Udviklingen på det filosofiske og videnskabelige område allerede midt i 1800-tallet skabt forudsætningerne for håndtering af spørgsmålet om miljø, bæredygtighed og ressourcer

af Anders Bjerre Mikkelsen, Kommunistisk Parti
Det er en populær opfattelse at marxismen hylder enhver udvikling af produktivkræfterne, hylder teknik og rygende skorstene. Industrialiseringen var jo baggrunden for, at arbejderklassen kunne opstå, vokse og i sidste instans ”...fravriste bourgeoisiet al kapital, til at centralisere alle produktionsinstrumenter i statens hænder... og øge mængden af produktionskræfter så hurtigt som muligt”. Sådan står der i det Kommunistiske Manifest.
Men i samme skrift tales også om, at den etablerede arbejdermagt skal forene landbrug og industri samt ophæve modsætningen mellem land og by. Bag dette ligger ikke bare ønsket om at ligestille arbejdere på land og i by, men også tanker om økologisk bæredygtighed. Det er et aspekt hos marxismens fædre, der først igen er kommet fokus på nu, hvor miljø- og ressourceproblemer banker på døren i skikkelse af en global krise. Faktisk havde udviklingen på det filosofiske og videnskabelige område allerede midt i 1800-tallet skabt forudsætningerne for håndtering af spørgsmålet om miljø, bæredygtighed og ressourcer.

Naturopfattelse
Grundlaget for en korrekt tilgang til de nævnte problemer er, at naturen opfattes som en objektiv realitet, der kan afspejles af menneskets bevidsthed og hermed kan skabe baggrund for handling. Mod denne materialistiske opfattelse står forskellige religiøse og idealistiske opfattelser. Her opfattes naturen som en én gang for alle (gud)skabt baggrund for menneskets udfoldelse. Konflikten mellem de to filosofiske hovedretninger går i alt fald tilbage til den græske oldtid med Epicur som den nok er den mest konsekvente materialist. Den materialistiske tankegang får et opsving i 1700 tallets oplysningstid med dens stærke fokusering på viden om såvel naturen som på praktisk udnyttelse af naturkræfterne. Netop Epicurs filosofi blev emnet for Marx’ doktorafhandling fra 1841. Den blev optakt til Marx’s egen skelsættende videreudvikling af den materialiske filosofi. Betydningsfuld for denne nyudvikling var en lang række af tidens videnskabelige landvindinger.

Geologien udfordrer bibelen
Hertil hører erkendelsen af, at jorden har sin helt egen historie, der rækker langt ud over bibelens 6000-års ramme, og begynder længe før mennesket melder sin ankomst. Dette resultat blev opnået ved studiet af geologiske aflejringer. Disse aflejringer godtgjorde også, at dyre- og plantearter opstår, udvikler sig og uddør, altså har en udviklingshistorie. Darwin fandt, at arternes (herunder menneskets) udvikling sker som følge af naturlig udvælgelse. Han mødte voldsom modstand fra gejstlighed m. fl., en modstand der som bekendt videreføres af vor tids kreationister under varemærket intelligent design.

Stofskiftet opdages
Andre forudsætninger var opdagelserne, dels af de levende organismers stofskifte, dels af, at et kredsløb af mineralske stoffer indgår i dyrs og planters liv. Ordet stofskifte knyttedes først til organismers optagelse af ilt og næring med efterfølgende forbrænding samt afgivelse af CO2. I bredere forstand betegner ordet optagelsen af de stoffer, organismerne skal bruge, samt udskillelsen af affaldsstoffer og den endelige nedbrydning ved død. Den tyske kemiker Justus Liebig påviste, at alle planter skal bruge mineralske stoffer, først og fremmest nitrogen (kvælstof), fosfor og kalium, som de optager fra jorden. Visse bakterier kan dog også optage nitrogen fra luften. Et kredsløb opstår ved, at næringsstofferne returneres via forrådnelsen af plantedele eller via dyrenes ekskrementer og ådsler. Afbrydes denne cyklus, forringes jordens frugtbarhed. Marx studerede Liebigs arbejder og fandt ham ”vigtigere end alle økonomer”.

