Vi står overfor en altomfattende kapitalistisk krise, den første af et sådant omfang, at den kan sammenlignes med krisen i 1929 og den såkaldte Lange Depression 1873-1896. En dybtgående civilisationskrise, hvis varighed, dybde og geografiske udbredelse helt sikkert vil blive større end de foregående

af Fidel Castro
Efter afslutningen på Globaliserings og Udviklingskonferencen i Havanna, hvori deltog flere end 1500 økonomer, videnskabsmænd og repræsentanter fra internationale organisationer, modtog jeg et brev og et dokument far Atilio Born, PhD i politisk videnskab, professor i politisk og social teori, samt en række andre betydningsfulde videnskabelige og politiske ansvarsområder.
Atilio, der er en trofast ven, deltog i cubansk tv's rundbordsdiskussion torsdag den 6. marts sammen med andre internationale eksperter, der havde deltaget i Globaliserings og Udviklingskonferencen.
Jeg besluttede at invitere ham til at mødes med mig.
Jeg har besluttet at nedfælde nogle reflektioner om de idéer, der var behandlet i hans dokument. Jeg vil benytte mig af hans ord i en sammenfattet form:

Som i 1929 eller værre
... Vi står overfor en altomfattende kapitalistisk krise, den første af et sådant omfang, at den kan sammenlignes med krisen i 1929 og den såkaldte Lange Depression 1873-1896. En dybtgående civilisationskrise med en række karakteristika, hvis varighed, dybde og geografiske udbredelse helt sikkert vil blive større end de foregående.
Vi har at gøre med en krise, der rammer bredere end finans- og bankområdet og påvirker den reale økonomi. Den påvirker den globale økonomi og rækker langt ud over USA's grænser.
Krisens strukturelle årsager: Det er både en overproduktions- og underforbrugskrise. Det er ingen tilfældighed, at den eksploderede i USA, da dette land er blevet holdt kunstigt i live i de seneste 30 år ved hjælp af andres opsparing og udenlandske kreditter, og disse to ting er ikke uden begrænsninger. Virksomheder er belånt langt over deres betalingsevne. Staten er ligeledes belånt langt over evne, mens den fører ikke kun én, men to krige - uden at hæve skatterne, ja man har tværtimod nedsat dem. Samtidig opmuntres folk systematisk via reklamer til at gældsætte sig for at opretholde et overdrevent, irrationelt og ødselt forbrugshysteri.
Men vi bør tilføje andre årsager til disse strukturelle: Den opskruede risiko-prægede finansiering af økonomien og den voksende tendens til risikable spekulative aktiviteter. Jagten på en kapitalens 'kilde til evig ungdom', hvor penge skaber flere penge uden at der er skabt værdi ved udbytning af arbejdskraft. Dette samtidig med at enorme mængder fiktiv kapital kan ophobes i løbet af få dage eller højst nogle uger, har ført til en en kapitalafhængighed, der tilsidesættelse af enhver kølig overvejelse eller forsigtighed.
Der var også andre forhold, som bidrog til udbruddet af krisen. Nyliberal deregulering og liberalisering gjorde det muligt for de mest magtfulde aktører at surfe rundt på markederne og påtvinge deres junglelov.

Ødelægge kapital
En omfattende destruktion af kapital på globalt plan, bliver beskrevet som 'kreativ destruktion'. På børsen i Wall Street førte denne kreative destruktion til en næsten 50 procents reduktion i selskabernes markedsværdi. Et selskab, der før havde haft en noteret værdi på 100 millioner, rådede nu kun over 50 millioner.
Produktion, priser, lønninger og købekraft styrtdykkede. Det finansielle system som helhed er på randen til at eksplodere. Bankerne har allerede tabt over 500 milliarder dollar, og flere milliardtab står for døren. Over et dusin banker er gået konkurs, mens i hundredvis står foran den samme skæbne. Indtil videre er over 1000 milliarder dollar blevet overført fra USA`s nationalbank til bankkarteller, men der er brug for yderligere 1500 milliarder for at vedligeholde bankernes cash-flow i de kommende år. Vi gennemlever depressionens indledende fase og ordet recession - der anvendes så flittigt nu om stunder - afspejler ikke det drama, som fremtiden vil påføre kapitalismen.
Citicorps almindelige aktier har mistet 90 procent af deres værdi i løbet af 2008. I den sidste uge af februar handledes de for 1,95 dollars per aktie på Wall Street.
Det er ikke en neutral proces. Den tilgodeser de største og bedst organiserede oligarki-monopoler, som vil udrydde deres rivaler på markedet. 'Darwinismen med den stærkestes overlevelse' vil bane vejen for nye alliancer og en ny sammenlægning af selskaber, som vil tvinge de svageste til konkurs.

