Opsvinget i Danmark var reelt baseret på en boble, og i dag sidder de danske husstande tilbage som nogle af verdens mest forgældede, mens dansk økonomi både rammes af den internationale finanskrise og den indenlandske boligkrise

af Henrik Herløv Lund, økonom, cand. scient. adm.
Et økonomisk svækket, velfærdsmæssigt ringere og socialt og politisk mere splittet Danmark er, hvad Anders Fogh Rasmussen efterlader sig efter otte år i nyliberalismens tegn.
For at få magten afsvor Fogh i 2001 officielt sit oprindelige mål om en minimalstat og påtog sig som en bedre ulv i fåreklæder endog at 'forbedre velfærden' på sundhedsområdet.
Men den nyliberalistiske recept med markedsgørelse, markedsstyring og mere privat sektor og forbrug er forblevet den grundlæggende ledetråd for ham og hans regering.
Langsomt og skridt for skridt er det lykkedes dem at høvle af velfærdens hidtidige solidariske principper og flytte den danske samfundsmodel mod en nyliberalistisk vision.
Den måske værste arv, Fogh efterlader Danmark, er den usunde økonomiske politik, han har ført. Tilsyneladende havde Fogh stor økonomisk succes: Økonomisk opsving og lav ledighed.
Men Fogh`s danske opsving var ikke baseret på et reelt fundament i form af øget produktion, større økonomisk vækst og indkomst. Tværtimod har produktiviteten og den økonomiske vækst i Danmark under Fogh reelt ligget til dumpekarakter.
Opsvinget blev i stedet skabt ved massiv likviditetsudpumpning til privat forbrug, dels igennem skattestop og skattelettelser, og dels igennem en massivt forøget privat låntagning, muliggjort af regeringens lånereformer og baseret på omsætning af kapitalgevinster på boligmarkedet til forbrug.
Opsvinget i Danmark var reelt baseret på en boble, og i dag sidder de danske husstande tilbage som nogle af verdens mest forgældede, mens dansk økonomi både rammes af den internationale finanskrise og den indenlandske boligkrise.

Soldet op
Opsvinget kunne have været brugt til at opruste Danmark økonomisk og velfærdsmæssigt, men er i stedet blevet soldet op.
Fogh 'købt' danskerne gennem skattelettelser og et øget privat forbrug, som de i de kommende år selv kommer til at betale, når gælden nu skal nedbringes igen. Og det bliver under økonomisk langt ringere vilkår, når den nuværende dobbelte inden- og udenlandske krise rammer Danmark, og arbejdsløsheden i de kommende år eksploderer.
Opsvinget blev selvsagt af Fogh heller ikke udnyttet til at opruste det danske samfunds kollektive kapital i den offentlige sektor, men blev tværtimod finansieret gennem vedvarende udsultning af velfærden.
Angrebet mod velfærdsstaten er især ført fra den økonomiske side. Gennem skattestop og skattelettelser lykkedes det så at sige at fodre hunden med sin egen hale.
Hele befolkningen fik uddelt skattelettelser, men karakteristisk nok langt de største til regeringspartiernes kernevælgere: de økonomisk velstillede.
Til gengæld har befolkningsflertallet betalt sine mere symbolske lettelser gennem nedslidning og udhuling af de offentlige velfærdsydelser, der reelt er blevet sat på stand by under Fogh.
Man kan imidlertid naturligvis ikke i længden opretholde velfærdsniveauet og så samtidig afsnøre den offentlige sektor fra finansieringssiden. Skattestop og skattelettelser må uvægerligt skulle betales gennem nedbringelse af de offentlige udgifter og velfærden.
De offentlige udgifter har da også navnlig været holdt i kort snor i Foghs tid. Men også her efterlader han en yderligere massiv regning til eftertiden, idet regeringens 2015-plan kræver omfattende nedskæringer i de offentlige udgifter. Det vil uvægerligt ramme blandt andet den kommunalt leverede velfærd.

