Det positive frihedsbegreb er et nej til den liberalistiske ufrihed, der opstår gennem social ulighed og fattigdom, den stærkestes magt og dominans. Sidstnævnte sætter præcis ind, hvor et fællesskab på alles præmisser hører op

af Per Bregengaard, medlem af Enhedslisten, København
'Frihed' er verdens stærkeste politiske budskab, om end ikke så konkret og malende som kravet om 'brød og roser'.
Frihed fænger. Frihed kan være grundlaget for enhver politisk diskussion. Meget, men langt fra alt, er sagt med spørgsmål til friheden.
Men frihedsbudskabet er trængt i dagens verden. Gløden hos mange liberale er ikke længere den samme. Frygtens politik hærger det politiske landskab i kølvandet på 11. september og andet. Krav om håndfast sikkerhed gnaver i friheden.
Antiterrorlovgivningens mål er at styrke den udøvende statsmagt. Overvågning og huller i rettigheder og retsgarantier er ikke et problem for folk med en såkaldt ren samvittighed.
Ofrene er de andre: de usle og mistænkelige, 'vi' beskytter os imod. Det handler om terrorisme og muslimer. Det handler om kriminelle, uromagere og fattige, men også om venstrefløjen.
Regeltyranniet i den offentlige sektor vokser. Alle og alting skal kontrolleres og måles. Og i takt med det forsvinder enhver tillid. Kommuner er lagt sammen til store enheder, og det kommunale selvstyre indskrænkes. EU erstatter Folketingets lovgivning på flere og flere områder. Demokratiet er blevet fjernere.
Systemets smagsdommere har frit spil. De formulerer kanoner og kører dem i stilling mod alt, der forekommer fjendtligt. Skolerne skal rette ind. Frihedsbudskabet runger hult, når frisindet fordufter til fordel for gennemførelsen af en statsideologi.
En uliberal højrefløj sætter sit umiskendelige præg på vores tilværelse og samfund. At være liberal i form af at slå et slag for friheden bliver for tiden mere og mere venstreorienteret.
Højreskredet er begrædeligt. Men det giver socialister muligheden for at erobre og definere den frihed, liberalisterne hidtil har søgt patent på, og mange af os gennem tiden har forsømt i kampen for solidariteten og imod egoismen. Vi vil friheden med socialismen.
Socialisters forsømmelse af friheden bunder i, at liberalister altid har forbundet begrebet frihed med Adam Smiths samfundsfilosofi. Den forvandler individualisme til egoisme.
Adam Smith er samfunds- og statsfjendtlig. Statens opgave skal begrænses til at håndhæve den private ejendomsret, opretholde ro og orden og en stabil mønt. Adam Smiths liberalistiske anskuelser er imidlertid kun én gren af den liberalisme, som John Locke er stamfader til.

Locke og Rousseau
Udgangspunktet for John Lockes menneskesyn er, at alle mennesker er født lige og frie. Mennesket er grundlæggende et privat individ. Det har en personlig frihed, som det ikke kan give fra sig. Både retten og rettigheden til at indgå aftaler hviler på det. Franskmanden Rousseaus tanker hviler på dette grundlag.
Rousseau kritiserer det moderne samfunds civilisation for at skabe onde og egoistiske mennesker. Det sande menneske genopstår med en statsform, hvor man kan leve i fællesskab og ligeværdighed med andre uden at opgive sin frihed. Kernen er, at frihed også defineres positivt forstået som friheden til at være underlagt en lov, det enkelte menneske selv har givet.
Det positive frihedsbegreb udspringer af ønsket om selvstyre og retten til at deltage i den politiske beslutningsproces for at være sin egen herre i det samfund, man indgår i. Hvis ikke hver enkelt tager del i lovgivningen, mister mennesket sin frihed.
Rousseau søger at ophæve modsætningen mellem det enkelte menneske og dets fællesskab i form af samfundet eller staten ved at tale om almenviljen. Almenviljen definerer, hvad der er retfærdighed, og opstår gennem en folkeforsamlings beslutninger på grundlag af en diskussion, hvor alle synspunkter og argumenter er endevendt.
Hal Kochs ideer om samtaledemokratiet er den moderne udgave af dette.
Almenviljen forudsætter, at man værdsætter andre mennesker på samme måde som familiemedlemmer. De demokratiske beslutninger må ikke være præget af ens egne interesser, men af at se bort fra sig selv.
Man ser sig selv med andres øjne og er styret af sit 'bedre jeg' ved at være altruistisk og kollektivt indstillet. Man handler som borger og ikke som det private egoistiske individ, der er Adam Smiths ideal.
Særinteresser er ifølge Rousseau en konsekvens af ulighed. At mennesker får sans for helheden, kræver social lighed. Det betyder hos Rousseau, at ingen gennem lønarbejde er underlagt andres økonomi eller hersker over andres arbejdskraft.
Det positive frihedsbegreb er et nej til den liberalistiske ufrihed, der opstår gennem social ulighed og fattigdom, den stærkestes magt og dominans. Den stærkestes magt og dominans sætter præcis ind, hvor et fællesskab på alles præmisser hører op.
Social lighed er en vigtigere betingelse for alles reelle frihed end den befrielse fra fællesskabet, der gavner de få på bekostning af de mange. De flestes frihed begrænses af markedsvilkår, lønarbejde, eventuel arbejdsløshed og meget mere, som de hverken er herre over eller har indflydelse på.

