Det korte og det lange er, at staten med midler, der primært er inddrevet hos arbejderklassen, betaler kapitalen for at vige væk fra kursen mod katastrofen

af Anders Bjerre Mikkelsen, Kommunistisk Parti
Hvor Marx definerede menneskelige aktiviteter i forhold til naturen som et stofskifte, det vil sige som en gensidig relation, er naturen efter den borgerlige opfattelse blot ensidigt en kilde til de ressourcer, der skal udnyttes i produktionen, og en losseplads for affaldsprodukterne.
I den borgerlige forståelse af naturen er der ikke umiddelbart basis for at tage højde for den situation, at naturen og dens økosystemer på deres side ændres og kommer i krise på grund af menneskelig udnyttelse.
Det har derfor været enkeltpersoner og folkeligt baserede bevægelser, der gennem adskillige årtier pegede på ændringerne i miljøets tilstand og advarede mod konsekvenserne af hensynsløs udnyttelse.
I starten var advarslerne mest fokuseret på lokale og regionale problemer; i de senere år i stigende grad på krisens globale karakter. Men idet krisen slår tilbage og bliver en trussel mod det kapitalistiske system, har der også inden for systemets egne rammer måttet tænkes strategi og taktik for at imødegå truslen. Det har ikke været let.
Kapitalismens forsvarere - fra monopolkapitalen til den socialdemokratiske bevægelse - har langt fra kunnet finde et fælles svar. Af dem er der to hovedtyper, der beskrives her i kronikkens del 1.
I del 2 anfægtes den opfattelse, at den økologiske krise kan løses med teknologi, og at den overhovedet kan løses inden for kapitalismens og markedets rammer.

En trylleformel
Den liberale grundtese har siden fysiokraterne og Adam Smith (1723-1790) været, at markedet kan selv. Markedskræfterne løser samfundets problemer til alles bedste, blot de får lov at virke uden forstyrrende indgreb fra statens side.
Således førte de engelske fabrikanter, hvad Marx i Kapitalens første bind beskriver som 'en fanatisk kamp' imod, at parlamentet fastsatte lovkrav til beskyttelse af arbejdernes liv og helbred. Med dræbende ironi hedder det:
'Frihandelsdogmet om, at enhver i et samfund med modstridende interesser fremmer almenvellet bedst ved at forfølge sin egennytte, gør sig gældende på blændende vis også her.'
Han giver herefter horrible eksempler på, hvorledes arbejderne invalideres og dræbes af maskiner, der kunne gøres sikre, hvis fabrikanterne ville ofre ubetydelige beløb på det.
På trods af den liberale doktrins åbenlyse mangel på forbindelse til virkeligheden er den i flere årtier op til i dag blevet dyrket med stor ihærdighed.
Det sker under navne som monetarisme og neoliberalisme, tilmed som svar på den økologiske krise. Den aktuelle økonomiske krise har dog kølnet begejstringen på det sidste.
Op til FN`s klima-topmøde i Rio i 1992 dannede en række monopoler organisationen World Business Council for Sustainable Development (WBCSD). Den tæller i dag medlemmer som Toyota, Shell, Unilever og Novo Nordisk.
Herfra er meldingen: Vel er der miljøproblemer, men markedet kan løse dem. Således siger direktør i Unilever, Antony Burgmans, i en tale i 2007:
'For det første må virksomhederne sikre profitten i det korte og i det lange løb. Kun på den måde kan de blive økonomisk bæredygtige. For det andet skal virksomhederne være bæredygtige på en samfundsmæssigt og miljømæssigt ansvarlig måde.
Historien har vist, at allokering (fordeling eller tildeling) af ressourcer styres mest effektivt gennem markedspolitikker. Regeringer spiller en betydningsfuld rolle i samfundet derved, at de tillader eller ikke tillader, at økonomiske enheder integreres eller ikke integreres over grænserne.'
Herefter hylder han Reagan`s, Thatcher`s, Delors`, Deng`s internationale dereguleringer af markedet.

