Kampen for en fremtid er kampen for at erstatte den kapitalistiske styring af stofskiftet mellem menneske og natur med en styring, der respekterer økologiens love

af Anders Bjerre Mikkelsen, Kommunistisk Parti
Når Marx analyserede samfundsudviklingen, så han ikke kun på produktivkræfter, klasser og politisk økonomi. Hans analyse omfattede også relationen mellem samfund og natur, eller, som han udtrykte sig, stofskiftet mellem menneske og natur.
Ordet stofskifte åbnede op for en videnskabelig, en økologisk tilgang. Den gængse tilgang, at relationen bestod i menneskets ensidige tilegnelse af naturens ressourcer, blokerede for indsigt.
Omvendt har Marx` og Engels` materialistiske og dialektiske lære utvivlsomt sammen med Darwins evolutionsteori været afgørende for den udvikling, der siden skete af de økologiske begreber.

Økologiens opståen
Selve betegnelsen økologi er indført i 1866 af den tyske zoolog Ernst Haeckel som 'læren om naturens husholdning'. Han uddyber det på følgende måde: 'studiet af alle de komplekse vekselvirkninger, som Darwin refererede til som betingelserne for kampen for overlevelse'.
Et vigtigt element i udviklingen af den økologiske videnskab var begrebet økosystem, som udformedes i 1935 af den engelske botaniker og socialist Arthur Tansley.
Et økosystem integrerer bestemte fysiske omgivelser med en biologisk del, levende organismer, fordelt på forskellige arter. Systemet kan opretholde sig selv, når visse forudsætninger er opfyldt:
- at der løbende tilføres energi til systemet.
- at de nødvendige grundstoffer er til rådighed.
- at skadelige affaldsprodukter ikke ophobes i systemet.
Den primære energikilde er sollyset. Nogle grundstoffer tilføres systemet udefra for eksempel kulstof fra luftens kuldioxid (CO2). Andre grundstoffer som fosfor og kalium cirkulerer indenfor systemet. De optages i organismerne og frisættes igen efter deres død. Det sørger svampe, bakterier med videre for.
Kulstof leveres tilbage til atmosfæren som CO2. Er de tre ovenstående forudsætninger ikke opfyldt, vil arter dø ud eller livet ophøre i systemet.

Reproduktion og evolution
På den korte bane opretholder økosystemet sig selv; men set over længere tid sker der ændringer, så som arters tilpasning til hinanden eller til ændrede fysiske forhold. Systemets biologiske del virker tilbage på den fysiske del og former denne. Disse ting beskrives af geologiens og evolutionens love.
Denne gensidige tilpasning og afhængighed betyder, at et menneskeligt indgreb 'udefra' kan få omfattende følger. Udrydder man én art, kan flere andre følge med i købet.
Skovfældning på en bjergskråning kan medføre så kraftig jorderosion, at skoven og de tilknyttede dyr og planter ikke kan genetablere sig. Overfiskning og forurening skaber artsfattige eller døde havområder.
Eksemplerne er utallige. Og tåbelighederne gentages fortsat i den kortsigtede profits navn.
Den kapitalisme, Marx analyserede, udfoldede sig overvejende under den fri konkurrences betingelser. Dengang som nu gælder det, at varen skal sælges så dyrt som muligt og prisen for arbejdskraft, råstoffer og processer skal presses så langt ned som muligt. Herved maksimeres afkastet.
Anstændige lønninger eller basale hensyn til miljøet for at sikre bæredygtighed betyder ekstraudgifter, der fragår profitten. At modarbejde sådanne udgifter er et spørgsmål om selvopholdelse for kapitalen.

Det højeste stadium
Med begyndelsen af det 20` århundrede har kapitalismen, som formuleret af Lenin i 1916, nået sit højeste, sit imperialistiske stadium.
Virksomhedernes indbyrdes kannibalisme fører til monopolerne, der mere og mere dominerer markedet. Monopolernes enorme, ophobede kapitaler søger hen, hvor profitmulighederne viser sig bedst: de oversøiske områder med ressourcer af råstoffer og billig arbejdskraft.
Den kapitalistiske model for menneskeligt stofskifte med naturen får en global karakter. Staten får gradvist en øget rolle som magtorgan og regulator for det kapitalistiske samfund: sikre råstoffer og markeder og sikre, at udbytningen af arbejderklassen kan foregå under ordnede forhold.
Hos staten havner også ansvaret for, at de værste sider af kapitalens misbrug af mennesket og naturen mildnes.
Kapitalistisk vækst med krav om afkast og geninvestering af den forøgede kapital kan principielt kun fortsætte en vis tid, eftersom kloden har en endelig størrelse.
Et glimt af indsigt kom fra et af kapitalens selvfinansierede forskerhold, den såkaldte Romklub. De offentliggjorde deres rapport: 'Grænser for vækst' først i 70`erne.
Deres modelberegninger forudsagde systemets kollaps inden for en tidsramme af cirka 125 år, også selv om man forudsatte stigende effektivitet i produktionen. De foreslår derfor et ligevægtssamfund uden vækst.
Farlige perspektiver, der da heller ikke blev optaget i den borgerlige agenda. En kapitalistisk samfundsmodel, der ikke har økonomisk vækst som mål, er en klar selvmodsigelse.
At kapitalismen for fuld kraft tømrer sin egen ligkiste er ikke noget nyt for marxister. Det fritager dog ikke sidstnævnte for som handlende mennesker, at nå en mere præcis forståelse af krisens udvikling og karakter.

