Det er i dag 127 år siden, at slaget på Fælleden fandt sted. Læren er, at der er ingen anden vej end kampens vej, for at gøre op med den faglige og politiske underkuethed

af Lars Ulrik Thomsen, Esbjerg
Arbejderdelegerede fra mange lande i Europa mødtes i London i 1864 for at stifte 1. Internationale.
Dens opgave var, at forene de forskellige ideologiske strømninger, frigøre proletariatet fra det liberale bourgeoisi og det småborgerlige demokrati.
Internationale fik indflydelse i de fleste europæiske lande og USA. I 1866 havde den 4 presseorganer i Paris, London, Bruxelles og Geneve. Fire år senere i 1870, kom den første større styrkeprøve med Pariserkommunen.
Dansk arbejderbevægelse er den lykkelige forening af en ny videnskab - marxismen og den klasse, som var resultatet af industrialiseringen.
Med væksten i den industrielle produktion voksede også antallet af arbejdere. De vilkår, som de arbejdede og levede under, var alt andet end menneskelige.
Det medførte en stigende bølge af protester og strejker, som lammede det ene fag efter det andet. Storborgerskabet svarede igen, med undertrykkelse og knægtelse af ytringsfriheden.
Derfor var Internationales start i 1871 og den begyndende organisering af arbejderne en milepæl i det 19. århundrede.
Internationale stillede sig i spidsen for strejkerne. Organiserede dem, og gennem ugebladet Socialisten skabtes der sympati for de strejkende. Efterhånden trak det sammen til en styrkeprøve, mellem Internationale og storborgerskabet.
Vi er nu tilbage i tiden, i de bevægede majdage i 1872, og fortællingen begynder på B&W.

Optakten
I den store støberihal på B&W, er der hektisk aktivitet. Støbeskeerne har hentet deres last af flydende stål og er på vej til formene. Her fordeles stålet i det, der skal blive til maskindele i værftsproduktionen.
Der er fem formere og arbejdsmænd om at styre støbeskeen på plads over formene. Gløder og slagger står i gnister ud fra stålstrålen og oplyser den ellers dunkle hal.
Stemningen mellem arbejdere og mestre er anspændt. For en uge siden blev en af arbejderne overfaldet af fire kvartermestre og ligger nu på hospitalet.
Da stålstrålen rammer skævt i formens indløbshul, løfter støberimesteren mister Short advarende hånden:
'Hvordan er det, I behandler det dyrebare stål? Kan I ikke gøre det ordentligt, kan jeg få arbejdere fra Polen eller Baltikum til halv pris!'
Tillidsmanden Alfred Andersen giver ham svar på tiltale: 'Mister Short, I er de få, og vi er de mange. Så være det sagt!'
Da de mødes klokken seks til fyraften, går snakken: 'Hvor længe skal vi finde os i overgrebene. Vi bliver nødt til at sætte arbejdsgiverne på plads.'
Alfred Andersen går rundt og snakker med kollegerne: 'Husk mødet i aften i Internationale. Så gi`r vi dem svar på tiltale.'
I samlet flok går de gennem Wildersgade til mødelokalerne i Lille Kirkestræde i den lune majaften.

Aftenmødet
Der bliver ved med at komme folk, og der er fæller overalt. I vindueskarme og oppe på forhøjningen, hvor stormesteren skal tale.
Røgen fra de mange piber fylder lokalet. Brandere flyver gennem luften mellem de forskellige sektioner - smedene - snedkerne - murerne. Louis Pio byder velkommen og foreslår Harald Brix som dirigent.
Pio beskriver den faglige og politiske situation. Han gør det klart, at tiden er inde til en styrkeprøve med storborgerskabet. Han foreslår, at der indkaldes til møde på Fælleden den 5. maj. Her skal Internationale mønstre sin styrke.
Anthon Mundberg får nu ordet og udtrykker sin forståelse for Pios idé, men advarer om, at med politidirektør Crones forbud vil det være ulovligt at gennemføre mødet.
Mundbergs tale mødes med piften og buh-råb, og Brix må gribe ind for at genoprette roen.
Den næste taler er Alfred Andersen fra støberisjakket på B&W. Han fortæller om de utallige sammenstød og overgreb fra firmaets side: 'Vi har brug for, at skabe respekt om vores krav. Det kan vi kun gøre ved at gennemføre mødet.'
Der klappes og piftes, men denne gang fordi alle er enige med taleren. Pio får igen ordet og opfordrer til, at den 5. maj bliver til en fælles mønstring - en manifestation mod storborgerskabet og dets regering.
Da forslaget kommer til afstemning, er der overvældende flertal for mødet, og deltagerne bryder spontant ud i socialisternes march: 'Snart dages det brødre!'

