Det er meget bekymrende, at en regering er otte år om at opdage, at den har svigtet totalt
fra Kristian Gaardsøe, formand i FOA-Fag og Arbejde, Aalborg
Til finansminister Lene Espersen.
Nu skal der plejes og passes og udøves omsorg i plejesektoren. Væk med plejepersonalets 'overadministration', som du selv udtrykker det.
I FOA Aalborg vil vi gerne påpege, at hvis du havde brugt tiden til at lytte i stedet for dit evige snakkeri, så ville du have hørt, at vi for flere år siden gjorde opmærksom på, at plejepersonalet for det første er underbemandet.
For det andet, har den borgerlige regering ikke været villig til at stille midler til rådighed for uddannelse før LO-fagbevægelsen gik med i en trepartsaftale, der giver mulighed for at uddanne medarbejderne i den offentlige sektor.
Det er betænkeligt, når regeringsbærende landspolitikere begynder at stille krav til kommunale opgaver, uden også at sikre økonomien til den. Du har selv været med til at udsulte kommunerne igennem otte år. Der er skåret ind til benet alle steder.
Oveni har I stillet krav til arbejdets udførelse, så plejepersonalet ofte bruger lige så lang tid til dokumentation, som de bruger til kerneopgaven - nemlig at passe, pleje og udøve omsorg for de gamle, syge og børnene. Der er ikke brug for en ansvarsreform, men borgere og plejepersonale har brug for en tillidsreform, hvor der er luft til, at personalet kan yde en forsvarlig pleje og omsorg overfor borgerne.
Det er meget bekymrende, at en regering er otte år om at opdage, at den har svigtet totalt. Vi så det med miljøet. Pludselig skulle regeringen være grøn. Vi har en lumsk mistanke om, at din idé om ansvarsreformen skyldes det kommende kommunalvalg i efteråret.
I FOA Aalborg hilser vi med tilfredshed, at der endelig bliver sat fokus på problemet. Men hvis det skyldes, at regeringen nu har fået sat priser på alt arbejde i plejesektoren for senere at udbyde arbejdet til private, så er vi lodret imod.
Vi glæder os også over, at du i præsentationen giver udtryk for, at der i fremtiden ikke skal fokuseres på de minutiøse opgørelser over opgaver, og at de borgerlige ideologier om privatisering ikke må stå i vejen for succes.
FOA Aalborg har den holdning, at kontrol er godt, men tillid er bedre. Der må skabes et miljø i plejesektoren, hvor ledere og medarbejdere sikres en løbende uddannelse og efteruddannelse. Det er for nemt at skyde skylden på inkompetente ledere i den offentlige sektor.
Men det er fint, at du, Lene Espersen har modet til at give din regering en ordentlig begmand. Det har den virkelig fortjent.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278