15 Mar 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Dødt liv

Dødt liv

Tirsdag, 02. juni, 2009, 00:00:00

Dette åbenlyse spild af bomuligheder virker som en hoven facon at demonstrere sin rigdom på

af Bent Jørgensen, Enhedslisten i Vordingborg Byråd
Som udgåede store og små træer står de rundt på Møn, gårde og huse med udenøs ejere, der har travlt med andre ting. Og der er vel at mærke ikke tale om ejendomme, der er sat til salg, men i den grad en passiv investering.
Den lille bondegård med alt til faget hørende inklusiv jord, der nu har stået tom i ti år, skipperhuset der bliver brugt til ferie tre uger om året, rækken af luksushuse uden bopælspligt, provokerende lagt i første række langs havnen midt i købstaden Stege, er blot eksempler på hvordan vi åbenbart har råd til at sløse med levemuligheder for andre, blandt andet takket været totalt fraværende kommunale myndigheder.
For det er jo besluttet af kommunalpolitikerne i Vordingborg Kommune, at helårshuse ikke må bruges til feriebrug, ligesom der er bopælspligt på landbrug, men åbenlyse omgåelser og dispensationer, gør denne beslutning hullet som en si.
For så bliver husene nemlig sat i stand, som man siger, som om vi fastboende boede i jordhuler. Så der hvor liv kunne være levet i arbejde, kærlighed og fest, og vi som naboer kunne have mødt nye venner og bekendte, der mødes vi kun af tomhed og stille forfald.
Dette åbenlyse spild af bomuligheder virker som en hoven facon at demonstrere sin rigdom på, fuldstændig som de ejere med huse til salg der i deres grådighed sætter fantasipriser på dem, som stammer fra en tid, da den glade snak ved middagsbordene, om de arbejdsfri og skattefri indtægter forstummede og friværdi blev værdifri, men som stædigt har råd til, at lade dem ligge i årevis som dødt liv.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


02. jun. 2009 - 00:00   30. aug. 2012 - 12:04

Idekamp