En stemme på en kritiker er ikke at give EU legitimitet, men at konstatere, at debatten om EU ikke er slut, og giver legitimitet til det synspunkt, at vi ikke bare bøjer hovedet

af Karina Rohr Sørensen, kandidat for Folkebevægelsen mod EU
I valgkampen løber jeg af og til ind i mennesker, der har fanget, hvad EU handler om, men som alligevel ikke vil stemme til EU-parlamentsvalget den 7. juni..
Enten fordi de tror det er fuldstændigt ligegyldigt, hvem der sidder i det parlament, eller fordi de ikke ønsker at medvirke til at give EU legitimitet ved at stemme.
EU-projektet er på en helt gal kurs, når det handler om at tage borgerne alvorligt.
Når et folk stemmer ja (til en traktat, eller til at afskaffe en undtagelse) accepteres det straks, og der stilles ikke spørgsmål til, hvad der gjorde, at befolkningen sagde ja, om de havde sat sig ordentligt ind i tingene, om deres ja faktisk betyder ja.
Omvendt når der siges nej. Da Danmark sagde nej til Maastricht-traktaten i 1992, fik vi omafstemning og fire undtagelser. Da Holland og Frankrig stemte nej til EU-forfatningen i 2005, fik vi tænkepause og en Lissabon-traktat. Nu hvor irerne har stemt denne ned, skal de presses til at stemme igen, sandsynligvis i efteråret.
Hvordan skal vi håndtere en union, hvor den fri bevægelighed står over hensyn til arbejdsmarkedets spilleregler, forbrugerbeskyttelse, klima og almindelig sund fornuft?
Hvordan skal vi håndtere en EU-elite, der er ligeglad med reelt demokrati og insisterer på, at Lissabon-traktaten skal presses igennem, uanset om befolkningerne ønsker det eller ej?
En mulighed er at blive hjemme den 7. juni; spørgsmålet er, hvem der tjener mest på, at skeptikere og modstandere vælger ikke at bruge deres stemme.
En stemme mindre giver mindre valgdeltagelse; nogen mener, det måske kan give eftertanke hos EU-eliten. Det kan være rigtigt. Dog er det sandsynligt, at stemmeprocenten i Danmark alligevel er i den høje ende i EU, som EU-eliten vil sammenligne sig med.
En stemme mindre på en kritisk liste eller en modstanderliste er i realiteten en stemme mere til de EU-begejstrede. Hvis de mange skeptikere og modstandere vælger sofaen, taber vi, der er kritiske, nogle væsentlige muligheder.
Uden kritikere i parlamentet, hvem skal så stemme imod, at der overføres mere magt til EU og til EU-parlamentet? Uden kritikere i parlamentet, skades den hjemlige modstand, og det bliver vanskeligt at vinde kommende kampe om traktater og undtagelser.
En stemme på en kritiker er ikke at give EU legitimitet, det er at konstatere, at debatten om EU ikke er slut, det er at give legitimitet til det synspunkt, at vi ikke bare bøjer hovedet i EU-forien.
Jeg håber, at kritikere, skeptikere og modstandere vil gøre deres egne politiske mål den tjeneste at sikre Folkebevægelsen mod EU et godt valg den 7. juni.