Arbejdet som menneskets stofskifte med naturen
Marx bruger nyopdagelserne, når han definerer det menneskelige arbejde som ”en proces, hvori både mennesket og naturen deltager, en proces, hvor mennesket på eget initiativ iværksætter, regulerer og kontrollerer sit stofskifte med naturen”. Der er tale om et dialektisk forhold: (når) ”...han gennem denne bevægelse indvirker på og ændrer naturen uden for ham selv, ændrer han sin egen natur ... den (arbejdsprocessen) er den generelle betingelse for stofskiftet mellem mennesket og naturen, den evige naturbetingelse for menneskets eksistens”.

Energilove opdages
Stofskiftet er ikke blot udveksling af materielt stof, men desuden udveksling og omdannelse af energi mellem forskellige former som varme og mekanisk energi. Klarlægningen af energilovene skete netop midt i 1800-tallet i takt med at kul og dampmaskiner begynder at fortrænge træ, trækdyr, vand og vind. For at beskrive, hvorledes det menneskelige arbejde realiserer stofskiftet med naturen, må man se på de til enhver tid gældende samfundsmæssige relationer. Her når Marx frem til, at disse relationer i det kapitalistiske samfund med dets styring efter maksimal profit indebærer et ”uopretteligt brud i det sociale, af livets naturlove foreskrevne stofskifte”.

Stofskiftet med naturen under kapitalismen
I Kapitalens bind 1 beskrives den oprindelige akkumulation, altså starten på den kapitalistiske produktionsmåde. Mennesker forjages fra de områder, hvor de gennem, hvad vi i dag kalder økologisk drift, har tjent til deres underhold. Områderne slås sammen til græsningsarealer, store marker eller plantager og drives med lønarbejdere. Der bruges maskiner, som bliver mere og mere arbejdsbesparende, og siden suppleres med kunstgødning og pesticider. Mange af de forjagede mennesker søger mod byerne, hvor de heldige kan få jobs i industri mv.

Oprindelig akkumulation, også i dag
Den proces, som Marx kaldte den oprindelige akkumulation, sker stadig, nu voldsomst i ulandene, f. eks. under den lokkende betegnelse ”Grøn Revolution”. Således blev 5,3 mill. mennesker i Brasilien fordrevet fra deres jord 1985-96 for at give plads for soja- og eukalyptusplantager. Jagten på jord til energiafgrøder vil uundgåeligt sætte en ny bølge af forjagelser i gang. Mulighederne for at skaffe sig et sultejob i industri eller service er blot endnu ringere end på Marx’s tid.

Den naturlige cyklus afbrydes
Marx undersøger, hvad adskillelsen mellem land og by betyder: ”Ved den stadigt voksende overvægt af bybefolkningen, som den kapitalistiske produktionsmåde sammenhober i store centre ...bringer den forstyrrelse i stofskiftet mellem menneske og jord, dvs. i den proces, hvor de stoffer fra jorden, mennesket har forbrugt i form af næringsmidler og beklædning, vender tilbage til jorden, med andre ord den evige naturbetingelse for varig frugtbarhed. ...Og ethvert af det kapitalistiske landbrugs fremskridt er et skridt videre i kunsten at plyndre ikke blot arbejderen men også jorden; ethvert fremskridt, når det gælder at øge dens frugtbarhed for en given periode, er samtidigt et skridt videre i ødelæggelsen af de varige kilder til denne frugtbarhed”. Udover kritikken af kapitalismen åbnes også perspektivet for en ny produktionsmåde, der må efterfølge den kapitalistiske: ”...men ved at tilintetgøre de betingelser for dette stofskifte, der kun er opstået spontant eller ad naturlig vej, gennemtvinger den kapitalistiske produktion samtidig, at man genopretter dette stofskifte som en lov for den samfundsmæssige produktions styring og gør dette i en form, der er i overensstemmelse med menneskets fulde udvikling.

Den økologiske krise i 1800-tallet og Malthus
Problemet omkring balancen mellem voksende befolkninger og fødevareproduktionen optog i høj grad Marx’s samtid. Centralt stod udpiningen af jorden, hvis årsag Liebig belyste. Men den borgerlige elites svar på krisen var ikke særlig økologisk: I ægte imperialistisk ånd startede en jagt på råstoffer til gødningsfremstilling. Guano fra Peru og Salpeter fra Chile kunne tilføre markerne nogle manglende stoffer. Samtidigt var nye profitmuligheder tilvejebragt! På det ideologiske plan forklaredes krisen som et befolkningsproblem. Malthus, en gejstlig og økonom, fik stort bifald fra borgerskabet ved sin analyse, der gik ud på, at produktion af fødevarer efter en påstået matematisk naturlov aldrig ville kunne følge med de lavere klassers evne til at formere sig. Tanken om at mætte de mange munde var umulig, nærmest syndig. Pastor Malthus prisværdige indsats bar da også frugt. Han fik de i forvejen helt utilstrækkelige fattiglove i England forværret yderligere.

