På NATO-topmødet i april blev det besluttet at udarbejde en ny strategi for alliancens fremtid. Intet tyder på, at den vil blive mere fredelig end den nuværende. Der er derfor stadig et stort behov for at skabe bred folkelig tilslutning til kravet om, at Danmark udtræder af NATO

af Jørgen Petersen, formand for Kommunistisk Parti
NATO blev stiftet i 1949 som en erklæret forsvarsalliance. Men organisationen var fra første færd en krigerisk militæralliance under amerikansk dominans, der blev skabt som et redskab for imperialismen vendt mod den socialistiske lejr.
Dens fokus var at udøve en massiv militær trussel mod Sovjet og de socialistiske lande. Alliancen var en vigtig brik i den kolde krig, som trak et jerntæppe ned igennem Europa. Den var en afgørende brik i våbenkapløbet, herunder udviklingen og opstillingen af tusinder af atomsprænghoveder, mange på det europæiske kontinent.
Men skabelsen af NATO betød også, at USA kunne opbygge og befæste sin dominans over Vesteuropa. Derfor er alliancen utallige gange gennem historien blevet mødt med store demonstrationer af en slagkraftig fredsbevægelse, som nu igen vinder frem.
Opløsningen af Sovjetunionen og de socialistiske lande i Europa betød, at Warszawapagten forsvandt. Men det førte ikke til en fredeligere verden. Det indledte heller ikke den nedrustning, som vestmagterne lovede, og som folkene ønskede. I stedet opfandt imperialismen nye fjendebilleder for at retfærdiggøre, at oprustningsspiralen kunne fortsætte.
Kort tid efter tilbageslaget for socialismen udbrød der krig på Balkan. I de kommende år fulgte krigene i Afghanistan og Irak. Ligeledes har der - ikke mindst på det afrikanske kontinent - været blodige krige og borgerkrige.

Under USA`s førerskab
I 1991 stod USA tilbage som verdens eneste supermagt, der i lyset af det ændrede globale magtforhold ville udstrække sin dominans til den fjerneste afkrog af verden.
I stedet for at nedlægge NATO stod USA i spidsen for en langvarig omstilling af alliancen til de nye betingelser. Det har været en proces fyldt med modsætninger mellem USA og dets europæiske allierede. Under præsident Bush brød de ud i lys lue, da USA indledte krigen mod Irak.
Med NATO`s 60-års jubilæum i år er udviklingen på vej ind i en ny fase. Nu er målsætningen for NATO at etablere en ny fælles platform mellem USA og de store europæiske lande om udviklingen af organisationen og dens forhold til EU. Men der er stadig uenighed om alliancens målsætninger og fremtidige rolle.
For USA har det været helt afgørende at sikre sin egen dominans men også at udvikle et nyt grundlag for forholdet til EU, hvis overnationale udvikling, opbygning og udvidelse blev intensiveret efter de dramatiske begivenheder i 1989-91.
De store europæiske lande ønskede at styrke deres egen position og forsvare deres egne imperialistiske interesser. Det krævede en fælles valuta, men også en fælles hær og våbenindustri og en fælles udenrigspolitik.
Ikke mindst præsident Bush pressede forholdet til de dominerende EU-lande. Modsætningerne kom op til overfladen i optakten til krigen mod Irak, hvor Tyskland og Frankrig vendte sig mod en militær aktion.
Det skyldes ikke, at de to lande er mere fredelige. De to europæiske stormagter så imidlertid deres egne interesser truet af USA`s krig i Irak.
For at inddæmme og isolere denne modstand etablerede USA de såkaldte alliancer af de villige, der som de nye korsriddere drog i krig for den amerikanske imperialismes interesser.
Et meget centralt spørgsmål er EU-landenes afhængighed af olie. En total amerikansk dominans af Mellemøsten og dens rige oliekilder betyder, at USA også kontrollerer hovedparten af EU-landenes energiimport.
Også når det gælder forholdet til Rusland, har der været modsætninger mellem EU og USA, senest da Georgien i august 2008 bombede Sydossetien. Vesteuropas afhængighed af energiforsyning fra Rusland er en kraftig medvirkende årsag til, at EU har søgt at undgå, at forholdet til Rusland blev unødigt skærpet.
På trods af de store uenigheder og interessemodsætninger har der været enighed mellem USA og EU om at rykke mod øst. Det var et væsentligt element i den nye strategi, NATO vedtog i 1991.
Med dette afsæt indgik NATO i første omgang aftaler om 'partnerskab for fred' med 23 øst- og centraleuropæiske lande. En lang række af disse, herunder mange tidligere socialistiske lande, er siden 1991 blevet indlemmet i både NATO og EU.
Senest blev Kroatien og Albanien optaget i NATO kort før 60-års jubilæet i dette forår. For USA har det været en historisk mulighed for at svække og inddæmme Rusland.
En række af de nye medlemslande med Tjekkiet, Polen og de baltiske lande i spidsen er stærkt proamerikanske. Deres optagelse i NATO og EU har betydet, at den amerikanske indflydelse på det europæiske kontinent er blevet styrket. USA har målrettet udstillet de europæiske landes indre splittelse og manglende evne til at optræde samlet.

