Siden 2001 har kommunisterne overholdt løftet om ikke at satse på ¤¤at opbygge socialisme i et enkelt land¤¤.

af Aksel V. Carlsen
Ved parlamentsvalget i Moldova 5. april fik kommunisterne (PCRM) 49 procent af stemmerne og bekræftede, at de stadig er det største parti. De manglede kun ét mandat i parlamentet for at deres kandidat kunne blive ny præsident. Den borgerlige opposition ville ikke samarbejde, så den nuværende præsident, PCRM-formanden Vladimir Voronin, fulgte forfatningen og udskrev valg til i dag.

Problemer og splittelse
2001 var politisk set skelsættende. Både i Danmark og Moldova. Dog var retningen her modsat. Den fattige eks-sovjetrepublik var i 1990`erne i hænderne på oligarker og pro-rumænske nationalister, men har siden 2001 været regeret af PCRM.
Moldova er den eneste af disse republikker, der lige efter systemskiftet blev delt administrativt: den ukrainsk/russisk-dominerede provins Transdnestrien, der er Moldovas industricenter, løsrev sig. Og i selve Moldova har gagauserne - en tyrkisk talende, ortodoks kristen minoritet, fået selvstyre, mens landets øvrige befolkning politisk er delt mellem tilhængere af et selvstændigt Moldova og 'unionisterne'.
De sidste er tilhængere af Moldovas sammenslutning med Rumænien. Unionisterne, der primært udgøres af storbyernes intellektuelle og studerende, har støtte i de borgerlige partier, der i 1990`erne stod i spidsen for opgøret med russisk indflydelse og den sovjetiske fortid.
Blandt ledende borgerlige politikere er der både erhvervsledere og partifunktionærer fra sovjettiden. Deres magtperiode i det post-sovjetiske Moldova havde samme karakter som mange andre 'fløjlsrevolutioner', den var præget af udsalg af nationalrigdomme og elitens private berigelse og varetagelse af egne klaninteresser.
Man fik lån fra IMF og Verdensbanken med de velkendte politiske betingelser, som førte til kollaps i slutningen af 1990`erne. I den periode fik det nye kommunistiske parti, der allerede vandt parlamentsvalget i 1998, 71 af parlamentets 101 pladser ved valget i 2001 og overtog magten. Partiet havde nu mandater var nok til at ændre forfatningen og til at udpege præsidenten . Voronin blev af parlamentet valgt som præsident og genvalgt i 2005.
Før april-valget i år påpegede samfundsforskeren Zurab Todua i avisen, Novaja gazeta, at selv om det fattige Moldova stadig står over for mange alvorlige problemer, er der i løbet af de otte år med PCRM ved magten sket en række fremskridt. Regeringen har:
* ved hjælp, primært af egne ressourcer, fået landet ud af den sociale og økonomiske krise, efter ti år med en borgerlig regering
* gjort en stor indsats mod organiseret kriminalitet
* skabt et program for udvikling af et multietniske samfund, som modvægt til de borgerlige årtiers pro-rumænske nationalisme
* fastholdt Moldovas sikkerhedspolitiske neutralitet
* fastholdt en fredelig løsning af konflikten med separatistprovinsen Transdnestrien.

Kommunisternes tredje valgsejr
Efter valgsejren i april pegede PCRM på Zinaida Grechanyj som partiets nye præsidentkandidat. PCRM manglede dog ét enkelt mandat. Efter valget i 2005 opstod en lignende situation. Dengang valgte De Kristelige Demokrater trods indædt antikommunisme at pege på Voronin som ny præsident.
I år kom De Kristelige Demokrater ikke over spærregrænsen og da de tre øvrige borgerlige partier forhindrede valget af den nye præsident måtte der nyvalg til.
Efter april-valget, som OSCE`s observatører anså som 'stort set frit og fair', stormede et par tusind unge parlamentet og præsidentpaladset. De plantede EU`s blå flag og Rumæniens trikolore på taget og plyndrede og ødelagde kontorer, mens politiet stort set forholdt sig i ro. Jyllandsposten omtalte 12. april det som demonstranternes protest mod præsident Voronins 'diktatoriske ledelse'. En vurdering, der naturligvis ikke blev begrundet.
At politiet næsten ikke reagerede på de voldelige angreb, og at Voronin straks efter urolighederne selv beordrede, at stemmerne blev talt om, tog brodden ud af oppositionens kampgejst.

Diktatur eller politisk smidighed?
Siden 2001 har PCRM trods flertal i parlamentet haft en smidig taktik. Voronin har overholdt sit løfte om ikke at satse på 'at opbygge socialisme i et enkelt land'. I et land, præget af spændinger, har PCRM brugt sine overordnede magtpositioner til at sikre stabilitet.
Det har ikke kastet sig ud i hovsa-løsninger med total nationalisering, men sørget for statskontrol med privatiserede virksomheder og bragt orden i skattesystemet. PCRM gav oppositionen og partiløse nøgleposter i regeringen og centraladministrationen: lederen af De Kristelige Demokrater, Jurij Roshku, blev viceindenrigsminister. En anden oppositionspolitiker blev formand for Den Nationale Valgkommission.
Sidstnævnte fik ansvaret for at valgene afholdes fair, så da demonstranterne den 7. april råbte op om valgsvindel, blev det netop denne formand, der måtte afvise beskyldningerne og genoptællingen af stemmesedler ændrede ikke resultatet væsentligt.