Et todelt Danmark
Undermineringen af velfærdsstaten har naturligvis ikke begrænset sig til den økonomiske side. Fogh og hans regering har ført en aktiv politik for at dreje det danske velfærdssamfund imod en nyliberalistisk model. Ikke mindst sundhedsområdet har været skueplads for dette.
Privathospitaler er blevet forkælet med overbetaling, og private sundhedsforsikringer har fået skattetilskud, mens det offentlige sundhedsvæsen er blevet sat på økonomisk smalhals - en opskrift på langsomt, men sikkert at få navnlig de økonomisk bedre stillede til at vende den offentlige velfærd ryggen, trætte af besparelser og kvalitetsforringelser.
Og en opskrift, som vi garanteret vil se Foghs efterfølger og aktive våbendrager netop på dette område, Lars Løkke Rasmussen, drive systematisk videre - til den dag kommer, hvor middelklassen ikke længere over skatterne vil betale for en nedslidt offentlig velfærd, som de alligevel i stigende grad køber privat leverede erstatninger for.
Perspektivet for denne udvikling er skræmmende: Et todelt velfærdssystem med privat leveret første klasses betalingsvelfærd til de økonomisk bedrestillede og en offentligt leveret, fortsat gratis, men skrabet minimumsvelfærd for fattigrøvene.
Danmark er under Fogh i stigende grad også blevet mere ulige. Denne ulighed skyldes ikke blot regeringens økonomiske favorisering af de bedre stillede i skattestop og skattelettelsespolitikken.
Fogh og beskæftigelsesminister Klaus Hjort Frederiksen har systematisk direkte forringet vilkårene for samfundets svage gennem kontanthjælpsforringelser og stramning af beskæftigelses- og senest sygedagpengelovgivningen.
Fogh efterlader sig hermed også et mere socialt splittet Danmark.

Et isoleret Danmark
På samme måde, som Fogh systematisk har skabt økonomiske, fordelings- og velfærdsmæssige skel, har spliden også været hans våben i udlændinge-, kultur- og værdipolitikken. Det er lykkedes Fogh og Pia Kjærsgård at ophvirvle et sådant hysteri mod udlændinge, at indvandring og tilgang af arbejdskraft udefra er blevet bragt til et lavpunkt, uanset at den danske økonomi på grund af pensioneringsbølgen på sigt netop vil have brug for mere arbejdskraft.
I stedet har Fogh igen fodret hunden med egen hale: Man 'slipper for' udlændingene, men så skal den danske befolkning selv levere den yderligere arbejdskraft i form af et længere og længere arbejdsliv, før de kan trække sig tilbage. Hvilket naturligvis vil navnlig ramme de med dårligere job og større arbejdsmiljømæssig nedslidning.
Også i kultur- og værdikampen har det etniske splittelsesvåben været brugt. Fogh og hans våbendragere, her ikke mindst den konservative Brian Mikkelsen, har forsvaret Jyllands-Postens helt meningsløse og ubegrundede provokationer mod islamiske befolkningsgrupper og lande og dermed fremstillet sig som danskhedens og ytringsfrihedens forsvarere mod en truende omverden.

Løkkeland
Det har ikke blot splittet den danske befolkning, men også sat skel imellem os og den tredje verden, fordi dette og Foghs krigsførelse har ødelagt Danmarks traditionelle ry som et fredsbevarende og mæglende nation.
Der er desværre ikke grund til at forvente snarlig bedring, fordi Fogh nu forsvinder. Han efterlader sig på en række områder regninger, der skal betales, og en dårligere udgangssituation end han overtog.
Alene det vil presse for mere hårde løsninger. Og Fogs efterfølger, Lars Løkke Rasmussen, er heller ikke de bløde midlers og samarbejdets mand.
Han er magtspillets og den brutale politiske taktiks mand, hvad strukturreformen, sundhedspolitikken og skattereformen vidner om. Og han er frem for alt lige så - eller mere dedikeret på markedsfundamentalismens og nyliberalismens recepter.
'Løkkeland' kan derfor nok forvente sig at få nyliberalistiske løsningsmodeller ind med skeer, kombineret med en hårdhændet økonomisk politik, hvor den offentlige sektor i endnu større grad end tidligere kommer til at betale regningen for Foghs låne- og forbrugsfest.
Fogh efterlader danskerne en arv og gæld, som der er god grund til ikke at vedkende sig, og et omfattende reparationsarbejde, hvis det skal lykkes at redde økonomi, velfærd og sammenhængskraft i Danmark.