Arbejdsløshed
Arbejdsløsheden eksploderer. Antallet af arbejdsløse i verden (cirka 190 millioner i 2008) kan vokse med 51 millioner i løbet af 2009.
Antallet af fattige arbejdere (de, som tjener omkring to euro om dagen) vil vil vokse til 1,4 milliard, med andre ord 45 procent af klodens økonomisk aktive indbyggere. Recessionen har allerede fået 3,6 millioner jobs til at forsvinde i USA, halvdelen i de seneste tre måneder. Antallet af arbejdsløse i EU er oppe på 17,5 millioner - 1,6 millioner flere end for et år siden. Prognoserne forudsiger tab af yderligere 3,5 millioner arbejdspladser i 2009. Adskillige Latinamerikanske lande som Mexico og Peru bliver på grund af deres tætte tilknytning til USA's økonomi alvorligt ramt af krisen.
Det er en krise, der vil påvirke alle økonomiens sektorer: banker, industrien, forsikringsselskaber, byggevirksomhed osv, og den vil spredes overalt i det internationale kapitalistiske system.
Beslutninger truffet i verdens centre påvirker underleverandører i periferien. De vil afføde massefyringer, stoppe lønudbetalinger og skabe nedadgående efterspørgsel på forbrugsgoder. USA har besluttet at støtte 'De Tre Store' fra Detroit (Chrysler, Ford, General Motors), men udelukkende for at redde fabrikkerne i USA. Frankrig og Sverige har erklæret, at de vi støtte deres bilindustri. Kun virksomheder i deres egne lande vil nyde godt af dette. Den franske økonomiminister Christine Lagarde har udtalt, at protektionisme kan blive 'et nødvendigt onde i krisetider'. Den spanske industriminister, Miguel Sebastián, opfordrer til at købe spanske varer. Vi kan tilføje at Barack Obama promoverer Køb Amerikansk!
Andre årsager til at krisen breder sig til periferien er prisfaldet på varer, som de latinamerikanske og caribiske lande eksporterer. Det udløser tilbagegang og stigende arbejdsløshed.
Dertil et drastisk fald i de beløb, der sendes af latinamerikanske og caribiske immigranter i de udviklede industrilande. (I visse tilfælde er disse overførsler den vigtigste kilde til udenlandsk valuta, større end eksport).
Emigranterne vender hjem og øger presset på arbejdsmarkedet.

Energikrise
En dyb energikrise, kræver en udskiftning af den nuværende energi, der baseres på irrationel og forældet anvendelse af fossile brændstoffer.
Krisen falder sammen en øget bevidsthed om klimaforandringernes katastrofale følger.
Føj hertil fødevarekrisen, forstærket af kapitalismens plan om at videreføre et irrationelt forbrugsmønster, der har ført til at jord, som er velegnet til dyrkning af fødevarer anvendes til produktion af bio-brændstof.
Obama har medgivet, at vi endnu ikke har nået bunden, og Michael Klare skrev for nogle dage siden at: Hvis den aktuelle økonomiske katastrofe bliver til dét, præsident Obama har kaldt et tabt årti, kan resultatet blive et globalt panorama fuld af omvæltninger, forårsaget af økonomien.
Arbejdsløsheden i USA i 1929 nåede op på 25 procent, mens priserne på landbrugsprodukter og råstoffer blev ved at falde. Ti år senere - og på trods Franklin D. Roosevelts radikale politik med New Deal - var arbejdsløsheden fortsat særdeles høj (17 procent) og økonomien på vej ud af depressionen. Først Anden Verdenskrig afsluttede denne fase. Hvorfor skulle denne krise blive af kortere varighed? Og depressionen 1873-1896 varede 23 år, som jeg tidligere har nævnt?