Slaget på Fælleden
Det er tidligt om morgenen den 5. maj. Nyheden går som en løbeild gennem arbejderkvartererne: Pio, Brix og Geleff er anholdt i nattens løb.
Murernes ledere samles til et møde og beslutter at sende læredrengene rundt til de andre sektioners medlemmer for at agitere for mødets gennemførelse.
Der breder sig en forløsende stemning. Nu må det bære eller briste. Jo flere der møder op, des sværere får politiet ved at forhindre demonstrationen.
Militær og politi har samlet sig i gaderne omkring Fælleden. De søger at hindre folk i at komme ind. Det lykkes, indtil en tusindtallig skare kommer marcherende, arm i arm.
De synger Socialistmarchen og fejer de opstillede betjente og husarer til side. Som en mægtig strøm glider de ind på Fælleden. Da de er ved at være samlet, kravler Alfred Andersen fra B&W op på en ladvogn.
Skjult under blusen har han den nye fane, som Internationale har bestilt til lejligheden. Han svinger den hen over de forsamlede, som tager han dem alle i ed for den store sag.
Et brøl af begejstring slår op imod ham. Alle forstår det betydningsfulde i øjeblikket og råber: 'Leve Internationale. Leve Socialismen!'
Det bliver signalet til, at politi og militær griber ind. Med trukne stave og sabler, hugger de ind på folkemængden. Slaget bølger længe frem og tilbage med sårede på begge sider.
Flere af husarerne væltes af hesten og får deres bekomst af de ophidsede arbejdere. Det er mange års indestængt had og vrede der får frit løb: 'Ned med udbytterne. Død over udsugerne!'

Erfaringen
Det er mandag morgen, og arbejderne møder ind på B&W. Uden for fabriksporten er posteret en halv snes betjente. De kikker de enkelte arbejdere ud for at se, om de har sår eller skrammer fra slaget på Fælleden.
Inde på arbejdspladsen samles arbejderne i klynger for at snakke om slaget og ledernes arrestation. Der er almindelig enighed om, at de samme aften må mødes i Internationale. Kravet om ledernes løsladelse må rejses over for Rigsdagen. Grundlovens rettigheder skal gælde for alle.
Mestrene holder sig respektfuldt i baggrunden. De er klar over, at der kun skal en gnist til for at antænde en stor brand, der kan brede sig over hele København.
Arbejderne ved, at de med manifestationen på Fælleden har skabt respekt om deres sag. Da de går i gang med dagens arbejde, er det med bevidstheden om, at noget stort er påbegyndt. Der er ingen anden vej end kampens vej, for at gøre op med den faglige og politiske underkuethed.

Efterskrift
Lederne for Internationale Pio, Brix og Geleff, fik hårde tugthusstraffe. Samtidig begyndte arbejderne et stort solidaritetsarbejde for at få de fængslede løsladt.
Anthon Mundbergs forsvar for politidirektør Crones forbud mod mødet på fælleden var ikke nogen tilfældighed. Senere, da Internationale var blevet til Socialdemokratiet, forsvarede han Eduard Bernsteins revisionisme.
I 1874 fik politidirektør Crone den russiske Stanislaus-orden af Zar Alexander. Han fik den for sin indsats mod den gryende arbejderbevægelse.

Kilder:
Til Arbejdet! Liv eller Død!, Jens Engberg.
Det knager i samfundets fuger og bånd, Ib Nørlund.
Pelle Erobreren, Martin Andersen Nexø.
Virksomhed og arbejderliv, Niels Jul Nielsen.