At lade reproduktionscyklus begynde og ende med mennesket og naturen, med penge som et formidlende mellemled, er i fundamental modstrid med et kapitalistisk system

af Anders Bjerre Mikkelsen, Kommunistisk Parti
Smart teknologi som løsning?
200 års kapitalistisk udvikling var utænkelig uden de fossile brændstoffer som energikilde. Herfra kommer i dag 86 procent af verdens energiforbrug til elproduktion, transport, industri, bolig, landbrug med mere.
At skulle omlægge transport, industri og så videre, således at udslippet af CO2 globalt kulminerer inden 2015 og bringes ned med 50-85 procent inden 2050 (FN`s klimapanel), kræver en kæmpemæssig koordineret indsats. De senere år er udslippet steget med to procent om året.
I den almindelige debat ses kommende teknologiske udviklinger som den væsentligste del af løsningen, for eksempel
- mere effektiv og billig udnyttelse af solenergi og andre former for vedvarende energi,
- omlægning i transportsektoren fra olie til andre energikilder, f.eks. brint eller el,
- mere effektive brændstofceller og akkumulatorer.
Vender vi os til andre områder med truede ressourcer og økologisk ubalance - såsom landbruget, havet og skovene - forudses ligeledes, at bioteknologi og anden teknologi bringer de nødvendige løsninger. I betragtning af, hvad mennesket har været i stand til at udforske, opfinde og udnytte i praksis indtil i dag, skulle odds for succes jo så være rigtig gode.
Men for eksempel kollektive trafikmidler og byplanlægning er opfundet for længe siden og kunne, rigtigt anvendt, nedbringe transportområdets CO2 udslip væsentligt.
Økologiske landbrugsmetoder er udviklet. Vi ved en hel del om havenes tilstand og om, hvorledes fiskebestandene kunne beskyttes effektivt, og så videre - så er teknikken flaskehalsen?
Den amerikanske marxist John Bellamy Foster konkluderer sin bog Ecology against Capitalism: 'Det er ikke teknologien, der er problemet, men selve det samfundsøkonomiske system!. Det er de samfundsmæssige produktionsforhold, der står i vejen.'

Argumenter for et ja
Findes der et kapitalistisk svar på den økologiske krise? Argumenterer man for et ja, vil man fremhæve kapitalismens evne til at tilpasse sig ændrede betingelser i kampen for akkumulation.
I Det kommunistiske Manifest hedder det: 'Bourgeoisiet kan ikke eksistere, hvis det ikke til stadighed revolutionerer produktionsmidlerne og dermed også produktionsforholdene!.'
I venstrefløjspublikationen 'Socialist Register' argumenterer Daniel Buck for ja`et. Han fremhæver, at kapitalismen grundlæggende er en relation mellem mennesker. Den er i stand til at antage uhyre mange former på det organisatoriske og på det teknologiske plan.
Drivkraften for disse ændringer er profitjagten, dels gennem den løbende billiggørelse af varerne, dels ad den offensive vej: At finde helt nye investeringsmuligheder med henblik på i alt fald en tid at opnå monopolprofit.
Som eksempler nævner han industrialiseringen i England og den aktuelle elektroniske revolution. I samme takt destrueres forældet kapitaludstyr. 'Kreativ destruktion' er en anerkendt side af kapitalismens væsen. (Andre ville kunne hævde, at den destruktive kreativitet i dag er overvejende).
Kapitalismen vil, mener Buck, ikke standse op over for en destruktion af den umådelige investeringsmasse i den oliebaserede transportsektor og tilhørende infrastruktur med veje og bygninger til fordel for nye systemer.
I princippet kan man således forestille sig, at kapitalen kaster sig ud i en 'grøn revolution', finder ny profit og redder sig.

