hjem.
Som FOA-medlemmer oplever vi en afgrund mellem, hvad politikerne siger, og de reelle arbejdsbetingelser og muligheder, medlemmerne har for at hjælpe borgerne. Det skaber frustration og øget sygefravær. Det knager blandt de offentligt ansatte.
Vi må derfor sikre, at kampen for vores interesser hænger sammen med kampen for den solidariske og lighedsorienterede velfærdsstat, som de fleste andre almindelige lønmodtagere også har brug for.

Vedtaget på generalforsamlingen den 23. april.