Hvor dybt skal vi synke i dette lille selvgode land, førend vi begynder at leve op til det, som Danmark var kendt for før 2001

af Finn Sørensen, Carl Scharnbergs Uofficielle Fond
Tak for invitationen til at tale her ved jeres møde. Jeg taler her som repræsentant for Carl Scharnbergs Uofficielle Fond.
Fonden blev oprettet i 1997 for at forvalte arbejderdigteren Carl Scharnbergs kulturelle og politiske arv. Penge havde han ingen af, men vi var en række fagforeningsfolk, der begyndte at samle penge ind til fonden. Snart havde vi en halv million.
Renteindtægterne bruges til en årlig prisuddeling til mennesker og aktiviteter, der lever op til fondens formål om at støtte fred, solidaritet og menneskerettigheder.
I år finder prisuddelingen sted den 10. juni. En af prismodtagerne er Kirkeasyl, der kæmper for at give de irakiske flygtningene en menneskeværdig behandling. Fondens bestyrelse har besluttet at støtte med 15.000 kroner.
Kirkeasyl er helt i Carls ånd. Carl var en ægte 'græsrod', længe før der blev sat navn på det. I hele sit voksne liv var han aktiv i i kampen mod atomvåben, i fredskampen, i kampen for demokrati og menneskerettigheder.
Han stillede op ved utallige faglige konflikter og til møder rundt om i fagforeningerne, der lærte at elske ham som en ildfuld agitator og en nådesløs kritiker af sløvhed og pamperi.
Hans hjerte bankede for 'de uofficielle', som han kaldte dem, nemlig de mennesker og organisationer, der ellers ikke kan komme til orde med progressive budskaber, eller som bliver kørt over af systemet.

Naturligt valg
Derfor er det helt naturligt at give en af årets priser til Kirkeasyl. Jeg mener, hvor svært kan det være?
Først var vi med til at starte en ulovlig krig mod Irak, der medfører hundredtusindvis af civile tab, og efterlader et land i kaos og på randen af borgerkrig.
Fem år efter kan vi konstatere, at Danmark og de øvrige krigsmagere endnu ikke har været i stand til at leve op til de mest elementære forpligtelser for en besættelsesmagt, nemlig at sørge for ro og orden, for at kommunikation, infrastruktur og økonomi fungerer, så civilbefolkningen kan leve i nogenlunde tryghed.
Vi tog nødtvungent imod flygtninge fra Irak, hvoraf mange flygtede fra Saddam Hussein. Men de skulle nødigt begynde at føle sig hjemme, så de blev spærret inde i flygtningelejre.
Vi lod dem vente i årevis på en afklaring af deres sag, men de fik ikke muligheden for at lære danskerne at kende, endsige muligheden for at ernære sig selv. Nu vil vi så sende dem hjem til egne af Irak, som regeringens egne embedsmænd ikke engang selv tør besøge.
Det sker på trods af klare anbefalinger fra FN, Dansk Flygtningehjælp og andre humanitære organisationer.
Hvor dybt skal vi synke i dette lille selvgode land, førend vi begynder at leve op til det, som Danmark var kendt for før 2001 - et land, der tog ansvar for sine egne gerninger, som var en forkæmper for fred og demokrati?
Carl Scharnberg var en fortaler for disse gode - oprindeligt borgerlige - værdier. Nu må vi andre så holde dem i live.

Ildsjælene
Det har Carl Scharnbergs fond bidraget til ved at støtte udgivelsen af en ny plade med Carl Scharnbergs tekster, sat i musik af den unge Rasmus Broe.
Pladen hedder 'Ildsjæl' - og ildsjæle, det er der brug for i et land, hvor det hele er ved at fryse til i fremmedfrygt.
Ildsjæle - det er alle I, der er samlet her, og ikke mindst de mange aktivister, der sørger for, at de irakiske flygtninge får sat deres sag på dagsordenen.
Jeg vil derfor overrække et eksemplar af pladen til Kirkeasyl, så I kan spille den for vores venner i Kirken. Og jeg vil slutte med at læse to af de digte, der er sat i musik af Rasmus Broe.
Det ene hedder meget apropos 'Flygtning'. Det andet hedder oprindeligt 'Videre!', men har på pladen fået navnet Dråben.
Tak for ordet, og held og lykke med Kirkeasyl.

Tale ved fakkeldemonstration den 2. juni for Kirkeasyl.