Det ¤¤klasseløse¤¤ udgangspunkt for Greenpeace og andre dele af miljøbevægelsen i USA har ført til skadelige konflikter med arbejdere og faglige organisationer

af Anders Bjerre Mikkelsen, Kommunistisk Parti
Op til miljøtopmødet i København i december 2009 står det klart, at håbet om at undgå en klimakatastrofe ikke kan deponeres hos politikerne. Kun den styrke, som de folkelige bevægelser er i stand til at sætte bag ved forskernes advarsler, kan afværge den.
Denne kronik kaster lys på miljøbevægelsens historie og på nogle hovedlinier i dens udvikling. Hovedvægten lægges her på USA. Den danske miljøbevægelse behandles i en kommende kronik.

Historie og generelle træk
De første spirer til miljøbevidsthed og til en miljøbevægelse kan nok være svære at finde, da problemer forbundet med menneskers ikke-bæredygtige brug af naturen utvivlsomt går meget langt tilbage i historien. Sådanne problemer medvirkede til både det sumeriske riges og romerrigets undergang.
Op gennem 1800-tallet satte industrialiseringen i en række lande naturen under stigende pres. Det førte fra 1870`erne til krav om beskyttelse af udvalgte naturområder. Naturfredningsforeninger blev stiftet, den danske således i 1911.
I kamp med det frie markeds kræfter blev karakteristiske landskaber fredet og naturparker oprettet og visse offentlige reguleringer af brugen af land- og skovarealer stadfæstet.
Med starten af kapitalismens monopolistiske fase først i det 20. århundrede og dens yderligere intensivering af produktionen blev fredning et alt for snævert udgangspunkt for en modstand mod de alsidige trusler mod miljøet.
En bredere, økologisk synsvinkel prægede den ny miljøbevægelse, der udviklede sig fra slutningen af 1960`erne. Aktivistiske metoder og moderne mediearbejde blev taget i anvendelse, sideløbende med en oprustning med hensyn til videnskabelig, økologisk dokumentation.
Miljøorganisationer udviklede sig dynamisk i de gamle kapitalistiske lande i 70`erne i såvel størrelse som antal og emneområder. Med det 21. århundredes erkendelse af en truende, global klimakatastrofe har miljøbevægelsen mødt sin hidtil største udfordring.

Miljøbevægelsen i USA
Etableringen af den første nationalpark, Yellowstone, i USA i 1872 var en milepæl i kampen for at bevare noget af landets storslåede natur. Det lykkedes fra 1905 at få en vis offentlig kontrol med skovenes tilstand baseret på det noget tvetydige begreb 'wise use' (klog udnyttelse).
Naturbeskyttelsestanken får med Aldo Leopold (1887-1948) en økologisk og etisk drejning: 'Økologiens grundopfattelse er, at natur er et fællesskab, men at naturen skal elskes og respekteres er en udvidelse af etikken'.
Paul Hawken (1946-) mente derimod, at business skal løse miljøproblemerne. I en artikel kaldet: 'Naturlig Kapitalisme' lyder manchetten: 'Vi kan skabe nye job, genoprette vores miljø og fremme social stabilitet. Løsningerne er kreative, praktiske og profitable.'
Det er linien, der siden er fulgt op af storkapitalen med dannelsen i 1992 af den i en tidligere artikel omtalte organisation World Business Council for Sustainable Development.

Miljøgurus redningsplan
Markedet, dog med mere vægt på staten som regulator, er også løsningen for World Watch Institute (WWI). WWI blev stiftet i 1974 af Lester Brown (1934-), en miljøguru for mange for eksempel for den socialdemokratiske næstformand for EU-parlamentets miljøudvalg, Dan Jørgensen.
WWI betegner sig på hjemmesiden som 'en uafhængig forskningsorganisation', hvis mission det er: 'at sætte beslutningstagere i stand til at opbygge et økologisk bæredygtigt samfund som imødekommer menneskelige behov'.
WWI mødes hyppigt med regeringen og med ledere for private virksomheder. Med støtte fra blandt andet Rockefeller-midler oprettede Brown også tænketanken Earth Policy Institute, hvorfra han i 2008 udgav sin 'Plan B 3.0', en redningsplan for miljøet.
Bogen beskriver uden sminke det globale miljøs tilstand. Den beskriver, at der på utrolig mange områder er viden og teknologi til at forhindre miljøkatastrofen. Målet nås ved at indregne belastningen af miljøet i vareprisen. Således angiver han, at en gallon (cirka fire liter) benzin i USA ikke bør koste ikke 3 dollars men 15 dollars, hvis man inddrager miljøskader og militære udgifter til at sikre forsyningen.
Ved 15 dollars vil markedet af sig selv presse forbruget ned og over på de alternative energikilder. Den 'sande' pris skal sikres af staten gennem for eksempel miljøafgifter.
Brown opholder sig ikke meget ved, at for eksempel olie-energi-automobilgiganterne vil sige klart nej til en fordyrelse på 400 procent af en af grundkilderne for deres profitgenerering eller i det hele taget ved, hvorledes man bryder kapitalens magt.