Nye fjendebilleder - ny strategi
Omstillingen af NATO efter 1989-91 har på ingen måde gjort organisationen mere fredelig. Fra en erklæret forsvarsalliance vedtog NATO at gøre hele verden til sit operationsfelt, da man ved sit 50-års jubilæum for ti år siden vedtog en ny strategi.
Den har betydet, at NATO er blevet direkte involveret i en række krige langt fra medlemslandenes grænser. NATO var således med i krigen i Bosnien-Herzegovina i 1995. NATO sønderbombede Jugoslavien i 1999 og har siden haft styrker i Kosovo. Også i krigen i Afghanistan har NATO været stadig mere involveret siden 2001.
Det var i forbindelse med NATO`s 50-års jubilæum i 1999, at organisationen fastlagde det globale perspektiv, som blev bekræftet i sluterklæringen fra NATO-topmødet i Prag i 2002.
NATO udpegede nye fjendebilleder. Nu var det ikke længere kampen mod kommunismen, der stod i centrum, men kampen mod terror og de såkaldte slyngelstater, der under amerikansk førerskab skulle forene NATO-landene og i det hele taget give alliancen et skær af legitimitet.
NATO-pagten er det officielle grundlag for alliancens strategi. I dette dokument hylder man FN og erklærer, at NATO vil leve op til bestemmelserne i FN's charter. Men siden alliancens 50-års jubilæum har NATO åbenlyst undermineret både FN og international ret.
I NATO-pagten hedder det, at 'deltagerne forpligter sig til som foreskrevet i De Forenede Nationers pagt at bilægge enhver international stridighed, i hvilken de måtte blive indblandet, ved fredelige midler'.
Virkeligheden taler sit eget tydelige sprog. NATO`s strategi har siden 1999 betydet et opgør med den internationale retsorden, der blev fastlagt af sejrherrerne efter Anden Verdenskrig.
Organisationen har tiltaget sig retten til at gå i krig uden mandat fra FN`s Sikkerhedsråd. Under præsident Bush besluttede USA også at omgå en lang række andre aftaler og konventioner, som begrænser USA`s magt og handlemuligheder. Det gælder for eksempel behandlingen af krigsfanger og anvendelse af tortur.
Gennem historien har FN på ingen måde været i stand til at stoppe imperialismen eller sikre overholdelsen af international ret. FN`s Sikkerhedsråd har gentagne gange tilladt igangsættelsen af imperialistiske røverkrige. Men FN`s charter har også i en række tilfælde stået i vejen for ikke mindst USA's aggressivitet.
Det er tydeligvis et irritationsmoment, at FN's Sikkerhedsråd ikke altid vil danse efter USA's pibe, og at 'Generalforsamlingen er tungt influeret af ikke-demokratiske lande' (1). Her tales naturligvis ikke om den endeløse række af diktaturstater, som har været USA`s nære allierede gennem historien, ja endog medlem af NATO. Der tales derimod om det store flertal i FN`s Generalforsamling, som gang på gang har fordømt især USA og Israel.
I forholdet til FN følger NATO to parallelle spor, som skal holde alle muligheder åbne. På den ene side søger NATO et samarbejde med FN og har også underskrevet en mere eller mindre hemmelig samarbejdsaftale mellem FN og NATO (2).
Samtidig har både USA og NATO åbenlyst tilsidesat FN og selv igangsat krige uden mandat fra Sikkerhedsrådet. I et forsøg på at retfærdiggøre dette, har man søgt med lys og lygte efter et juridisk figenblad.
Alt efter situationen mener man nu at kunne bruge 'FN`s charter artikel 51 (om selvforsvar), og det vil måske være muligt at omgå et FN-mandat under henvisning til konventionen om folkemord. (!) Hvis ikke der foreligger en godkendelse fra FN`s Sikkerhedsråd (UNSC), mener vi, at det - ud over de indlysende tilfælde af selvforsvar - også er legitimt at anvende magt, hvis ikke der er tid til at involvere UNSC, eller hvis UNSC viser sig ude af stand til at træffe en hurtig beslutning, når umiddelbar indgriben er nødvendig for at beskytte et stort antal mennesker.' (3)
USA`s løgne op til Irak-krigen viser tydeligt konsekvenserne af en sådan tolkning af international ret. Så selv om FN-pagten fortsat hyldes i skåltalerne i NATO, så siger man stadigt mere åbent, at FN-pagten - og dermed international ret - må vige for imperialismens interesser.

