Hjort roser det fleksible danske arbejdsmarked, for da Lego, Danfoss og Grundfoss fyrede folk, var der ikke demonstrationer som i andre EU-lande
Det er langt fra en naturlov, at lande og folk gør det nemt for sig selv og hinanden. Når det er forår og krise, kommer der de underligste forløb ud af noget, som burde være meget simpelt. Vi kan godt lide fodbold i Danmark. Vi mener selv, at vi er ret gode. Af alle kampe har dem mod svensken været både de vigtigste og dem med mest prestige.
Det er skamfuldt at tabe til svensken. Ja, det nærmer sig traumatiske tilstande, der ripper op i forsmædelige gamle nederlag og fordrivelsen af vores magt derovre. Men 6. juni er det landskamp nr. 100. Tilmed er det en kamp om billetter til VM i Sydafrika næste år. Der er noget på spil. Nationens ære og tre point.
Canal Carina
Men, men, men... på public service stationerne er der sort skærm. Kampen sendes digitalt på de dyre købekanaler. Man kan bare købe sig en pakke, siger kulturminister Carina Christensen med stor indsigt. På den måde bruger regeringen noget af det allerhelligste til at presse folk over i betalingskanalerne.
Har Canal Carina fattet en bjælde af den danske nationalkarakter? De må da totalt have overset det i Dansk Folkeparti, der ellers har fået Jellingestenen, Roskilde Domkirke, Fregatten Jylland og Frederiksborg Slot på finansloven. Men svenskerkampene for hule hejsan!
Arbejde og kapital
Med en officiel arbejdsløshed på 17,4 procent i Spanien, 10,6 procent i Irland og ni procent i hele EU, skulle man tro, der var noget at tale om. Det er jo alvorlige krisetegn, og alle vil forvente en pakke, som for få måneder siden, da finanssektoren fik en ordentlig stak euro.
Men nej. Der er sørme forskel på arbejde og kapital. Kapitalister er angiveligt bærere af samfundet, mens arbejdere er en fleksibel ressource til at holde møllen kørende. Det er igen vist med klarhed.
Det er tradition på EU`s forårstopmøde, at beskæftigelsen får en særlig sektion. Det var i går, men med beskeden repræsentation på lavt niveau. Barroso mødes med arbejdsmarkedets parter. Ifølge det tjekkiske formandskab har flere lande tilkendegivet, at et topmøde om beskæftigelse skaber for optimistiske forventninger før EU-valget. Et job-topmøde giver et fejlagtigt indtryk af, at EU på et enkelt dags møde kan finde 'den magiske løsning'.
Det forventer nok ingen, men det er tankevækkende, at EU, der både vil have en hærchef, en præsident og hvad der skal til for at blive en stormagt, lader hånt om arbejderklassen midt i krisen. Det er blevet kritiseret fra flere sider, men Claus Hjort Fredriksen siger, at han er fuldt tilfreds med mødets form.
KroneHjorten har ellers været utilfreds de sidste dage, hvor han har deltaget i sit første finansministermøde i EU. Ydermere fremlagde Kommissionen forleden en forårsprognose, der viser, at ledigheden i EU i 2010 vil nå 10,9 procent. I Danmark vil der ske en fordobling fra 3,3 til 6,0 procent.
Slagteknive på direktionsgangen
Og så kom det ..., man skal ikke fra EU`s side prøve at uniformere EU`s arbejdsmar-ked. Der kan man se! Der er ellers sket en del på det felt i gennem årene. Han priser det fleksible danske arbejdsmarked, for da Lego, Danfoss og Grundfoss fyrede folk, var der ikke demonstrationer som i andre EU-lande.
Således opmuntret har Danish Crowns direktion besluttet selv at ty til slagtekniven. I de næste 6-18 måneder skal lønudgiften reduceres med 20 procent. Det kan ske ved effektiviseringer og lønnedgang. Uanset hvad, benytter Danish Crown den tuffe krisestemningen til at stramme.
Vi kan sikkert vente mange forsøg på at rulle lønnen tilbage - gennemført via det fleksible arbejdsmarked og af en finansminister, der vil bestemme selv.
En forårsprognose baseret på disse hændelser er ikke positiv.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278