Snart slut - næppe
Med disse fortilfælde, hvorfor skulle vi så komme ud af vore dages krise i løbet af et par måneder, som nogle af Wall Streets eksperter og guruer forudser?
Vi kommer ikke ud af krisen med nogle få møder i G-20 eller G-7. Hvis der er noget, som afslører den manglende evne til at løse krisen, så er det reaktionen på verdens største aktiemarkeder efter annonceringen og vedtagelsen af finanspakker. Den typiske reaktion på markedet har været negativ!
Ifølge George Soros 'vil den reale økonomi lide under en række følgevirkninger, der nu er ved at tage til i styrke. Da de nordamerikanske forbrugere under disse omstændigheder ikke længere kan tjene som drivkraft for økonomien, er USA's regering nødt til at stimulere efterspørgselen. I lyset af, at vi står over for truende udfordringer fra opvarmningen af kloden og energiafhængigheden, burde Obama-regeringen rette planerne mod at stimulere energibesparelser, mod udvikling af alternative energikilder og etablering af økologiske infrastrukturer.'
En længere omskiftelig periode er begyndt. Den vil afgøre hvad udvejen af krisen bliver, hvem der vil drage fordel, og hvem der skal betale omkostningerne.
Bretton Woods aftalerne, skabt inden for rammerne af den keynesianske fase af kapitalismen, kom samtidig med stabiliseringen af en ny model for borgerligt hegemoni, som - takket være konsekvenserne af krigen og den anti-fascistiske kamp - fik et ny og uventet side med styrkelsen af indflydelsen fra fagbevægelsen, vestrefløjspartierne og statens evne til at regulere og gribe ind.

Fra USSR til Kina
Sovjetunionen eksisterer ikke længere . Dens blotte tilstedeværelse og truslen om at dets eksempel skulle brede sig mod vest, tippede de politiske magtforhold til fordel for venstrefløjen, de folkelige kræfter og fagbevægelsen.
For tiden indtager Kina en vigtig plads i verdensøkonomien, men har ikke en tilsvarende betydningsfuld plads i verdenspolitiken. På trods af sin økonomiske svaghed, besad Sovjetunionen en formidabel militær og politisk kraft. Kina er en økonomisk magt, men har en svag militær og politisk rolle på globalt plan, selv om de er i gang med en forsigtig og gradvis proces i retning af at etablere sig på den verdenspolitiske scene.
Kina kan spille en meget positiv rolle i genopbygningsstrategien for landene i periferien (de økonomisk underudviklede lande, red.). Beijing er gradvist ved at reorientere sin enorme nationale indsats imod hjemmemarkedet. Af en række årsdage, som det vil være umuligt at komme ind på her, har Kina behov for en årlig vækst på otte procent, både som et svar på verdensmarkedets påvirkning, og på grund af dets gigantiske og kun delvist mættede hjemmemarked. I den situation kan vi forudse, at Kina stadig vil have behov for mange produkter fra tredjeverdenslande; olie, nikkel, kobber, aluminium, stål, sojabønner samt andre fødevarer og råstoffer.
Under 1930'ernes depression, spillede Sovjetunionen til sammenligning en ganske svag rolle på verdensmarkedet. Med Kina er det anderledes. Det kunne fortsat spille en meget vigtig rolle og, ligesom Rusland og Indien - disse dog i ringere grad - købe de råstoffer og fødevarer, de havde brug for i udlandet, i modsætning til hvad der skete med Sovjetunionen under depressionen i 1930`erne.

Protektionisme, nej og ja
I 1930'er blev 'løsningen' på krisen fundet i protektionisme og verdenskrig. I dag vil protektionisme støde på mange forhindringer på grund af de store nationale oligarki-monopolers (transnationale selskabers, red.) gennemtrængende position og struktur i forskellige dele af verdenskapitalismen. Etablering af et verdensborgerskab, forskanset i kæmpeselskaber som, på trods af deres nationale baser, opererer i et hav af lande, gør det protektionistiske alternativ forholdsvis ineffektivt for de udviklede industrilande i deres handel med hinanden. Nord-Nord-samhandel i hvert fald foreløbig tendere i retning af at respektere de regler, WTO har opstillet - om end spændingerne vil vokse.
Det protektionistiske alternativ forekommer meget mere sandsynligt, som noget vi kan forvente indført imod det globale Syd.
En verdenskrig iværksat af 'de nationale borgerskaber' med henblik på at kæmpe med hinanden om markedskontrol er praktisk taget umuligt, fordi disse borgerskaber er blevet erstattet med opkomsten og styrkelsen af et imperialistisk borgerskab, der regelmæssigt mødes i Davos, og for hvem muligheden af en militær konfrontation udgør det rene nonsens. Dermed ikke være sagt, at verdensborgerskabet ikke støtter militære aktioner i andre dele af verden, der er nødvendige for profitten hos USA's militær-industrielle kompleks og indirekte for de store oligarki-monopoler i landene - sådan som vi har set med USA's militære eventyr i Irak og Afghanistan.