Forholdet mellem EU og NATO
Opbygningen af et fælles europæisk militært samarbejde har spillet en stadig mere betydningsfuld rolle i EU i de sidste 20 år. Det er en afspejling af, at EU-landene ønsker et fælles militært redskab til at forsvare dets egne økonomiske, politiske og militære interesser. Men det viser også, at den politiske og økonomiske union uundgåeligt også må udvikles til en militær union. Spørgsmålet har blot været, i hvilket omfang det skulle ske under amerikansk kontrol - det vil sige indenfor NATO`s rammer.
Efter en årelang proces er rammerne for denne militære opbygning nu ved at være faldet på plads i forhold til NATO`s rolle og opgaver. USA ønsker at holde kontrol med EU. Tyskland/Frankrig ønsker et stærkt EU-ben for at forsvare EU`s egne interesser. De ønsker at have rammer, som tillader, at de ikke er tvunget til at danse efter USA`s pibe, for eksempel som vi så det omkring krigen i Irak og nu i Afghanistan.
Siden 1996 har EU-landenes militærsamarbejde udgjort en såkaldt europæisk identitet indenfor NATO. Der er indgået en aftale om, at EU kan benytte NATO`s faciliteter til dets egne operationer gennem den såkaldte Berlin plus-aftale. Ligeledes meddelte Frankrig for et par måneder siden, at det er tilbage som fuldt medlem af NATO - efter mere end 40 års pause. Det er netop en konsekvens af processen med skabelsen af en ny fælles strategi i NATO.
Bush var den måske mest upopulære præsident, ikke bare i USA, men også i Europa. Modviljen i Europa mod USA under præsident Bush havde også direkte indflydelse på støtten til USA's globale strategi. Mens 64 procent af europæerne støttede, at USA skulle spille en ledende rolle globalt i 2002, var dette tal faldet til 37 procent i 2006.
USA`s krige under Bush førte også til en markant faldende støtte til NATO hos de europæiske folk. Meningsmålinger viste eksempelvis i 2006, at opbakningen til NATO i EU-landene var faldet fra 69 procent i 2002 til 55 procent i 2006. Et flertal af befolkningen i mange lande har ligeledes længe været imod krigene i både Irak og Afghanistan (4).
Det er denne udvikling, som præsident Obama vil vende i erkendelse af, at USA - ikke mindst efter udbruddet af den økonomiske krise - kun kan bevare sin globale magt ved at fastholde og udvikle alliancen med EU.
Målet er at klinke skårene og stå sammen mod fælles fjender på trods af forskellige strategiske interesser. Det udtrykkes ofte i den debat, der føres i NATO om den nye strategi: 'Selv om deres strategiske interesser i Afrika ikke er identiske, kan USA og Europa styrke deres samarbejde for fælles mål for at styrke stabiliteten i Afrika og begrænse både Kinas og den radikale islamismes indflydelse.' (5)