Almenviljen
Rousseaus overvejelser over almenviljen er gode for ideen om et socialistisk demokrati, hvor også produktion og ejendomsret er fælles anliggender. Men spørgsmålet er, om almenviljen eller det socialistiske demokrati fører til sandheden om det fælles.
Med ophævelsen af interessemodsætningerne er det tanken, at man kan tale sig til rette og nå til enighed om tingene. Men vil der aldrig være uenigheder om, hvad der er til fælles bedste? Kravet om at være inddraget i beslutningerne er fint. Men er loven stadig givet af alle, når et flertal sætter sin fælles vilje igennem?
I virkelighedens verden er det ikke muligt at ophæve enhver modsætning mellem menneske og kollektiv. Det er utopisk i den forstand, at det ikke kan gøres til virkelighed, uanset om udgangspunktet er fællesskabets indretning eller individet.
Liberalisternes udgangspunkt er individet som privatperson frem for samfundsborgeren. For liberalisterne er frihed at følge ens egen vilje og være befriet fra andres begrænsninger.
Man vil ikke fællesskabet. Man vil ikke andres indblanding i sine sociale eller asociale handlinger, i sin livsførelse og i sine livsholdninger - andet end at fremelske præcis denne liberalistiske ideologi! Problemet er, at mennesker er afhængige af hinanden og lever i samfund.
Et politisk engagement i fællesskabet skal måske ikke være en pligt, men i al fald en dyd. Og så skal vi lære at værdsætte hinanden og glæden ved at være til nytte.
Problemet med pligten i vores samfund er, at den er perverteret gennem fokus på kontrol og straf i stedet for stolthed. Faglig stolthed ved at udføre et nyttigt arbejde ordentligt, gøre en god indsats for fællesskabet eller blot opføre sig anstændigt er fordærvet af mistillid og en egoistisk samfundsindstilling.
Egoismen er i høj grad et resultat af lønarbejdet på kapitalens præmisser, en liberalistisk tankegang og praksis, hvor man er sig selv nærmest, snyder systemet og den mindre kloge.

Individ og fællesskab
Mit budskab er, at vi naturligvis skal ophæve lønarbejdet, men også, at vi skal holde os modsætningen mellem individ og fællesskab for øje, når vi eller et flertal træffer beslutninger, og når vi føler os forpligtede og underkaster os fællesskabet eller gør, som vi vil.
Modsætninger er ethvert samfunds og ethvert demokratis og min socialismes grundvilkår. Et demokrati kræver derfor en veldefineret respekt for, at noget hører den enkeltes frihed og privatlivet til. Uden det civile samfund vil enhver større samfundsdannelse være totalitær.
Et frihedsbåret demokratis kvalitet skal bedømmes på dets frihedsrettigheder, spredning af magten, statsmagtens tredeling og dets behandling af mindretal og afvigere. Men vi skal også være borgere og tilegne os de dyder, det kræver af os.
Socialismen er 'en sammenslutning, hvor hver enkelts fri udvikling er betingelsen for alles fri udvikling', som Marx formulerer det i Manifestet.
Enhedslisten holder årsmøde i bededagsferien den 8.-10. maj. Der er fokus på den økonomiske krise og klimaet, men vi skal ikke glemme forestillingen om det samfund, der kan realisere den størst mulige frihed for mennesket.
Det er vigtigt, at vi er nogen, der værner om det gamle endemål for venstrefløjens virke - og ikke mindst, når Villy Søvndals SF har forkastet den socialistiske idé om samfundsovertagelse af virksomheder og kapital.