Hilsen fra Lenin
Den aktuelle situation er ikke som dén i 1930'erne. Lenin: 'Kapitalismen vil ikke bryde sammen med mindre der findes en social kraft, som kan få den til at bryde sammen. Denne sociale kraft findes ikke i dag i de kapitalistiske samfunds metropoler, heller ikke i USA.
USA, England, Tyskland, Frankrig og Japan afgjorde tidligere deres uoverensstemmelser om imperialistisk herredømme på slagmarkerne.
I dag ligger herredømme og dominans åbenlyst hos USA, der er den eneste garant for det kapitalistiske system på globalt plan. Hvis USA skulle falde, ville der opstå en domino-effekt, som ville føre til sammenbrud for næsten hele metropol-kapitalismen, for ikke at nævne konsekvenserne for systemets periferi. I tilfælde af at Washington føler sig truet af en folkelig opstand, ville alle de andre komme styrtende til undsætning, da det er systemets sidste bolværk og den eneste magt, som i en nødsituation kunne komme resten af landene til hjælp.
USA er en uerstattelig aktør og det indiskutable center for verdens imperialistiske system. Dette land råder over 700 militære baser i omkring 120 lande, hvilket udgør systemets ultimative reserve. Hvis alle andre muligheder skulle slå fejl, vil magten folde sig ud i fuldt flor. Kun USA kan udstationere sine styrker og sit krigsarsenal på globalt plan for at fastholde en verdensordenen. Som Samuel Huntington ville have sagt: det er den 'ensomme sheriff'.

Alle hjælper USA
Dette kapitalistiske center nyder godt af en uvurderligt støtte fra alle andre imperialistiske partnere selv fra deres konkurrenter på den økonomiske scene og endog fra de fleste tredjeverdenslande, der placerer deres valutareserver i US-dollar. Hverken Kina, Japan, Korea eller Rusland - bare for at nævne de største indehavere af dollar - kan blot afhænde denne valuta. Det ville være det rene selvmord. Det er selvfølgelig en overvejelse, der må tages med forsigtighed.
Markedets og investorernes reaktion over alt i verden styrker USA's position. Krisen uddybes, redningsforsøgene viser sig at være utilstrækkelige, Dow Jones er sunket under den psykologiske grænse på 7000 point - er faldet til under niveauet i 1997! - og på trods af dette, søger folk stadig tilflugt i dollaren, og kursen på euro og guld falder.
Zbigniew Brzezinsky har udtalt: 'Jeg er bekymret, fordi vi vil få millioner og atter millioner af arbejdsløse, mange oplever en rigtig hård tid. Og det vil vare ved i nogen tid, før alt omsider bliver bedre.'
Vi er vidne til en krise, der er meget mere end blot en økonomisk eller finansiel krise.
Vi har at gøre med en omfattende krise for en hel civilisationsmodel, der ikke er økonomisk bæredygtig; ej heller politisk uden fortsat øget vold mod mennesker; også økologisk uholdbar med ødelæggelse af miljøet, der i visse tilfælde er uoprettelig; og socialt uholdbar fordi den nedbryder og begrænser menneskers livsvilkår og ødelægger selve det sociale liv.
Svaret på krisen kan derfor ikke kun være økonomisk eller finansielt. Det vil de herskende klasser netop forsøge; anvende de rige offentlige resurser til at socialisere tabene og redde de store oligarki-monopoler. Indespærret i forsvaret for deres mest umiddelbare egen-interesser, er de helt ude af stand til at forestille sig en mere sammenhængende strategi.

Tag den i lommen
Krisen har ikke nået bunden, sagde Atilio Born. Vi står over for en altomfattende kapitalistisk krise. Der har aldrig været nogen større. Krisen mellem 1873-1896, varede 23 år og blev kaldt Den Store Depression. Den anden alvorlige krise var den i 1929. Den varede også over 20 år. Den nuværende krise er omfattende og har civilisationsmæssige og multidimensionale karakteristika.
Og han tilføjer: Det er en krise, der rammer bredere end de finansielle og bankmæssige sektorer og påvirker den reale økonomi på alle dets områder.
Hvis man tager denne sammenfatning med sig i lommen; læser den af og til eller lære den uden ad som en lille bibel, er man bedre informeret om, hvad der foregår i verden end 99 procent af befolkningen, der ser sig belejret af hundredvis af reklamer og som bliver forvirrede af de tusindvis af timer med nyheder, tv-serier og film.