Med kurs mod oprustning
USA`s økonomi er i en så elendig forfatning, at dets rolle som supermagt i dag først og fremmest hviler på militær styrke. Det medfører krav om, at dets allierede påtager sig en stigende byrde.
USA har således længe lagt et voksende pres på EU-landene for at bidrage mere til NATO, både når det gælder økonomi og soldater. Mens de danske medier fokuserede på Anders Fogh Rasmussens fremtidige rolle i NATO, var der i alliancen selv strid om fordelingerne af omkostningerne.
I det tidligere citerede større NATO-debatoplæg kommer fem af alliancens tidligere militære topchefer med en skarp kritik af EU-landene: De er 'uenige om hvilken kurs, de skal følge, ikke mindst fordi de mangler den fornødne beslutsomhed til at forsvare de friheder, de nyder. (!) Meget få EU-borgere føler noget ansvar for at forsvare disse friheder med militær magt. (!)
NATO`s medlemmer er ikke villige til at investere, hvad der er nødvendigt, for at NATO kan leve op til, hvad der er nødvendigt i dag. Forsvarsbudgetterne lever stadig ikke op til de nye prioriteringer. Det skyldes delvist, at EU-landene er uvillige til at leve op til de nye trusler og udfordringer.' (6)
Parolen er klar: Der skal oprustes. Der skal flere soldater i krig. Det har længe været signalet fra både EU og NATO.
Militariseringen af den globale økonomi er blevet mere og mere omfattende. De samlede militærudgifter i verden nåede i 2007 et historisk højdepunkt på 1340 billioner dollars (1.340.000.000.000). Det er ifølge det svenske fredsforskningscenter SIPRI 45 procent mere end de samlede militærudgifter i 1998. Og stigningen ventes at fortsætte med seks procent om året. De forventes i år at nå 1500 billioner dollars.
NATO-landene er med USA i spidsen førende i dette vanvittige spild af ressourcer, som de også søger at påtvinge deres allierede.
Når det gælder udviklingen af en fredeligere verden, er der store illusioner til USA under Obama. Han er blevet hyldet som en fredsdue, og der er opbygget mange forventninger til, at han vil vende udviklingen efter præsident Bush.
Præsident Bush fordoblede i sin tid som præsident det amerikanske krigsbudget, som i dag udgør 40 procent af verdens samlede militære udgifter. Obamas første militærbudget - der dækker år 2010 - vil blive USA's hidtil største, med en stigning på fire procent.(7)
Den nuværende økonomiske krise er den dybeste siden 1930`erne. Men stormagterne fortsætter den grundlæggende kurs, de har fulgt hidtil. Oprustningen fortsætter, fordi den er knyttet direkte til monopolernes kamp om markeder og råstoffer. Magthavernes kur mod krisen er mere af den samme medicin, som skabte krisen.

