Problemerne i Iran må til syvende og sidst løses af det iranske folk selv. Udenlandsk indblanding og manipulation gør kun tingene værre

fra Kommunistisk Parti
Præsidentvalget i Iran den 12. juni har udløst en dyb politisk krise og afdækket den vestlige imperialismes massive indblanding i landets indre anliggender.
Ifølge det officielle valgresultat vandt den siddende præsident, Mahmoud Ahmadinejad, med næsten to tredjedele af stemmerne, dobbelt så mange som sin hovedrival, tidligere premierminister Mirhossein Mousavi.

Fakta
Kommunistisk Parti er ikke i stand til at afgøre, i hvilket omfang der har fundet valgsvindel sted.
- Men vi kan konstatere, at stemmesammensætningen område for område er i overensstemmelse med tendensen fra det foregående præsidentvalg i 2005, og at det officielle resultat bekræfter uafhængige opinionsundersøgelser op til valget, for eksempel den undersøgelse, som Ken Ballen og Patrick Doherty offentliggjorde i Washington Posten den 15. juni.
- Vi kan konstatere, at påstanden om valgsvindel gennem de første mange dage ikke byggede på fakta, men på erklæringer fra udenlandske 'specialister' og falske dokumenter, som var sat i omløb for at ophidse stemningen, sådan som Robert Fisk beskriver i The Independent den 18. juni.
- Vi kan konstatere, at den amerikanske regering siden 2007 gennem CIA og andre organisationer har postet hundreder af millioner dollars i Iran med henblik på at destabilisere situationen og sprede falske oplysninger.
- Vi kan også konstatere, at den amerikanske regering i tiden op til præsidentvalget har udarbejdet en drejebog for 'revolution i Iran', som sigter mod at sprede falske informationer og opfordringer til oprør gennem de internationale massemedier og moderne elektroniske medier som mobiltelefoner og forskellige fora på internettet.
- Vi kan endvidere konstatere, at den nuværende amerikanske politik falder i tråd med de sidste seks årtiers aggression mod Iran, hvis højdepunkter var kuppet mod den folkevalgte premierminister Mohammad Mossadegh i 1953 efter dennes nationalisering af landets olie; massiv støtte til shah Mohammad Reza Pahlavis brutale regime mellem 1953 og 1979; og opmuntring og støtte til Iraks blodige krig mod Iran fra 1980 til 1988.
- Vi kan endelig konstatere, at USA aldrig har tilgivet det nuværende iranske styre, at det væltede dets tidligere hovedallierede i Mellemøsten (sammen med Israel) og fratog det afgørende positioner i denne strategisk vigtige region.

To blokke i iransk politik
Spændingerne i Iran er blevet præsenteret som en kamp mellem 'reform-tilhængere' og 'konservative'. Denne fejlagtige beskrivelse viser den virtuelle skyggeverden, som det er lykkedes de store massemedier at skabe for at så forvirring og spænde den internationale opinion for imperialismens vogn.
Sandheden er, at begge de to hovedblokke i iransk politik er integreret i den islamiske og teokratiske (et styre der bygger på religiøse principper) republik, der blev skabt med revolutionen i 1979.
På den ene side står den siddende præsident Mahmoud Ahmadinejad og hans velynder, ayatollah Ali Khamenei, der har været landets åndelige leder siden ayatollah Ruhollah Khomeinis død i 1989.
På den anden side står en koalition omkring Mirhossein Mousavi, der var premierminister fra 1981 til 1989; Iran rigeste mand, hojatoleslam Akbar Hashemi Rafsanjani, der var præsident fra 1989 til 1997 og populært kaldes 'hajen'; og hojatoleslam Mohammad Khatami, der var præsident fra 1997 til 2005.
Ingen af de to blokke har under valgkampen sat spørgsmålstegn ved grundlaget for det teokratiske styre, men har inden for dets rammer fremlagt to forskellige politiske programmer.
Mousavi og hans tilhængere har kritiseret den nuværende regerings sociale programmer og krævet nyliberale reformer, herunder privatisering af olieindustrien, samt en mere imødekommende linje over for USA. Denne blok kontrollerer Irans udenrigshandel, landbrugsproduktion og private universiteter og ser sine interesser truet af Ahmadinejads kurs.
Nuværende præsident Ahmadinejad slår omvendt til lyd for sociale reformer til gavn for landets fattige, bekæmpelse af den omfattende korruption, forsvar af den nationale suverænitet, modstand mod USA`s og Israels planer om dominans i Mellemøsten og strategisk samarbejde med Venezuela og andre progressive lande i Latinamerika.
Ifølge opinionsundersøgelser findes Mousavis tilhængere hovedsagelig blandt landets bedst stillede, det vil sige overklassen og mellemlagene, hvorimod Ahmadinejad først og fremmest har sine støtter blandt landets fattigste, bønderne, arbejderne og de småhandlende. Ahmadinejads stærkeste støtter er de 18-24-årige med undtagelse af de universitetsstuderende, der massivt støtter Mousavi.
Der er således tale om en klassekamp inden for rammerne af det teokratiske regime. Det er ikke uden grund, at Financial Times i sin leder den 15. juli skrev, at 'forandring for de fattige betyder mad og arbejde, ikke en mere afslappet beklædning! Politik i Iran har mere med klassekrig end religion at gøre'.
Situationen er dog yderst kompleks, og tingene må ikke forenkles. Undersøgelser viser, at det store flertal af iranere - indbefattet de fleste af Ahmadinejads tilhængere - ønsker at ændre det politiske system med indførelse af frie valg, herunder af landets øverste leder, fri presse og et forbedret forhold til USA. Hvis det officielle valgresultat er rigtigt, mener de øjensynlig, at disse ting bedst kan opnås gennem Ahmadinejads hårde kurs.
Det er også værd at erindre, at det teokratiske styre - såvel under Ahmadinejad som førhen under Mousavi, Rafsanjani og Khatami - har stået for en hård undertrykkelse af arbejdernes politiske og faglige rettigheder, kvindernes og de homoseksuelles rettigheder samt krænkelse af organisations-, forsamlings- og ytringsfrihed.

