De vise grundlovsgivere, som i 1849 og senere har givet os en lov, som tvinger alle mænd på session, havde ikke i deres vildeste fantasi kunnet forestille sig, at den samme tvang også skulle omfatte kvinder

af Holger Terp, Hvidovre
Det siger en hel del om politikernes panik vedrørende Forsvarsministeriets manglende evner til at rekruttere personale under den nye danske militarisme, som blandt andet udtrykker sig i dansk krigsdeltagelse i Afghanistan.
Politikerne er her helt ude af trit med befolkningen, og det ved de godt. Befolkningen vil ikke den nye danske militarisme og ser for den sags skyld heller ikke nogen grund til de omfattende ma-teriel-invisteringer, som forsvarskommissionen nyligt har barslet med. Brug hellere pengene på hospitaler, får jeg af vide, når man snakker med folk om det.
Når politikerne er ude af trit med befolkningen omkring værnetvangen, hænger det sammen med det simple forhold, at oplysningerne omkring sessionspligten altid har været underbelyst.
Det har i perioden efter 1849 været umuligt at finde statistisk materiale om de personer, som ikke ville i uniform.
Igennem længere tid har jeg arbejdet med at finde statistiske oplysninger om:
Sessionsbehandlede, værnepligtige, arbejdssoldater/-hjælpetropper, genindkaldelser, frinumre, værnepligtige i CF/Beredskabsstyrelsen, frivillige i CF, militærnægtere overført til CF, kasserede, tjenesteudygtige værnepligtige, sessionsudeblivelser, militærnægtere, hjemmeværnsnægtere, kasserede, tilbageførte militærnægtere, uskikkede til militærtjeneste, desertørsager, herunder rømninger, totalnægtere, selvmord blandt værnepligtige og befalingsmænd, civilforsvarsnægtere, militærnægtere på grund af genindkaldelser, Jehovas Vidner-totalnægtersager og 11 ugers militærnægtere.
Danmarks Statistik har bekræftet, at der ikke findes statistisk dokumentation af andet end antallet af sessionsbehandlede, og også Garnisionsbibliotekets fagreferant har meddelt, at der ikke er statistisk materiale om disse emner.
Den manglende dokumentation af den danske værnepligts udvikling antyder, at politikernes ide om, at vi skal leve i et befæstet fattighus, hvor der er råd til kampfly, men ikke råd til hospitaler, savner grundlag blandt befolkningen.