Fornægtelserne
Nogle af de neoliberalt orienterede har - så længe det kunne lade sig gøre - foretrukket at bruge problemfornægtelsens taktik. Som en eksponent på hjemlig grund kan nævnes Bjørn Lomborg, der i sin bog fra 1998 hævdede, at miljøet aldrig har haft det så godt som i dag.
Men han står ikke alene. En publikation fra 2007 fra den amerikanske neoliberale tænketank Cato Institute introduceres som følger:
'En guide til, hvorledes menneskelig velfærd er vokset med økonomisk vækst, teknologisk fremskridt og fri handel, som i forening har ført til hidtil usete forbedringer af menneskelig velfærd.'
Fremtrædende problemfornægtere har dog - for ikke at fremstå helt utroværdige - måttet flytte sig lidt på retorikken og indrømme, at der nok alligevel er alvorlige problemer med hensyn til miljø og ressourcer. Her kan nævnes de to forhenværende, George W. Bush og Anders Fogh Rasmussen.

Revisionisterne
Borgerlige økonomer erkender i varierende grad, at der eksisterer såkaldte markedsfejl, det vil sige områder i det økonomiske og samfundsmæssige liv, hvor markedskræfternes frie udfoldelse ikke fører til det for samfundet optimale resultat.
Det gælder områder som netop den økologiske balance, folkesundhed, men også styring af økonomiske kriser. Løsningen for dem er naturligvis ikke at forkaste det kapitalistiske system, men at staten eller overstatslige instanser udøver en passende dosis regulering og kontrol.
I den tilhørende økonomiske teori forklares det som følger:
Der er to slags omkostninger forbundet med produktion af varer, interne og eksterne. Køb af råvarer, maskiner og arbejdskraft er interne omkostninger for virksomheden, mens for eksempel arbejdernes nedslidning og sygdom, samt nedbrydning af miljøet er eksterne udgifter.
Det vil sige, at de ikke optræder i virksomhedens regnskab. Dermed har de kun lille indflydelse på profitten og - igen - på de beslutninger, som ledelsen træffer.
For en skole af økonomer, øko-økonomerne, er løsningen derfor, at det gennem indgreb udefra sikres, at disse eksterne omkostninger gøres interne, altså rent faktisk skal udredes af virksomheden og dermed igen af forbrugerne.
Varerne bliver dyrere, men prisen afspejler nu varens 'sande pris'. Det, der skal gøres, er 'at forvandle økologiske aktiver til produkter, der kan sælges på markedet'.
En prissættelse af miljømæssige kvaliteter som ren luft og vand, fuglesang og så videre går dog ikke uden gevaldige kunstgreb og vil aldrig kunne reflektere de komplicerede vekselvirkninger i økosystemerne.
I realiteten er der tale om markedets totale erobring af naturen og slutstenen på den kapitalistiske udvikling, hvor, som Marx siger, 'naturen bliver først ren genstand for mennesket, en ren nyttesag. Den hører op med at blive anerkendt som en magt for sig'.
Til at påtvinge markedet de nævnte kunstgreb kræves en autoritet på statsligt eller overstatsligt niveau.
Denne autoritet råder over et mix af forskellige muligheder som subsidier, pålægning af afgifter, kreditter, etablering af et marked for forureningskvoter med videre, samt indgåelse af internationale aftaler.
Det korte og det lange er, at staten med midler, der primært er inddrevet hos arbejderklassen, betaler kapitalen for at vige væk fra kursen mod katastrofen.
Nogle milepæle i bestræbelserne for at finde en udgang på den økologiske krise efter formelen marked plus stat omtales i det følgende. Det første af den type bud - Rom-klubbens 'Grænser for vækst' fra starten af 1970`erne - er behandlet i en forudgående artikel.