Hovedmodsætningen i Mellemøsten
Hovedmodsætningen i Mellemøsten står i dag mellem imperialismen og Israel på den ene side og folkene og de uafhængige lande på den anden siden.
Irans geografiske placering, størrelse og økonomi, dets atomprogram og olieresurser, som er verden tredje største, og dets kontrol over det vigtige Hormuzstræde giver det en strategisk position i Mellemøsten. Det nuværende iranske styres modstand mod USA`s og Israels planer om overherredømme i regionen placerer det objektivt set på anti-imperialistiske positioner, om end dette billede forplumres af dets samarbejde med besættelsesmagten i Irak og Afghanistan.

Tre mulige udfald af krisen
Der er tre mulige udveje af den nuværende politiske krise i Iran.
1. Den første og mest sandsynlige er, at oppositionen taber opgøret, og at Ahmadinejad og styret fortsætter som hidtil.
2. Den anden mulighed er, at oppositionen vinder, og at der opstår et samarbejdsvenligt eller tilmed provestligt styre på grundlag af en skærpet nyliberal kurs. Et sådant udfald vil betyde svækkelse af Irans nationale suverænitet og forrykke styrkeforholdet i hele Mellemøsten med svækkelse af de anti-imperialistiske kræfter til følge. Det vil betyde nye ulykker for det fattige flertal af iranere.
3. Det tredje mulige og mest ønskværdige udfald af den nuværende krise er, at Iran befæster sin nationale suverænitet og sine anti-imperialistiske positioner gennem erobring af en demokratisk styreform, der kan garantere sociale, politiske og økonomiske fremskridt.
Dette udfald af krisen er det mindst sandsynlige. En spontan massebevægelse, som mange givetvist slutter sig til af et godt hjerte, men som hægter sig på en velorganiseret koalition af hjemlige kapitalister og udenlandske imperialister, har kun ringe chance for umiddelbart at opnå en sejr, der kan føre til bedre forhold for det iranske folk.

Stop undertrykkelsen og manipulationen
Kommunistisk Parti håber, at det er den tredje mulighed, som på sigt vil slå igennem.
Vi solidariserer os med den iranske arbejderklasse og det iranske folk i deres kamp for politiske, sociale og økonomiske rettigheder. Vi fordømmer den undertrykkelse, som finder sted i landet. Vi tager afstand fra vold mod fredelige demonstranter, uanset hvem der fremprovokerer den og står bag den.
Men vi kan ikke støtte en bevægelse, som åbenlyst er manipuleret af den vestlige imperialisme og anført af iranske storkapitalister.
Problemerne i Iran må til syvende og sidst løses af det iranske folk selv. Udenlandsk indblanding og manipulation gør kun tingene værre.
Vi kræver derfor, at imperialismen med USA i spidsen holder fingrene væk fra Iran, og at de hjemlige og internationale massemedier giver en mere objektiv beskrivelse af de reelle forhold i landet.
Fingrene væk fra Iran!

Vedtaget af Kommunistisk Partis landsledelse lørdag den 20. juni.