Argumenter for et nej
Her peges på, at hensyn til bevarelse af miljøet og menneskers sundhed er et uvelkomment indhug i kapitalisternes profit, og ligeledes på, at den akkumulation (vækst), der er deres 'Moses og profeterne', vil ramme et loft på grund af jordklodens endelige størrelse.
I forhold til Buck`s argumentation kan følgende siges: Kapitalismen er fleksibel, ingen tvivl om det.
Den kan finde mange veje i sin omsætning fra penge via varer (natur plus menneskeligt arbejde) til flere penge; men der kan ikke ændres ved start- og slutpositionen i kraft af det uomgængelige krav om profit og akkumulation. På det punkt er der ingen fleksibilitet.
At lade reproduktionscyklus begynde og ende med mennesket og naturen, med penge som et formidlende mellemled, er i fundamental modstrid med et kapitalistisk system.
Gennem økonomisk kompensation til kapitalen for profittabet ved 'god opførsel' kan staten kun lave utilstrækkelige lappeløsninger.
Kapitalismen har flere gange været ude i alvorlige kriser, der er blevet overvundet igennem ekspansion til nye profitable områder, for eksempel militær oprustning, bilismen med tilhørende infrastruktur og brug-og-smid-væk produktion.
Hver gang har redningen været investering i ny, øget vareproduktion og hjemtagelse af profit, helt efter bogen.
Med en grøn revolution, der lever op til sit navn, skal der nok produceres nye typer varer. Men fokus må være på mennesket som en del af økosystemernes komplicerede væv og på en mest muligt sparsom anvendelse af naturens ressourcer.
Opgaven er det for kapitalen umulige, at gøre mennesket og naturen til mål, ikke til middel. Rationel kapitalisme findes ikke
At løse det økologiske spørgsmål med kapitalisme svarer til at anvende et gevær som spade. Den ungarsk fødte marxist, Istvan Meszaros, udtrykker det på denne måde:
'Kapital - som den etablerede form for social kontrol af stofskiftet - skulle være ikke bare forskellig fra, men det diametralt modsatte af, hvad den kan og må være for at blive i stand til at afvige fra den katastrofale udviklingskurs, den følger, og Ôbegrænse` sig selv og fungere inden for Ôrationelle` rammer.'
Denne analyse bekræftes af kapitalens egen holdning til spørgsmålet. Hvor den hylder og fremmer militarisme, bilisme og ødselt masseforbrug, er den, som nævnt i den foregående artikel, fornægtende eller useriøs i forhold til det økologiske spørgsmål.
Det kan godt være, at oliemonopolet BP i reklameøjemed promoverer sig som Beyond Petrol (efter olien).
Men kapitalens sande holdning viser sig, når USA - på baggrund af blandt andet olie- og automobilindustriens heftige lobbyisme - over en lang årrække har afvist at indgå selv de mest uambitiøse internationale aftaler til begrænsning af CO2-udslippet, og gennem USA`s med alle midler forfulgte oliepolitik for 'maksimal udvinding' (og dermed 'maksimalt udslip').
Tankevækkende er også konklusionen i den angiveligt mest omfattende analyse af klimaudviklingens økonomi-ske konsekvenser, Stern-rapporten, der er udarbejdet for den engelske regering.
Den lyder, at kravet om at begrænse temperaturstigningen til to grader celsius vil betyde recession og dermed være en trussel mod selve det økonomiske system.
Den foreslår i stedet et mål på tre grader celsius, og det med åbne øjne i forhold til den drastisk forværrede klimatrussel.

Klassekampen fortsætter
Sagt på en anden måde: Kapitalen er ikke (mere) i stand til at udvikle de produktivkræfter, der er afgørende for menneskehedens videre udvikling.
Men - og det er det mest afgørende, som 'kritiske marxister' som Daniel Buck glemmer: Klassekampen står ikke stille, men vil udvikle sig. En række tendenser peger på dens skærpelse:
Den neoliberale drejning, der begyndte i 1970`erne, var et kampskridt fra kapitalens side, som folkelige klasser, om end kun delvist og mest uden for de klassiske, kapitalistiske lande, formede et svar på.
Med krisen i slutningen af århundredets første årti søger kapitalismen desperat efter nye former med styrkelse af det kapitalistiske statslige og overstatslige styringsapparat.
En ting står klart: Uligheden både imellem landene og indenfor disse, samt de imperialistiske magters voksende militære udfoldelse vil ramme og vil undertrykke nye befolkningslag.
Arbejderklassen, miljøbevægelserne og de undertrykte vil ikke i længden undlade at svare igen - i overlevelsens navn.
Kampens udfald er enten barbari, det vil sige kapitalens usminkede diktatur i en verden af fortsat menneskelig og økologisk nedbrydning. Eller også lykkes det at samle arbejderklassen og de progressive kræfter og starte udviklingen i retning af socialismen.

Anden del af en bearbejdet udgave af en artikel i Ret og Vrang nummer 46-47, november 2008, side 12-17. Læs første del.