Fra Brundtland til Jørgensen
I 1983 nedsatte FN`s generalsekretær en kommission for miljø og udvikling under ledelse af Gro Harlem Brundtland, tidligere statsminister og formand for det norske Arbeiderpartiet.
Kommissionens rapport fra 1987 huskes mest for dens popularisering af det nu temmelig udvandede ord 'bæredygtighed'. Målet var 'at foreslå langsigtede miljøstrategier til at nå en bæredygtig udvikling omkring år 2000'!
Rapporten ridser situationen op med fokus på de basale økologiske spørgsmål, men inddrager også vigtige sociale og politiske problemstillinger såsom det voksende svælg mellem rige og fattige nationer, statsstøtten til landbruget i de udviklede lande, de fattige landes gældsbyrde, Verdensbankens lånepolitik med videre.
Vejen fremad er bæredygtighed, sikring af 'de øjeblikkelige behov uden at gå på kompromis med de fremtidige generationers mulighed for at sikre deres behov'.
På for eksempel landbrugsområdet må den generelt massive, statslige regulering og subsidiering gives en økologisk orientering, og mange lande behøver jordreformer for at styrke fattigbønderne og økologiske driftsformer.
På energiområdet foreslås energiafgifter, idet de sætter gang i udvikling af vedvarende energi. Generelt må økologiske hensyn inddrages i økonomiske beslutningsprocesser.
Der tales også om, at de rige må bruge mindre, og at menneskers holdninger må ændres. Overvejelser over, hvem der reelt står på kommandobroen i styringen af stofskiftet med naturen, findes ikke.
Skal man le eller græde over en bemærkning som: 'Multinationale selskaber kan spille en vigtig rolle for en bæredygtig udvikling'?
Rapporten førte til FN-topmøderne i Rio (1992) og Johannesburg (2002), men som bekendt ikke til en bæredygtig udvikling fra år 2000.
En nyere udgave af de samme tanker med mere vægt på øko-økonomi og med EU i en rolle som frelser forfægtes af Socialdemokraternes nummer et i EU-parlamentet, Dan Jørgensen.
FN`s internationale klimapanels store fortjeneste er, at det i 2007 gennem rapporterne om menneskeskabte klimaændringer fik manet industrilobbyernes og lomborgisternes benægtelser og bortforklaringer i jorden.

FN`s klimapanel
En speciel status indtager dog rapporten fra panelets arbejdsgruppe III om nedbringelse af CO2-udslippet.
Med sin satsning alene på markedsmekanismen indbefattet diverse statslige tiltag lægger den sig i forlængelse af Bruntland-rapporten, men kører stort set uden om dennes mange overvejelser om fordelingspolitiske, sociale og demokratiske aspekter.
Rapportens omdrejningspunktet er, at det at lade være med at slippe et ton CO2 ud i atmosfæren skal være forbundet med en vis økonomisk belønning. Efterfølgende formodes virksomhederne så at korrigere deres profitmaksimering med den ønskede effekt.
Mest i markedets og liberalismens ånd er at realisere dette gennem handel med CO2-kvoter. Det vil lede til en markedspris på varen 'ikke udledt CO2' gennem udbud og efterspørgsel.
Kvotehandlen så dagens lys i forbindelse med Kyoto-protokollen og kører blandt andet under EU. Succesen er indtil videre udeblevet for denne markedstænkningens mageløse ikke-vare.
Arbejdsgruppe III når også frem til, at temperaturstigningen kan stabiliseres på to-tre grader celsius med en årlig udgift på kun cirka 0,1 procent af klodens bruttonationalprodukt frem til 2050.
Men resultatet er nået gennem et sæt af idealiserede forudsætninger om, at der til enhver tid og på ethvert sted anvendes de mest omkostnings-effektive metoder for CO2-reduktion, og at kvoterne handles på et globalt og transparent marked.
Kort sagt, at ingen lobbyer og monopolinteresser eller populistiske politikere og ingen internationale spændinger forstyrrer billedet.
Man kan mistænke, at dette syrede og problemforflygtigende illusionsnummer, der gav jubelkommentarer i pressen, skyldes ønsker om at neutralisere de folkelige kræfter, der kræver hurtige og effektive indgreb mod den truende katastrofe.

Første del af en bearbejdet udgave af en artikel i Ret og Vrang nummer 46-47, november 2008, side 12-17. - Læs anden del