Arbejdet foregik i strid med alle sikkerhedsregler, og det blev afsløret, at der var revet asbest ned uden nogen forholdsregler og sikkerhed
af Tue Tortzen, murerarbejdsmand og formand for 3F Frederiksborg
Ombygningen af Skævinge Rådhus er blevet kendt for mange uheldige ting.
Fagforeningerne blokerede, fordi den polske underentreprenør ikke ville behandle sine folk efter danske forhold.
Arbejdet foregik i strid med alle sikkerhedsregler, og det blev afsløret, at der var revet asbest ned uden nogen forholdsregler og sikkerhed. Det blæste rundt i Skævinge, på skolen og plejehjemmet i nogen tid.
Men nu er det da heldigvis blevet stoppet, og et ordentligt firma har fået opgaven med at rengøre det gamle rådhus. Hvad der bliver gjort på skole og plejehjem vides endnu ikke.
Men hvad blev der af de polske arbejdere? Man kan undre sig over, at de ville udføre arbejdet uden sikkerhed. Men de stod ikke i fagforening; hvis de melder sig ind, bliver de sikkert fyret.
Ofte har deres boss fortalt dem, at fagforeningen prøver at få dem sat i fængsel eller smidt ud af landet. Hvis de ikke vil acceptere en dårlig løn og luset indkvartering, er det kort sagt ud af klappen.
Nu har firmaet sendt dem hjem til deres familier i Polen. Men har de fået besked med hjem om, at de har fået asbeststøv og andet godt i lungerne?
Bliver de undersøgt, og er der nogen, der hjælper dem, hvis de er blevet syge?
Hvis danske firmaer med orden i tingene fortsat udkonkurreres af polske underentreprenører og deres danske bagmænd, vil standarden på arbejdspladserne falde og falde, til vi en dag er lige så dårligt stillede, som vi ser det hos de polske arbejdere.
Det skal de, som står udenfor fagforeningen, tænke en ekstra gang over.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278