Malthus går igen
Malthus døde i 1834, men skønt matematikken i hans hungerlov blev skudt i sænk i flere omgange, har hans ideer efterfølgende, f.eks. under betegnelsen ”befolkningsbomben”, haft stor tiltrækning blandt kapitalens og imperialismens tilhængere. Ideen er i de kredse nok mere spiselig, end at ulige fordeling af jordens goder er den egentlige årsag til hunger og fattigdom, nu som da. Naturligvis må vi i dag, hvor jordens befolkning nærmer sig 7 milliarder, erkende, at fortsat ubegrænset vækst i dette tal ikke er mulig. Men en nedbrydning af de gigantiske uligheder er fortsat tilstrækkelig til, at alle kan opnå et anstændigt liv. Tanken om en befolkningspolitik, der ikke bygger på solidaritet, er mildest talt uhyggelig.

Den kapitalistiske ”problemløsning”
Hvorfor har der i en lang periode ikke været meget fokus på den marx’ske opfattelse af menneskets stofskifte med naturen og forståelse af, at opretholdelse af naturens cykler er en betingelse for, at menneskets eksistens kan sikres på længere sigt? En grund er utvivlsomt, at 1800-tallets jordbrugskrise i første omgang syntes at være løst med de industrielt fremstillede gødningsstoffer. Først mere end 100 år senere trænger miljøproblemerne sig igen på, nu blot i meget mere kompleks og truende form. Den kapitalistiske ”problemløsning” har, som Marx også påpeger i citatet ovenfor, blot skubbet problemerne foran sig for derefter at genopvække dem i en ny og værre skikkelse. Brugen af store landbrugsmaskiner, den overopsvulmede transportsektor og den meget energikrævende fremstilling af især kvælstofgødning har bidraget til det enorme CO2-udslip, der nu truer med at give katastrofale klimaændringer. Store jordarealer er blevet ubrugelige på grund af erosion mm. De industrielle gødningsstoffer forurener grundvand og fremkalder abnorm algevækst med efterfølgende iltsvind i vandløb, søer og kystnære havområder. Med kapitalismen som husholder er der ikke plads til at tænke på børn og børnebørn. Her tæller kun det, der er lige ud for investorens egen næsetip: hvad er der på bundlinien ved næste opgørelse?

Socialismens nødvendighed
Baggrunden for Manifestets krav til arbejdermagten om forening af landbrug og industri, af land og by, står nu mere klart som et udtryk for forfatternes økologiske indsigt. Ved denne forening kan en naturlig cyklus af næringsstofferne etableres og transportbehovet minimeres. I dag vil vi nok skulle tænke løsninger i lidt mere komplekse baner, men grundideen er uafviselig rigtig. Lige så rigtigt er det, at kapitalismen med dens kortsigtede krav om profit og dermed akkumulation på et stadigt højere niveau er fundamentalt uegnet til at håndtere spørgsmål om etablering af et afbalanceret og langtidsholdbart stofskifte mellem menneske og natur. Hvad skal der til? En højere samfundsform, socialismen, der giver mulighed for en bæredygtig leveform. Socialisme vil sige, ifølge Marx: ”...(at) det kollektivt arbejdende menneske, de associerede producenter, regulerer dette deres stofskifte med naturen rationelt, at de bringer det under deres fælles kontrol i stedet for at beherskes af det som af en blind magt; at de fuldbyrder det med det mindst mulige energiforbrug og under betingelser, der er deres menneskelige natur mest værdige og adækvate”. Det gælder nemlig, siger han andetsteds:”... (at) kun dens [jordens] besiddere, har brugsret til den, og som boni patres familias [gode familiefædre] må de overlade den i forbedret stand til de efterfølgende generationer.

Ovenstående er en bearbejdet version af en artikel af samme navn i Ret & Vrang nr. 44, april 2008. Her kan også findes de anvendte kilder.