14 Mar 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Når kommunen overtager jobcentret

Når kommunen overtager jobcentret

Onsdag, 17. juni, 2009, 00:00:00

Fra 1. august overtager kommunerne styringen af jobcentrene. Fagbevægelsen må gøre alt hvad den kan for at forhindre at de ledige får dårligere tilbud om uddannelse og aktivering

af Søren Becher, 3F, Lager, Post & Servicearbejdernes Forbund. A-kasseleder>
For fremtiden bliver det den lediges postnummer, der kommer til at afgøre, hvilke tilbud den ledige kan få. Det er nemlig det kommunale jobcenter, der ledes af de kommunale myndigheder, der kommer til at lægge linjen fra den 1. august 2009.
Det betyder i praksis, at vores ledige medlemmer, der bor rundt omkring i det storkøbenhavnske område, vil blive stillet overfor forskellige krav og muligheder afhængig af bopælskommune.
Vi er overbevist om, at vi kommer til at opleve en forskelsbehandling - som alene er begrundet i den enkelte kommunes prioriteringer. Det betyder, at det ikke er medlemmets eller arbejdsmarkedets behov, der står i første række - men den kommunale prioritering og økonomi.
Det danske arbejdsmarked er - ligesom det storkøbenhavnske - ikke afgrænset af kommunegrænserne. Det er regionalt opdelt, og ofte arbejder vores medlemmer i én kommune og bor i en anden. Det er derfor absurd at lægge det arbejdsmarkedspolitiske initiativ i hænderne på kommunalbestyrelserne, hvis horisont ikke rækker længere end til kommunegrænsen.

Hvorfor kommunalisering
Den borgerlige regering har længe ønsket en `kommunalisering` af arbejdsmarkedspolitikken med fokus på opbygningen af det såkaldte `enstrengede system`.
Der er tale om en politik, der vil klientgøre de forsikrede ledige i det kommunale system, og om forsøg på at fjerne de faglige a-kasser fra fagbevægelsen for at integrere dem i den kommunale struktur.
På den måde sættes fagbevægelsen under pres, og medlemmerne mister indflydelse på samfundsudviklingen. En fjernelse af de faglige a-kasser fra fagbevægelsen er et af den borgerlige regerings hovedmål med kommunaliseringen af arbejdsmarkedspolitikken. Resultatet vil blive et ufleksibelt og stift arbejdsmarked, der ikke kan understøtte de ledige og arbejdsmarkedsbehov for kvalificeret arbejdskraft.
Vi har hele vejen igennem bekæmpet denne udvikling. Vi ønsker at fastholde de faglige a-kasser og en regional arbejdsmarkedspolitik, hvor de ledige har fælles rettigheder, og hvor arbejdsmarkedets behov er i centrum.
Det er vores forventning, at en ny regering, der bygger på den nuværende oppositionen i Folketinget, vil gennemføre disse krav.

Samarbejdsaftaler med kommunerne
Den 1. august står a-kasserne og de ledige i en ny situation. Uanset vores kritik af kommunaliseringen af arbejdsmarkedspolitikken, så er det vores opgave at sikre optimale vilkår for vores medlemmer.
Derfor er vi i gang med at undersøge, om kommunerne vil indgå samarbejdsaftaler til gensidig fordel.
Vi ønsker for eksempel at sikre, at vores egne vejledningsforløb (MAF) fortsat kan gennemføres, og at det nuværende mødecirkus reduceres til samtaler alene i afdelingerne - uden det medfører bureaukrati og merarbejde i afdelingerne. Vi kan også tilbyde kommunerne, at der udarbejdes `jobplaner` til vores medlemmer af Arbejdsmarkedsservice Storkøbenhavn - mod betaling.
På nuværende tidspunkt ved vi ikke, om kommunerne vil indgå samarbejdsaftalerne med afdelingerne.
Det er ikke desto mindre vores pligt at gøre forsøget.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


17. jun. 2009 - 00:00   30. aug. 2012 - 12:04

Idekamp