På vej mod ny strategi
NATO`s jubilæum blev markeret med en beslutning om at 'igangsætte udviklingen af et nyt strategisk koncept, som vil definere NATO`s langsigtede rolle'(8). Med Anders Fogh Rasmussen som generalsekretær for denne organisation er der grund til alvorlig bekymring.
Sluterklæringen fra NATO-topmødet rummer kommentarer til stort set hvert hjørne på kloden, hvilket understreger NATO`s globale sigte og afspejler, hvor omfattende NATO`s aktiviteter er.
'Vi skal ikke længere kun tale om de to søjler Europa og USA, som uddyber samarbejdet med hinanden. Udvidelsen af NATO og EU har skabt et fælles demokratisk rum, som rækker fra Finland til Alaska. At opbygge dette rum til et samfund med et fælles mål i verden er både vores vigtigste og langsigtede mål.' (9)
I debatoplægget fra de fem tidligere militære topchefer i NATO løftes sløret for, hvad der diskuteres i organisationen omkring den nye strategi. Blot nogle få uddrag viser, hvad det er for en udvikling, der overvejes:
NATO 'skal fastholde et niveau for operationel intensitet, som er meget større end under den kolde krig'. Beskeden til NATO`s fjender skal være: 'Der er ikke, og der vil aldrig blive, noget sted, hvor I kan føle jer sikre.'
De fem foreslår desuden, at NATO`s nye strategi dropper det nuværende princip i NATO om konsensus på alle niveauer. I stedet mener de, at der skal introduceres flertalsbeslutninger i komiteer og arbejdsgrupper, samt at kun de lande, der deltager i en krig, har ret til indflydelse på de beslutninger, der skal træffes.
Det er et forslag om at videreføre 'koalitioner af de villige' i NATO-regi. Det vil have som konsekvens, at ingen kan forhindre USA i at benytte NATO til fremtidige krige.
I den sammenhæng er det også værd at bemærke, at der overvejes 'en delvis overførsel af national suverænitet til internationale organismer'(10).

NATO, Kina og Rusland
Den nuværende økonomiske krise har vist, at USA bygger sin magt på et økonomisk skrøbeligt fundament. Samtidig har krisen afdækket, at der i disse år sker en forskydning af det globale magtforhold.
I diskussionerne om NATO`s nye strategi tages der bestik af det nye styrkeforhold. Kina og Rusland ses ikke kun som militære trusler, men i stigende omfang også som en trussel mod den vestlige verden på grund af deres økonomiske styrke og kontrol over store oliereserver.
'Kina og Rusland er i dag to økonomiske magter, som kan blive fristet til at afskrække andre lande med finansielle midler og energiressourcer som våben. Denne form for afskrækkelse med ikke-militære våben repræsenterer et nyt fænomen, der ikke før har været en del af den traditionelle militære tænkning (!) Kina er i dag i stand til at skade den amerikanske økonomi og verdensøkonomien ved at sælge ud af sine store dollarreserver. Rusland er i stand til at stoppe en meget stor del af Europas gasforsyning.' (11)
I generalernes logik må NATO derfor udvide sit strategiske sigte. Efter deres opfattelse er det en trussel mod USA, hvis Kina benytter den frie markedsøkonomi til at sælge ud af sine dollars. En sådan trussel må, ifølge deres logik, imødegås af NATO - det vil sige med militære midler og afpresning.
Den virkelige trussel ligger imidlertid et helt andet sted, nemlig i USA`s uhæmmede overforbrug og gældsætning,blandt andet for at finansiere verdens største krigsmaskine. Men denne kendsgerning får end ikke generalerne til at løfte et øjenbryn. Deres afsæt er at forsvare uretten.
Kina har brugt sin voksende økonomiske styrke til at hjælpe en lang række lande blandt andet i Afrika. Kina tilbød således Nigeria et stort lån til at forny landets jernbane på langt bedre vilkår end Verdensbanken.
I NATO`s terminologi er et sådant lån 'rogue aid' (12) eller 'slyngellån' med direkte henvisning til begrebet slyngelstater, der blev opfundet af præsident Bush som en betegnelse for alle de lande, som nægter at danse efter USA`s taktstok.
Det er ikke kun Kina, der er i søgelyset for at give økonomisk hjælp til andre fattige lande.
'Der er også mindre betydningsfulde eksempler på `rogue aid` fra Venezuelas udenrigsbistand til Cuba til Ruslands opkøb af jernbanestationer i Schweiz' (13). Derfor konkluderer de tidligere militære chefer i NATO, at organisationens nye strategi må udbygges til at række ud over det militære område.
En tilsvarende argumentation anvendes, når det diskuteres, hvorledes USA og dets allierede skal sikre deres adgang til råstoffer og energi.
Verdens råstoffer er begrænsede. Adgangen til mineraler, olie og mad skal derfor være et stadigt mere centralt element i NATO's strategi. Det fastslog NATO`s nu afgåede generalsekretær Jaap de Hoop Scheffer i en tale, han holdt i december måned sidste år: 'Vi har set behovet for pålidelige energiforsyninger udvikle sig fra hovedsageligt at være et økonomisk spørgsmål til et centralt sikkerhedsemne. For mange nationer er det at blive afskåret fra energi et spørgsmål om national overlevelse.' (14)
Ud over kampen om olien nævner Jaap de Hoop Scheffer desuden spørgsmålet om international terrorisme, masseødelæggelsesvåben, pirateri og internetkriminalitet som opgaver for NATO`s nye strategi. Ifølge ham er lande og områder som Afghanistan, Indien, Pakistan, Nordkorea, Mellemøsten, Afrika, Kaukasus og Iran i NATO`s sigtekorn.
Jaap de Hoop Scheffer foreslår, at NATO anvendes til brede politiske konsultationer mellem medlemslandene for at informere dem og holde dem på samme side i de internationale konflikter. Henvisningen til de seneste års uenigheder om strategien mellem USA og EU er slet skjult.

