I min optik bliver langt de fleste om ikke alle privatejede skydevåben erhvervet, fordi de skal bruges til noget kriminelt

af Christian Jelstrup, Helsingør
Jeg er meget enig i kritikken af, at SF vandrer mod højre (Arbejderens leder den 28. april). Ingen tvivl om det.
Der er dog ét punkt, hvor jeg synes, argumentet er for letkøbt. Jeg bryder mig ikke om passagen: 'Så pyt med, at alle og enhver ved, at hårdere straffe ikke i virkelighedens verden giver færre skud. Når bare de giver flere stemmer.'
Selv om argumentet selvfølgelig er et resultat af megen empiri, og der derfor er meget rigtigt deri, så er det alligevel for forenklet.
Hæver vi rammerne, hjælper det ikke. Sænker vi rammerne er der ingen empiri på effekten. Så er den pot ude, og logisk set behøver vores samfund overhovedet ikke en straffelov.
Vi ved også godt, at den bedste måde, vi kan gøre os håb om at anvende for at minimere kriminalitetens omfang, er forebyggelse. Jeg spørger blot: Hvad skal samfundet så gøre ud over forebyggelse, når virkeligheden er, at der skydes mere eller mindre på må og få i gaderne?
Jeg synes, det er flot, at borgerne selv demonstrerer deres utilfredshed ved at gå på gaderne, men skudepisoderne flytter bare hen i et andet kvarter, ser vi. Og alligevel synes jeg, borgerne skal fortsætte. Overalt.
I min optik bliver langt de fleste om ikke alle privatejede skydevåben erhvervet, fordi de skal bruges til noget kriminelt. Derfor gør samfundet ret i at forbyde den slags.
Det er en kendt sag, at mange afsonere efter afsoningen fortsætter i samme spor, som de kørte i, før de blev fængslet. Dette vil sandsynligvis fremover komme til at florere i stigende omfang, fordi vi i denne sammenhæng taler om et bestemt bandeklientel.
Uden illusion om forbedring af individer fra dette klientel kan jeg ikke se andet, end at skal vi forhindre den slags episoder, så bliver vi nødt til at indespærre dem, som nu skønnes uden for pædagogisk rækkevidde. Dette er et sikkerhedsproblem, ikke et straffeproblem.
Den slags forbrugende våbenbesiddere må vi om nødvendigt og uden primitive hævnmotiver sikre os mod
1) ved trods ringe odds at give dem nogle forbedrings-chancer, og
2) hjælper disse ikke, må vi - og ved gentagelser af våben-besiddelse - gradvist stramme op med indespærring,
3) i sidste ende - hvis alt er umuligt - endda på så ubestemt tid, at en form for sagkundskab kan være sikker på, at overtrædelser ikke sker mere.
Altså: Selv om temaet handlede om SF, fandt jeg, holdningen her osede af misundelse og i denne passage af for letkøbt forargelse.

Svar fra redaktionen
Tak for din kommentar til Arbejderens leder om SF den 28. april.
Det er værd at lægge mærke til, at SF`s skred i retspolitikken er sket ganske hurtigt. Partiets retsordfører, Karina Lorentzen, sagde så sent som i efteråret, at: 'Det er ren brandslukning, når Pia Kjærsgaard skingert skriger på minimumsstraffe.'
Ordføreren forklarede, at hun var ved at 'synke ned i en afgrund af håbløshed', når Dansk Folkeparti - modsat forskerne - mener, at hårdere straffe kan nedbringe kriminaliteten.
Nu er minimumsstraffe et godt middel, ifølge SF, i hvert fald i bandeopgør. Problemet er, at det sjældent varer længe, før den form for særlovgivning tages i brug på andre felter.
Stramningen i retspolitikken sker samtidig med, at SF ændrer politik i forhold til NATO, EU, udvisning af udlændinge og økonomiske forlig med borgerlige partier. Det er en samlet udvikling, der peger mod højre, og som partiet forventer at høste stemmer på.
Der er al mulig grund til at støtte et forbud mod skydevåben. De hører ikke hjemme på gaden. Men det er ikke det samme som at indføre særlove. Man skal også huske på, at der er blevet sparet kraftigt på forskellige former for forebyggelse de seneste år. Her kunne man begynde med at rette op. Fængsel 'på ubestemt tid' for at holde kriminelle væk fra gaden, som bringes på banen i indlægget, vil være en alvorlig svækkelse af enhver form for retssikkerhed.
Venlig hilsen redaktionen