Der er ingen tid til nærvær og ikke tid til at lade beboerne gøre tingene selv, fordi det går for langsomt; det er meget hurtigere at gøre det for dem

af social- og sundhedspersonale i dagvagten på Lokalcenter Bjerggården, Århus
Besparelser truer det gode image, vi i personalegruppen på lokalcenter Bjerggården ønsker at opretholde.
Vi er blevet et ualmindelig godt team, og det har også betydning for vores elever. Faktisk er vi blevet kåret som årets bedste praktiksted, hvilket vi er stolte af.
Vi er de sidste to år blevet placeret i den bedste kategori, når kommunen har gennemført tilsyn, og vi har haft glade og tilfredse beboere.
Vi har altid fået at vide, at man kan mærke teamånden på Bjerggården, og vi bruger stort set aldrig vikarbureauer, fordi fleksibiliteten er høj, og vi har altid haft arbejdsglæde og mulighed for faglig udvikling.
Alt i alt et rigtig godt sted at være, hvilket vi også altid har kunnet mærke, når det gjaldt rekruttering og fastholdelse.
Faktisk har vi på mange punkter levet op til den personalepolitiske vision, som har beskrevet fem særlige indsatsområder: Indflydelse og ansvar, faglig udvikling, sundhed, arbejdsglæde, samt rekruttering og fastholdelse.

'Budget tilpasninger'
Men hvad sker der så? Ledelsen gennemfører besparelser eller - med et pænt ord - budgettilpasninger. Fakta er, at vi oplever nedskæringer på personalet.
De varme hænder er endnu en gang blevet færre, og konsekvensen tør vi slet ikke tænke på. Allerede nu får vi kun en placering i den tredjebedste kategori, når kommunen fører tilsyn, selvom besparelserne ikke er slået helt igennem.
Tilsynet kan se og mærke forskel fra sidst. Der er ingen tid til nærvær og ikke tid til at lade beboerne gøre tingene selv, fordi det går for langsomt; det er meget hurtigere at gøre det for dem.
Man kan simpelthen mærke travlheden i hele afdelingen. Der er ikke den samme arbejdsglæde, og der er flere utilfredse beboere og pårørende. Vores ellers så gode arbejdsplads smuldrer.
Samtidig får vi hele tiden tudet ørene fulde om, at vi blot skal overholde kommunens kvalitetsstandarder. Men det er svært, når man som fagperson kan se, at vore svage gamle har behov for mere omsorg, og man som personale derfor hele tiden skal gå på kompromis med sin faglighed.
Det fremmer ikke ligefrem arbejdsglæden. I stedet bliver man mere og mere kynisk for selv at overleve. Man lukker øjnene for flere og flere ting og håber på, det går godt. Det er jo nok heller ikke uden grund, at så mange inden for vores branche slider sig selv op før tid og har et højt sygefravær.

Provokerende
Vi forstår heller ikke, hvordan det kan være, at Sundhed og Omsorg har fået flere medarbejdere, samtidig med at vi skal skære ned. Det føles som om, vi arbejder i to forskellige verdener.
Vi bliver konstant bombarderet med flotte foldere, pjecer, værdier, målsætninger, politikker, og ja vi kunne blive ved. Men hvad hjælper det, når personalet, som det hele er målrettet til, har så travlt, at de aldrig får læst materialet og forholdt sig til det.
Det virker provokerende for os medarbejdere, at vores arbejdsgiver ikke har mere fornemmelse af, hvad der rør sig, og vi bliver frustrerede over de mange modsatrettede krav, der stilles.
Kom ud på lokalcentrerne og giv en hånd med i stedet for at finde på nye tiltag. Vi har hårdt brug for det!