Som tillidsmand på B&W talte Bjarne - hvis navn på værftet var Sølvræven - arbejderklassens sag - såvel når autoriteterne var Jernets Arbejdsgivere, som når det var faglige eller politiske ledere i egne rækker

af Anders Laubjerg
Familiens nærhed, dens fællesskab og tryghed indgik ikke i skibsbygger Bjarne Jensens barndom i 20`ernes og 30`ernes København. Børnehjem afløste børnehjem, værge afløste værge, lærlingehjem afløste lærlingehjem. Opvækstens skabte et trods mod autoriteterne og et oprørsk sind, som fulgte Bjarne Jensen livet igennem.
Det kom der et stærkt politisk engagement ud af, som under krigen og på B&W Skibsværft førte til medlemskab af Danmarks Kommunistiske Parti. I arbejdslivet på en stor og traditionsrig arbejdsplads; i det faglige og politiske liv oplevede Bjarne for første gang i sit liv fællesskabet som en kraft, der var større end den enkeltes egen formåen.
Troen på fællesskabets styrke og modviljen mod autoriterne var polerne, som blev forenet i Bjarne Jensens personlighed. Enheden førte til et brud med Danmarks Kommunistiske Parti efter afsløringen af Stalins forbrydelser og til en kamp for et nyt socialistisk parti, hvilket lykkedes med dannelsen af SF i 1959. Bjarne kom med i SF`s hovedbestyrelse, blev folketingskandidat, og mange oplevede her Bjarne som en blændende taler, der formåede at brænde igennem.
I to perioder var Bjarne Jensen medlem af den københavnske Borgerrepræsentation, indvalgt for SF. Som tillidsmand på B&W talte Bjarne - hvis navn på værftet var Sølvræven - arbejderklassens sag - såvel når autoriteterne var Jernets Arbejdsgivere, som når det var faglige eller politiske ledere i egne rækker. Sølvræven kendte lobbyismens kunst, og mange er blevet taget i skole med 'en kammeratlig samtale' - hvor alvoren og 'glimtet i øjet' fulgtes ad.
Med i bagagen fra DKP havde Bjarne Jensen det organisatoriske arbejdes ofte udslagsgivende betydning. Efter bruddet med kommunisterne stod Bjarne i spidsen for opbygningen af Den socialistiske Klub - den måske største og stærkeste partifraktion nogen sinde set på en dansk arbejdsplads. Med denne klub i ryggen var Bjarne Jensen elsket af venner og frygtet af fjender.
Den familie, som Bjarne ikke selv fik som barn, fik han i sit otium med Lis Lunhart, børn, børnebørn og oldebørn. Han opnåede at blive elsket familiefar, men også på skrift, i radioprogrammer og på film at give erfaringerne fra et rigt og engageret samfundsliv om fællesskab og trods videre til de kommende generationer.
Bjarne Jensen blev 87 år.