19 May 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

FredsVagten støtter irakerne

FredsVagten støtter irakerne

Torsdag, 18. juni, 2009, 00:00:00

FredsVagten har vedtaget formel støtte - både økonomisk og ideologisk - til de irakere, der har søgt tilflugt i Brorsons Kirke

FredsVagten ved Christiansborg
FredsVagten finder det selvmodsigende og ude af trit med den danske selvopfattelse, at der ikke kan gives asyl til de stakkels mennesker, der må friste en kummerlig tilværelse i årevis i en slags koncentrationslejre, som vi kalder 'asylcentre'.
Vi opfatter os selv som kristne, men følger ikke Jesus' lærdom om medfølelse, for eksempel i historien om den barmhjertige samaritaner. Vi behandler disse ulykkelige mennesker som politisk spedalske, der ikke må komme i kontakt med det danske samfund.
Mange af dem er børn, der reelt er mere danske end irakiske.
Vi bruger milliarder på at føre krig i de lande, disse mennesker kommer fra, angiveligt fordi vi er så godhjertede, at vi vil befri dem for undertrykkelse.
Men når de som følge af de undertrykkende vilkår kommer hertil, burer vi dem inde i årevis for til sidst at sende dem hjem til deres krigshærgede land med en noget utroværdig påstand om, at de vil være i sikkerhed.
Gamle folkeeventyr peger på, at det er den yngste, den venlige og empatiske af de tre brødre, der vinder prinsessen og det halve kongerige. Danmark opfører sig hovent som de to ældste brødre, der ikke vil dele deres relative rigdom med nissen.
FredsVagten sørger over den udvikling, der er sket med danskernes mentalitet og moral, siden vi efter den 11. september er redet med på xenofobiens bølge, og to gange har genvalgt en regering, der baserer sit flertal på fremmedhad og dæmonisering af islam.
FredsVagten anbefaler, at danskerne undsiger fjendtlighedens politik, der som en snigende gift gør os intolerante og smålige.
FredsVagten anbefaler, at danskerne besinder sig på den globale blokpolitik, som terrorkrigene og dæmoniseringen af islam handler om. At det er med krigens vold, vestens overflod skal forsvares.
FredsVagten anbefaler, at en mere tolerant drejning i asylpolitikken begynder med at genbehandle sagerne for de irakere, der har søgt asyl i Brorsons Kirke.
FredsVagten takker Brorsons Kirke for at give ly til de forfulgte, og håber, at det ikke vil give for meget politisk turbulens for menighedsrådet og præsten.
Vi takker ligeledes de frivillige, der hjælper til med at få dagligdagen til at fungere. Og vi håber på en snarlig, lykkelig udgang.
FredsVagten anbefaler demonstrationen ved Christiansborg den 18. juni klokken 17, når Folketinget mødes for sidste gang, inden Borgen lukker ned for sommeren.

Vedtaget på stormødet den 6. juni

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


18. jun. 2009 - 00:00   30. aug. 2012 - 12:04

Idekamp