Inddæmning af Rusland
Forholdet til Rusland er stadig et af de centrale spørgsmål for NATO. Under den kolde krig var det en afgørende målsætning for NATO at omringe, svække og isolere Sovjetunionen. Selv om Rusland officielt har indgået en aftale om partnerskab med NATO, fortsætter alliancen ad de samme spor.
NATO har haft en permanent bestræbelse på at udvide mod øst og indlemme de tidligere socialistiske lande og sovjetrepublikker i organisationen. Under præsident Bush gav forholdet til Rusland anledning til en lang række stridigheder mellem USA og EU.
Ikke mindst Tyskland og Frankrig har tydeligt markeret, at de ikke ønsker en skærpet konflikt med Rusland. NATO`s retning for ekspansion har der imidlertid ikke været tvivl om. EU har fulgt en tilsvarende kurs med optagelser af en lang række øst- og centraleuropæiske lande. Gang på gang er Ruslands legitime sikkerhedsinteresser blevet udfordret og krænket. Også vestens optræden på Balkan med bombardementerne af Jugoslavien og den efterfølgende ensidige anerkendelse af Kosovo er sket i åbenlys modstrid med Ruslands ønsker.
Der lægges ikke skjul på, at alliancen står over for et skærpet opgør med Rusland. Polens viceforsvarsminister, Stanislaw Komorowski, har udtrykt det således: 'Mange partnere indser, at fjenden uheldigvis kan befinde sig meget tæt på vores grænser.' (15)
Frem til 2008 har både USA og NATO indgået et endeløst antal af aftaler, som har knyttet flertallet af landene i denne region både politisk, økonomisk og militært til vestmagterne. Senest indgik USA i 2008 en militæraftale med Kasakhstan, som er naboland til både Kina og Rusland.
NATO har ligeledes besluttet at oprette en permanent militær styrke i Østeuropa. NATO har tidligere lovet at optage Ukraine, der har indgået et strategisk partnerskab med USA, samt lovet landet militærhjælp. Tilsvarende løfter er blevet givet til Georgien.
Netop forholdet til Georgien gav anledning til en krig og en international krise, da den georgiske regering sidste år i forventning om massiv støtte fra NATO bombarderede mål i Sydossetien. Det førte til et direkte militært sammenstød med Rusland, hvis soldater rykkede Sydossetien til undsætning.
I et forsøg på at stoppe NATO's march mod øst anerkendte Rusland efterfølgende Sydossetien som en selvstændig nation. I denne situation viste uenighederne sig direkte mellem USA og EU, da Frankrig optrådte som mægler i striden mellem Georgien og Rusland.
Den væbnede konflikt mellem Georgien og Rusland kunne have fået katastrofale konsekvenser. Hvis Georgien havde været NATO-medlem, kunne der have udviklet sig en direkte konfrontation mellem NATO og Rusland. Det er blot ét eksempel på, at NATO`s aggressive ekspansion mod øst skaber nye stridigheder og konflikter, der kan få alvorlige konsekvenser for stabiliteten i hele regionen.
Sluterklæringen fra NATO-topmødet i april måned fastholder imidlertid kursen mod optagelse i NATO af både Georgien og Ukraine. 'I Bukarest blev vi enige om, at Ukraine og Georgien vil blive medlemmer af NATO. Vi bekræfter alle elementer i denne beslutning (!) Vi hilser også de værdifulde bidrag velkommen, som begge lande har givet til NATO`s operationer.' (16)
Denne fortsatte bestræbelse på at omringe og inddæmme Rusland gennem udvidelse af NATO med Ukraine og Georgien har Obama aktivt støttet (17).

