Denne tale holdt Helle Nielsen ved Håbets Port i Horserødlejren - i mandags den 22. juni. Denne dag var det 68 år siden, at Nazi-tyskland angreb Rusland. I Danmark betød det, at kommunisterne blev arresteret

af Helle Nielsen
Hans Scherfig, som selv blev spærret inde i flere måneder af det danske politi, beskrev i romanen 'Frydenholm' stemningen hos en dansk familie den morgen den 22. juni 1941 - en morgen som så mange andre, en morgen som gør, at vi står her i dag - da de danske kommunister lovløst blev arresteret af de danske myndigheder i strid mod grundloven og menneskerettighederne:
'Martin sov og vågnede og sov igen. Den lyse nat var omkring huset og trængte ind i værelset. Margrete sov fast hos ham, og han følte hende og holdt hende. Gennem den halvtåbne dør hørte han børnene ånde i værelset ved siden af, og han hørte uret dikke og han hørte lyden fra frøerne og fuglene ude i den lyse nat.
Han blundede og var vågen og drømte og tænkte mellem søvn og vågen. Der lever man i en kort lys nat. Omgivet af søvn er man til en lille tid, en dæmring, en opvågnen, en kort bevidsthed i verden.
Og verden er vel også til uden ens bevidsthed. Tingene sker også, når man sover, græsset gror, og hylden blomstrer, og årstiderne skifter, og sol og stjerner går rundt. Dengang man ikke levede, stod Solen også op, og når man er død, vil alting være til, hylden og frøerne og menneskene.
Manden blunder og drømmer og tænker i halvvågen tilstand. Og han føler pigen ved siden af sig og holder om hende, og hvis man var alene og ikke følte et andet menneske, var man ikke til.'
Og ved samme lejlighed skriver Martin Nielsen sådan i sin bog
'Fængselsdage og Fangenætter' om sit smertefulde gensyn med Nordsjælland, da han blev overført fra Vestre Fængsel til Horserødlejren i efteråret 1941:
'Turen gennem Nordsjællands smilende landskab, der under normale omstændigheder er en oplevelse og en nydelse, føltes i dag - i hvert fald for mig - som et stik i hjertet'.
Ja - som et stik i hjertet. Når vi står her i dag - ved Håbets Port, ser jeg den symboliserer både det mandlige og det kvindelige - en dolk i midten og en kvindelig ring omkring. Altså livets port og hermed håbets port.
Derfor har jeg skrevet et digt til de mænd og de kvinder - hvis liv og familier blev rykket i stykker den sommermorgen, søndag den 22. juni 1941 - men også til de og os, der lever videre med det gjorte.
Og som forsøger at samle og genopbygge det, de politisk ansvarlige så koldblodigt trampede i stykker dengang.