En situationsrapport
Lad os prøve at tegne et billede af, hvordan det af kapitalismen definerede stofskifte mellem menneske og natur ser ud i verden af i dag ved at kigge på nogle udvalgte, centrale områder.
Agerbrugsjord: Mellem en trediedel og halvdelen af jordens totale landoverflade er ændret som følge af menneskelige aktiviteter og 11 procent af samme (undtagen Antarktis) eller 50 millioner kvadratkilometer anvendes til dyrkning. Det er cirka den del, der er velegnet til formålet.
Men på bare 50 år er ti millioner kvadratkilometer blevet alvorligt skadet af jorderosion, for eksempel hvor det frugtbare øverste jordlag skylles eller blæses bort. Årsagen er ofte forcerede og uhensigtsmæssige dyrkningsmetoder.
Ferskvand: 13 procent af den nedbør, som opsuges i jorden, forbruges til menneskelige formål som overrisling med mere. I 1975 var det otte procent. Den del, der ikke fordamper, sendes typisk tilbage i miljøet forurenet med affaldsstoffer fra by, landbrug og industri. I et stort antal lande forbruges vandressourcerne hurtigere, end de gendannes.
Energi: Lad det være slået fast med det samme, at den mængde energi, jorden tilføres fra solen, er enorm, cirka 5000 gange større end hvad mennesker pt forbruger. En lille del bindes i biomasse for eksempel træ.
Op til omkring år 1900 var træ den vigtigste energikilde, hvad det i dag fortsat er for én milliard af os.
Med den industrielle revolutions voksende behov for energi startede udvindingen af fossile brændsler, kul og olie. En olieproduktion af den nuværende størrelse (fem milliarder tønder per år ) kan kun opretholdes i to til fire årtier, måske endda mindre.
Kullene skønnes tilsvarende at kunne vare to til tre århundreder. Den periode, hvor de fossile energireserver fyres af, vil blive en meget kort periode i menneskehedens historie!
Mineralske næringsstoffer: Marx omtaler, hvad han kalder et uoprettelige brud i stofskiftet med naturen. Det er fjernelsen af mineralske næringsstoffer fra jorden gennem afgrøderne.
For at afbøde det fyldes industrielt fremstillede gødningsstoffer på i enormt omfang. Gødningsstofferne er energikrævende at fremstille og bidrager i næste led til omfattende forurening af grundvand samt søer og kystnære havområder .
Pestkontrol: Et vigtigt middel for opnåelse af profit er stordrift. Stordrift medfører, at mennesker ophobes i bycentre og grise, kyllinger og så videre i kødfabrikker, at marker, typisk med monokultur, bliver større og større.
Disse meget uøkologiske ophobninger af ensartede organismer gør dem meget sårbare over for 'pests', uønskede arter, hvis vækstmuligheder samtidigt er gjort optimale: sygdomsbakterier, skimmel, insekter, 'ukrudt', gnavere og så videre. Disse bekæmpes med endnu mere kemi med betydelige og ofte uigennemskuelige bivirkninger.
Affaldet: Til ovenstående føjer sig problemerne med de enorme affaldsmængder som for eksempel industri- og husholdningsaffald. Men det største problem er uden tvivl affaldsstof nummer ét, drivhusgassen CO2 fra brug af fossile brændstoffer.
I løbet af den industrielle æra er dette stofs koncentration i atmosfæren øget med 37 procent. FN`s klimapanel forudser katastrofale klimaændringer, hvis ikke udslippet mindskes radikalt.
Biologisk variation: I dag er det således, at arter, taget undet et, uddør med en hastighed væsentligt over den naturbetingede. Samtidigt invaderes økosystemerne i stigende grad af fremmede arter. Der sker således i stigende grad en ændring af deres artssammensætning. Den kan beskrives som fattiggørelse og homogenisering.

En kompleks og dyb krise
Øjebliksbilledet, der er tegnet ovenfor, viser, at menneskelige aktiviteter har nået en fase, hvor de er blevet en dominerende faktor i jordens økosystemer, en dominans, der stadig øges.
Uberørte økosystemer, hvortil menneskelige aktiviteter kan ekspandere, er der få af. Systemet, der styrer menneskets stofomsætning med naturen, tilgodeser kun vækst, ikke natur og menneske.
Vi står i en kompleks og dyb krise for den kapitalistiske driftsmåde. Der er ikke, som pressen taler om, snart en energikrise, så en truende befolkningsbombe, så en klimakrise eller en fødevarekrise eller krise omkring mangel på vandressourcer, men om en samlet økologisk krise, der igen er en del af kapitalismens almene krise.

Kampen for en anden civilisation
Vi har en styring af stofskiftet med naturen, der allerede i vore børn og børnebørns levetid vil føre den menneskelige art ud i uoverskuelige problemer. Kampen for en fremtid er kampen for at erstatte den kapitalistiske styring af stofskiftet mellem menneske og natur med en styring, der respekterer økologiens love.
Det er kampen for en anden civilisation og for en type af vækst, der ikke begrænser sig til økonomi og materiel produktion.
Kapitalistens horisont er hans kapital. At få den til at yngle er hans livsgrundlag. Han hverken kan eller vil, som en god familiefader, påtage sig hensynet til kommende slægter.