Atomvåben og missilskjold
Allerede under den kolde krig fastlagde NATO en strategi for at slå først med atomvåben. Denne strategi fastholdes den dag i dag. Nu er den også godkendt af EU.
Under den kolde krig blev Danmark kendt for sine militære fodnoter. Nu accepteres NATO`s strategi uden forbehold - også når det gælder atompolitikken. Den danske regering har ligeledes tilsluttet sig opstillingen af et missilskjold. Ideen med et offensivt atomangreb er at ødelægge så mange af modstanderens atomvåben, at et altomfattende gengældelsesangreb ikke er muligt.
Missilskjoldet er ikke et forsvarsvåben. Den store satsning på et sådant skjold må forstås i direkte sammenhæng med NATO`s og USA's offensive atomstrategi. Målet er simpelthen at kunne nedskyde de atomvåben, som overlever et offensivt angreb.
Missilskjoldet er først og fremmest rettet mod Rusland og Kina. Det er netop derfor, at USA har søgt at fremrykke missilskjoldet mest muligt mod øst, blandt andet ved at opbygge et sådant skjold i Tjekkiet og Polen. Ligeledes overvejer USA at opstillet missilskjold i Garbala i Aserbajdsjan, hvor der i dag ligger en russisk overvågningsbase (18).
For NATO er den offensive atomstrategi ikke noget, man har tænkt sig at opgive. Der ses stort på de menneskelige og økonomiske konsekvenser af en sådant angreb, så længe det er fjenden, der rammes:
'At være den første til at bruge atomvåben må forblive en af vores handlemuligheder, som det ultimative instrument for at forhindre brugen af masseødelæggelsesvåben (!) Ved første øjekast kan det virke disproportionalt, men når man tager hensyn til den ødelæggelse, som måske forhindres, kan det meget vel være proportional.(!)
(NATO`s strategi består af) en taske fuld af både gulerødder og kæppe og ikke mindst alle instrumenter af både blød og hård magtanvendelse, spændende fra diplomatiske protester til atomvåben.' (19)
Missilskjoldet er ikke længere et rent amerikansk anliggende. På NATO-topmødet i Bukarest i 2008 besluttede NATO at intensivere et missilskjold i NATO-regi i samarbejde med USA's missilskjold i Tjekkiet og Polen.
I det omfang der opbygges et missilskjold, der kan forhindre et gengældelsesangreb, sænkes tærsklen for NATO`s brug af atomvåben. Det vil sætte fornyet fart i atomoprustningen, simpelthen fordi alle atommagterne vil sikre sig tilstrækkeligt med atomraketter.
Missilskjoldet er også et vigtigt element for at fastholde EU-landene i et militært - og dermed også politisk og økonomisk - afhængighedsforhold til USA. Det skyldes simpelthen, at det vil være USA, som i kraft af kontrollen over missilskjoldet, vil have afgørende indflydelse over EU-landenes handlemuligheder i en skærpet international konflikt.

Skærpet mediekrig
NATO har længe satset på at benytte medierne offensivt for at sprede propaganda. Under krigen i Irak var journalister og tv-hold embedded med de amerikanske styrker, hvad der muliggjorde en meget stram mediestyring. Spørgsmålet om medierne spiller således også en vigtig rolle for NATO.
I sluterklæringen fra NATO-topmødet i april omtales opbygningen af NATO's egen tv-station. Denne tv-station er blot et resultat af en større diskussion i NATO om, hvordan man udnytter medierne bedst muligt til at vinde opinionen.
'Udviklingen af en moderne stor strategi må nødvendigvis inkludere en mediestrategi, med det formål at vinde folks hjerter og hjerner rundt på kloden. Der er brug for mediedominans (!) Det må være en `first strike` mediestrategi, som sigter mod at ramme overskrifterne først.' (19)

