Det er indlysende, at Bagger har svindlet. Det er også indlysende, at det er foregået ud fra de værdier, som banker og revisorer værdsætter
Penge er sådan nogle runde nogle, der kan rulle eller sedler, der kan brænde. Der er mange andre måder, de kan forsvinde til dagligt. De ligesom siver væk fra én.
Andre har det omvendt. Penge klæber til dem, og de ligesom opstår ud af ingenting. Penge er et enkelt og synligt udtryk for en langt mere kompliceret økonomi, der ligger bagved og under det hele. Og bag det hele ligger værdier som moral og samfundssind.
800 millioner kroner og en klat, har vist sig at være det magiske tal i den forløbne uge. 'Det er chokerende store tal, vi er ud for her, og derfor skal der tages håndfast fat om problemet. Man kan ikke frigøre sig fra tanken om, at der også er et element af inkompetence i forbindelse med økonomien!.'
Man kunne tro, at ordene faldt i Lyngby Ret, hvor anklager og vicestatsadvokat Per Justesen i onsdags rullede frem med anklagerne mod Stein Bagger.
Vi må da nok sige, at Bagger-sagen har budt på lidt af hvert. 27. november sidste år var omkring 1000 erhvervsfolk, ministre og spidser i det danske samfund samlet for at uddele Ernst & Youngs prestigefyldte pris: Entrepreneur Of The Year. IT Factory fik prisen i konkurrence med 252 andre danske virksomheder. Konkurrencen holdes i 50 lande.
'Entreprenøren og hans medarbejdere har udviklet en forretningsmodel næsten helt uden for konkurrence, og siden starten for få år siden er virksomheden bare vokset og vokset med mangedoblinger på næsten alle parametre', lød de prisende ord fra juryen. Alle var oppe at køre over vidunderet. Havde vi blot flere af dem!
Årets Entreprenør
Hovedpersonen manglede dog. I onsdags sad han i retten og indrømmede svindelen. Det gik ikke alligevel. Nogle følte sig snydt til sidst. Men indtil da var Stein Bagger omsværmet af Den Danske Bank, der ville med på karrusellen, revisorer og bestyrelsesmedlemmer ville også nyde godt af afkastet.
Det er indlysende, at Bagger har svindlet. Men det er lige så indlysende, at det er foregået ud fra de værdier, som de selvsamme banker, revisorer og bestyrelsesmedlemmer værdsætter. 1000 mand i Bellacentret til Entrepreneur Of The Year Party, kan vel ikke tage fejl eller agere på et umoralsk værdisæt?
Det er selvfølgelig pinligt, når det kommer ud til folkeligt skue, som det er tilfældet med Bagger-sagen. Men sagen er drevet af de værdier, økonomien er baseret på i dag. Så vi får en vupti-retssag - onsdag, torsdag og fredag.
Politi-karrusellen
Det indledende citat er imidlertid ikke fra retten i Lyngby. Det er fra en anden sag, hvor finansminister Hjort Frederiksen skumler over politiets dårlige styring af økonomien. Igen skal politiet have flere penge.
Vi husker godt, hvordan politiet år efter år har fået løftet budgettet. Der er altid en begrundelse: Rockerkrig, ungdomshus, 'tryghedspakke', politireform med mere. Politiet har været omgivet af Dansk Folkeparti, Konservative, politidirektører og andre, der har skubbet til politi-karrusellen, der snurrer, så de blå blik går amok.
Den ordinære bevilling til finanslov 2006 var på 7,1 milliarder kroner. Der blev givet tillægsbevillinger. Nu igen med 843,3 millioner kroner for at dække et underskud på 340 millioner. Det er tal lyder som et ekko fra retten i Lyngby, hvor Bagger er anklaget for svindel for 830 millioner.
Politiet har naturligvis ikke svindlet. Det er løst overforbrug og skødesløs omgang med statens midler. Det har længe været sådan. Også her handler det om værdier. Nultolerance- strategien giver røde tal i budgetterne.
En tredje sag, er statens it-systemer. Igen fungerer de ikke til tiden. Vi ved alle, at it kan drive én til vanvid, men der er jo eksperter på. Problemet er tilsyneladende, at ministerierne vil have systemer, der kan alt. Og den slags kan kun gå galt, hvis de kombineres med spareknive. I al fald kommer der nu en ekstra regning på 862 millioner.
Kontrol og systemsamfundet har åbenlyst svært ved at styre sig selv i jagten på guld, orden og det endegyldigt perfekte administrator-system.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278