Den vigtigste opgave i dag er at bryde ayatollahens og præsidentens magt. Mousavi er tilsyneladende den person, der kan være samlingspunktet i kampen

af Eigil Nielsen, Frederiksværk
Ligesom ayatollah Ali Khamenei og præsident Mah-moud Ahmadinejad antyder Arbejderen i sin leder den 19. juni, at de omfattende demonstrationer i Iran er inspireret af landets fjender.
Ved en sådan vurdering overser man efter min mening styrken i den vrede og den protest, der gennem lang tid har luret under overfladen i store dele af den iranske befolkning.
Man har ikke haft brug for 'inspiration' udefra for at gå på gaden sammen med titusinder andre.
Det er værd at lægge mærke til, at det er et bredere udsnit af befolkningen, heriblandt mange kvinder og også agtværdige ældre, der nu deltager i protestdemonstrationerne, og at man endog er parat til at sætte livet på spil.
Den optimisme og tro på bedre politiske og sociale forhold, der opstod i store dele af befolkningen efter shahens fald i sin tid, fik kort levetid.
Præstestyret undertrykte på grusomste vis enhver tanke om demokratiske fremskridt. Blandt andre blev kommunister fængslet og henrettet. Mange lykkedes det at flygte til udlandet. De, der stadig er i landet, har været nødt til at skjule deres politiske identitet.
Men håbet om bedre tider har stadig holdt sig levende hos dem og andre, der ønsker et demokratisk og socialt retfærdigt Iran.
Den vigtigste opgave i dag må være at bryde ayatollah-ens og præsidentens magt. Oppositionslederen Hossein Mousavi er tilsyneladende den person, der i dag kan være samlingspunktet i kampen.
Derfor et det klogt i første omgang at støtte ham. Får man derigennem brudt nogle ellers fasttømrede politiske barrierer, vil der være mulighed for at lade processen gå videre.
At dette sker, kan vi kun være interesseret i i danske progressive kredse.

Svar fra redaktionen
Arbejderen anerkender naturligvis iranernes ret til at kæmpe for frihed, faglige rettigheder og demokrati samt et opgør med det reaktionære præstestyre.
Men Mousavi er ikke et alternativ, han er blot repræsentant for en anden del af præstestyret, som ønsker en mere proamerikansk og nyliberalistisk linje.
Han var også landets premierminister i årene fra 1981 til 1989, hvor der er mange eksempler på undertrykkelse af befolkningen.
Det er en kendsgerning, at USA blander sig i situationen i Iran. Det er dokumenteret med talrige eksempler og udtalelser fra personer, der kender til forholdene.
Arbejderen støtter ikke nogen af de to fløje af præstestyret, som kæmper om magten.
Lad os henvise til den udtalelse fra Kommunistisk Parti, som blev bragt tirsdag den 23. juni. Heri opridses tre mulige udgange af konflikten, hvor det vurderes, at den mest ønskelige desværre er den mindst sandsynlige.
Situationen er kompliceret, og ingen kender alle dens elementer. Derfor er det vigtigt at diskutere den, så tak for dit indlæg.
Redaktionen