Behov for en stærk fredsbevægelse
NATO er ved at omstille sig til nye opgaver i lyset af den globale krise og det ændrede internationale styrkeforhold. Fra første færd er organisationen blevet mødt af en aktiv og slagkraftig fredsbevægelse, som kulminerede, da millioner demonstrerede i 1980'erne mod USA's opstilling af 572 atomraketter i en række vesteuropæiske NATO-lande.
NATO`s grundlæggende karakter er uforandret. NATO har kurs mod oprustning og krig. Vi kan ikke overlade spørgsmålet om krig og fred til regeringerne eller til NATO's nye generalsekretær. Heller ikke selv om SF nu også har meldt sig i rækken af NATO`s støtter.
Der er igen brug for en stærk fredsbevægelse, der på et internationalt og solidarisk grundlag opbygger en slagkraftig kamp mod NATO, der væbner sig til tænderne og forsvarer kapitalismen og en verdensorden domineret af den vestlige verden under USA`s førerskab.

Artiklen er bragt i sidste nummer af tidsskriftet Ret & Vrang.

---

NATO's medlemslande
Albanien, Belgien, Bulgarien, Canada, Danmark, Estland, Frankrig, Grækenland, Holland, Island, Italien, Kroatien, Letland, Litauen, Luxembourg, Norge, Polen, Portugal, Rumænien, Slovakiet, Slovenien, Spanien, Storbritannien, Tjekkiet, Tyrkiet, Tyskland, Ungarn, USA.

---

NATO's aftaler om partnerskab
1994: Albanien, Armenien, Aserbajdsjsan, Finland, Georgien, Kasakhstan, Kirgisistan, Moldavien, Rusland, Sverige, Turkmenistan, Ukraine, Usbekistan
1995: Østrig, Hviderusland, Makedonien
1996: Schweiz
1999: Irland
2002 : Tadsjikistan
2006: Bosnien-Herzegovina, Montenegro, Serbien

---

Global garant!
NATO forsøger at fremstille sig selv som en global garant for demokrati og menneskerettigheder. Men topmødet i april i år blev afholdt i en by i undtagelsestilstand. 20.000 betjente og soldater afspærrede området. 15.000 fredsdemonstranter blev nægtet indrejse i Frankrig. En stor og fredelig demonstration i Strassbourg blev omringet af pigtråd, togvogne og fremrykkende politikæder og herefter beskudt med tåregas og gummikugler.

Noter:
1.Towards a Grand Strategy for an Uncertain World. Udarbejdet af general Dr. Klaus Naumann (Tyskland), general John Shalikashvili (USA), feltmarskal The Lord Inge (Storbritannien), admiral Jacques Lanxade (Frankrig) og general Henk van den Breemen (Holland), alle tidligere militære topchefer i NATO. Desuden har Benjamin Bilski og Douglas Murray bidraget sammen med Robert E. Hunter, USA's tidligere ambassadør i NATO. Artiklen i sin helhed findes på http://www.csis.org/component/option,com_csis_events/task,view/id,1468/).
2. Arbejderen 16. december 2008.
3. Som note 1.
4. NATO mangler godt lokomotiv. Information 1.december 2006.
5. Som note 1.
6. Som note 1.
7. Arbejderen 8. april 2009.
8. Sluterklæring fra NATO-topmødet 4. april 2009.
9. Som note 1.
10. Som note 1.
11. Som note 1.
12. Foreign Policy, marts-april 2007: Rogue aid. IISS: China in Africa. Towards a Grand Strategy for an Uncertain World.
13. Som note 1.
14. Transatlantisk lederskab for en ny æra, december 2008.
15. Arbejderen, 31. marts 2009.
16. Sluterklæringen fra NATO-topmødet 4. april 2009.
17. Telegram fra Ritzau 25. marts 2009: Obama støtter NATO-udvidelse.
18. Rich Rozoff i Arbejderen, 31. marts 2009.
19. Som note 1.
20. Som note 1.