Hvis byggeriet har en ¤¤156 ud af 179-tolerance¤¤ overfor sikkerheden, så er der langt til, at arbejdsgiverne laver powernap-rum og personlig coaching

af Anne Mette Markussen, næstformand i Malernes fagforening Fyn
Som menneske er jeg tryg ved, at tingene har deres plads, at tallerkener, kopper og glas står i skabet, som de plejer, på deres gode faste pladser.
At min hakke, mit jern og min spade opholder sig i deres dertil indrettede, klar til, at jeg skal benytte mig af tingene til det formål, de nu er opfundet til, for eksempel den dybe tallerken.
Der er arbejdsløshed i byggefagene. Altså er der ikke fuld beskæftigelse, som vi ellers hurtigt kunne vænne os til og mangler nu. Tirsdag den 6. maj besøgte Arbejdstilsynet 179 byggepladser.
Ud af besøgene kom der 156 strakspåbud eller forbud, hvilket betyder, at arbejdet blev stoppet, indtil tingene var i orden - en slags omvendt strejke med AT som lockouter. Men 156 ud af 179 - det er efter min mening 156 for mange.
Arbejdet skal laves der, hvor arbejdet er, og derfor skal forholdene være i orden. Det er ikke svært at forstå, men der må jo være nogen i byggebranchen, der ikke har opfundet den dybe tallerken. Eller er det, fordi tingene helst skal være som de plejer?
For tiden er der på plakatsøjler, reklamer for elektronisk guf for enhver smag, politiske budskaber, rejser med mere. Og så er der for Statens Miljøinstitut en plakat med ordlyden 'stress er en personlig oplevelse'.

Stress
Det er muligt, at stress er et minus ved arbejde, som trænger til lidt udforskning. Hvis jeg nogensinde ville få stress - hvad der kun er ringe chance for, for det rammer jo som regel naboen, så ville jeg ringe til min læge og få en tid og fortælle, at mine børn trives, mine hunde har det godt, min mand har fuldtidsjob.
Foreningsarbejdet og skolebestyrelsen går det også godt nok med, men jeg vil egentlig gerne have en henvisning til en psykolog, for der er et par ting i tilværelsen der trænger til at blive flyttet om på.
Anderledes ser det ud på landets byggepladser. Der starter vi fra nul hver gang med en utopisk tidsplan, der tvinger materialer ud i tvangstørring. Den stramme tidsplan kræver, at der ikke sker nogen fejl, og at hele logistikken omkring byggepladsen bare kører ethundrede procent.
Altså skal der ikke ret meget til, før at tidsplanen skrider, og gør den det, er det ofte sikkerhedsarbejdet, der bliver nedprioriteret. Måske var det en ide at flytte lidt rundt på kutymerne, i øjeblikket har vi jo tid til det! Mon ikke vi kunne passe lidt bedre på os, der har byggepladsen som arbejdsplads?
Der er i dag rigtig mange hjælpemidler og værnemidler og viden om arbejdsmiljø. Når et menneske skal prøve kræfter med noget nyt - enten det er værktøj eller materialer, skal der som regel en ny arbejdsgang til, eller også opfører materialet sig ikke som det plejer, og hvorfor også bruge tid på det?
Vi plejer jo bare at gøre sådan og sådan! Det virkede for min bedstefar, så det virker nok også for mig. Det der nye må vist tilbage i laboratoriet og blive bagt færdig. Der er bare ikke så meget status i rengøring og oprydning, som der er i at rejse en mur.

Skuldertræk
Hvis en bygherre havde nul-tolerance, og ophævede kontrakten med en virksomhed, der overtrådte arbejdsmiljøloven, ville jeg mene, at den dybe tallerken ikke alene var opfundet, den var også blevet testet som særdeles god til sit formål.
Hvorfor er det så jeg skal tage stilling til stress? Hvis byggeriet fortsat har en '156 ud af 179-tolerance' overfor sikkerheden på deres arbejdspladser, og at dette mødes med et slapt skuldertræk raden rundt, så er der altså langt til, at arbejdsgiverne begynder at lave et powernap-rum og personlig coaching på byggepladserne.
Bevares - jeg ved da godt, hvor skabet skal stå. Men hvis der er så mange ting, der ikke er, hvor de skulle være, at man af sikkerhedsgrunde (liv og velfærd er truet) er nødt til at stoppe produktionen for at bringe tingene i orden, så er der noget galt.
Det er åbenbart billigere at bryde arbejdsmiljøloven end at lade være.