16 Mar 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Dagbog fra EU-valgkampen - Povl Kristensen

Dagbog fra EU-valgkampen - Povl Kristensen

Onsdag, 27. maj, 2009, 00:00:00

Vores sydslesvigske allierede Karl-Otto Meyer har siden landsmødet delt hundredevis af valgaviser ud i området

af Povl Kristensen, 51 år, cand.mag. i tysk og historie, lagerbestyrer, Christiansfeld.
De foregående ugers anstrengelser skal til at bære frugt: Vi skal ud at sætte plakater op! Det er mandag med den sædvanlige halve times overarbejde i Vejle.
Min kone Birgittes ryg har knaget, og hendes knofedt har boblet for at få fem år gamle budskaber af plakatbundene.
Fire aktivister har fredag aften slidt med at få gjort 250 plakater klar i laden på nabogården Ravnbjerg. Og søndag har vi haft den sidste samling i forretningsudvalget.
Birgitte og jeg har lokket naboens søn Mikkel med på turen. Han er 17 år og nysgerrig efter at vide mere om min EU-modstand. I korte træk - der er jo meget at tage fat på - får han overskrifterne og lidt af substansen.
Haderslev er næsten uberørt af plakater, det er mine sønderjyske medkandidaters opgave at gøre noget ved dét.
Vi snakker fødevarer, tilsætningsstoffer, lobbyisme og passerer Knivsbjerg, det tyske mindretals mødested. Nej, vi i Folkebevægelsen er ikke antityskere, som vi blev beskyldt for engang. Også mange i mindretallet er fornuftige og har indset EU`s skavanker. Vi er heller ikke antieuropæere, for hvordan kan man være imod en verdensdel?
I landsbyen Genner hænger allerede en lokal V-kandidat. Lige på kanten af valgplakatregulativet, for lavt. Så må jeg op at hænge ovenover, godt man er 1,94.
I Aabenraa hænger hun til gengæld nærmest helt ude i krydset, halvanden meter over vejen. Min søster i byen lover at klage til kommunen. Vi har ikke samme efternavn, så det bliver en irriteret borger, der henvender sig.
Samme fru Jensens plakater, viser det sig senere, omkranser hele det centrale kryds i Christiansfeld. Gælder der en lex V i Kolding Kommune?
Vi afleverer en stak plakater i Broager. De skal sættes op i Sønderborgområdet, hvor der endnu mangler klatrefolk. Endnu en opgave venter altså derhjemme. Får en snak med et par lokale V-folk, vi ønsker hinanden god valgkamp.
Snak om valgplakaterne, deres budskab og effekt. Om faren for indforståethed (hvem i Sønderjylland kan huske, hvad xN står for?) og plakaternes udformning.
Birgitte er ikke så politisk engageret, men kommer med klare og bestemt ikke ukritiske udtalelser. Konstruktivt, må huske at få dem skrevet ned til evalueringen efter den 7. juni.
Padborg får de xN-plakater, byen kan trække. Vi sætter Jyllands, måske Danmarks sydligste plakater op, lige nord for den næsten usynlige grænse. Grænseoverskridende samarbejde, for vores sydslesvigske allierede Karl-Otto Meyer har siden landsmødet delt hundredevis af valgaviser ud i området. Kunne man bare have samme energi, når man bliver gammel.
E45 nordpå i skarpt trav, trætte, alle tre skal tidligt op i morgen, hvor næste etape venter om aftenen.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


27. maj. 2009 - 00:00   30. aug. 2012 - 12:04

Idekamp