Det bekymrer mig, når man stadig slår dem alle over én kam frem for at tage fænomenet dansk nazisme alvorligt og studere det i dets enkeltheder

af Peter Tudvad, Berlin
Jeg skylder Bjarne Nielsen tak for hans gode anmeldelse af min bog Sygeplejerske i Det Tredje Rige i Arbejderen den 4. juni. Men jeg bliver altså nødt til også at korrigere ham på et par væsentlige punkter.
Han skriver nemlig, at den omhandlede sygeplejerskes nazistiske far tjente godt som 'værnemager' under krigen, så godt, at han endog kunne købe hus i Odense.
For det første var han ifølge Rigsadvokatens afgørelse ikke værnemager, da han kun - som titusinder af andre danskere - havde udført civilt arbejde for tyskerne. Og for det andet købte han huset i Odense for at kunne få sin familie væk fra de årelange forfølgelser, den led under i hjembyen Tarm.
'Jo, det gik dem godt', konstaterer Bjarne Nielsen ikke desto mindre om sygeplejerskens familie, 'i modsætning til mange modstandsfolk.

Nuancer
Jeg ved ikke lige, hvor godt jeg synes, det gik dem, når sygeplejersken blev voldtaget af en russisk soldat, når hun sad indespærret på ubestemt tid i Sovjetunionen uden at vide, om vejen gik til Danmark eller Sibirien, og når hun igennem årtier efter krigen levede i angst for at få sin fortid oprullet.
Tilsvarende misunder jeg heller ikke hendes far, selvom han for resten udmærket kunne have været dømt for hvervning til fremmed krigstjeneste, for efter fire måneders internering fandt han sig aldrig rigtig til rette i tilværelsen igen - og endte med at begå selvmord.
Forstå mig ret! Jeg finder ingen grund til at se stort på, hvad danske nazister foretog sig under besættelsen, ligegyldigt hvor lang tid der nu er gået.
Men det bekymrer mig, når man stadig slår dem alle over én kam frem for at tage fænomenet dansk nazisme alvorligt og studere det i dets enkeltheder.

Over en kam
Gør man ikke det, så risikerer man med Marx` bekendte ord, at historien gentager sig - første gang som tragedie, anden gang som farce.
Og når man i dag ser, hvordan politiske, etniske og religiøse grupper som for eksempel autonome, polakker og muslimer uden skelen >til nuancerne gøres til henholdsvis voldspsykopater, molboer og totalitarister, så bliver jeg ærligt talt nervøs for, at tragedien lurer lige om hjørnet.
Det er jo ikke et spørgsmål om, at man ved at beskæftige sig med et fænomen som dansk nazisme risikerer at retfærdiggøre nazismen, men derimod om, at man ved ikke at gøre det risikerer at lukke øjnene for, hvad det er for mekanismer, der kan presse især unge mennesker og socialt udstødte ud i en tilsvarende politisk formørkelse.
I det mindste var det mit håb med bogen at bidrage til en forståelse af disse mekanismer, som næppe er mindre funktionsduelige i 2009, end de var i 1939.