Aktivistisk miljøarbejde
Med Greenpeace angribes miljøkrisen fra en helt ny vinkel. USA`s bebudede afprøvning i 1971 af et atomvåben på Aleuterne ud for Alaska bragte en lille gruppe aktivister med meget forskellige baggrunde sammen: Kvækere, som er pacifister med religiøs baggrund, naturmystikere, anti-atom-aktivister med flere.
Da de i en lille båd forsøgte at sejle ind i afprøvningszonen, vakte det opsigt kloden over. Takket være effektivt mediearbejde har det også været tilfældet med deres kampagner mod hvalfangst, genmanipulerede afgrøder, CO2 forurening med videre.
Organisationen har nu nær tre millioner støttemedlemmer og afdelinger i 40 lande. Greenpeace 'går fra ord til handling for at konfrontere og stoppe global miljødestruktion'. De er 'kompromisløse' og 'resultatorienteret'. De vil ændre attituder og handlemønstre.
Men hvor er analysen af, hvilke samfundsmæssige kræfter der er for, og hvilke kræfter der er imod, i kampen for miljøet? En af grundlæggerne, Bob Hunter, siger om at 'være grøn': 'Det er fremtiden, men jeg er ikke interesseret i at erstatte én politistat med en anden'.
Det 'klasseløse' udgangspunkt for Greenpeace og andre dele af miljøbevægelsen i USA har ført til skadelige konflikter med arbejdere og faglige organisationer. Det er konflikter, der fremtræder i formen job versus miljø. Greenpeace har således været i konflikt med arbejdere i brancher som kerneindustri og sælfangst.

Lærestykke
Et interessant lærestykke, som med fordel kunne studeres af alle miljøbevægelser, er konflikten omkring 'spotted owl', den udryddelsestruede plettede ugle, en beboer af de (engang) kæmpemæssige naturskove ud til USA`s stillehavskyst.
De nævnte skove udgør meget rige økosystemer. De indeholder op til tusindårige og over 100 m høje træer. Dette gør tømmerhugst meget profitabel, hvilket har reduceret urskoven til spredte pletter med et areal på cirka ti procent af det oprindelige.
Under Reagan nåede hugsten et uhørt niveau, men fra 1983 rykkede aktivister fra Earth First (jorden først) og andre miljøforkæmpere ud i skovene, byggede barrikader på vejene, stillede sig foran bulldozerne og så videre.
Tømmermonopolerne og deres lobbyorganisationer svarede igen blandt andet ved at rejse en populistisk hadkampagne mod miljøorganisationerne, en kampagne som mange skovarbejdere tilsluttede sig i frygt for deres job. Konfrontationen stod på i flere år og kostede en af miljøaktivisterne livet.
En sejr for miljøorganisationerne syntes inden for rækkevidde, da den plettede ugle i 1990 kom på listen over udryddelsestruede arter. Loven fordrer, at der skal etableres beskyttelse af levestederne. Forskellige undersøgelser pegede her på tab af i titusindvis af job.
Kraftigt presset af tømmerlobbyen underskrev præsident Clinton så i 1995 en lov, der tilsidesatte loven om truede arter med 'tømmerindustriens krise' som begrundelse. Miljøorganisationerne havde tabt slaget.
Var dette nu en ulykkelig job versus miljø-konflikt, som nødvendigvis måtte ende med et nederlag til den ene af parterne? Svaret er nej.
For det første: Miljøorganisationerne førte i det væsentlige kampen uden om tømmerarbejderne. Det var derfor en let sag for tømmermonopolerne, støttet af pressen, at vende mange af arbejderne imod miljøaktivisterne.
For det andet: Tømmerarbejderne og miljøorganisationerne har grundlæggende den samme interesse - at skabe en bæredygtig skovdrift. Den reelle baggrund for tømmerkrisen var tømmermonopolernes maksimum profit drift. Denne havde gennem rationaliseringer og outsourcing ført til fyring af mere end 10.000 arbejdere.
Samtidigt havde staten gennem skjulte subsidier fyldt skatteborgernes penge i lommen på monopolerne uden at forlange noget til gengæld med hensyn til jobsikkerhed eller miljø. Den havde endvidere tilladt og givet støtte til eksport af uforarbejdet tømmer fra private skove. Det øgede rovhugsten og profitten, men skadede beskæftigelsen i den forarbejdende industri.

Fælles kamp mod monopolerne
Konklusionen er klar: Kampen er ikke en job versus miljø kamp. Det er en kamp job og miljø versus monopolerne og den statsmonopolistiske politik. Drages de rette strategiske og taktiske konsekvenser af dette, det vil sige dannelse af en fælles front i en kamp for miljø og arbejde, skabes muligheden for, at kampen kan vindes.
Dette er faktisk også perspektivet for en række amerikanske miljøbevægelser, der knap så meget er i mediernes søgelys. De er ofte startet på græsrodsniveau omkring lokale problemer med farlig kemisk produktion, dumpning af affald og lignende.
De involverede kan være etniske minoriteter, kvindeorganisationer, mindre erhvervsdrivende og landbrugere, arbejdere og deres fagforeninger. Organisationerne kæmper ikke snævert mod miljøødelæggelse, men også mod diskrimination, dårlige og sundhedsfarlige arbejdsbetingelser med videre.
En fællesnævner er begrebet miljømæssig retfærdighed (environmental justice). Det hentyder til, at negative miljøpåvirkninger ofte rammer socialt og etnisk skævt. For eksempel viste en undersøgelse i Los Angeles området, at deponeringspladser for farligt affald fortrinsvis var placeret i områder, hvor botætheden af farvede fra arbejderklassen var stor.
I 1984 hvor kemigiganten BASF på fabrikkerne i Geismar, Louisianna, iværksatte en lockout, kom den pludselig til at stå over for en front, bestående af OCAW (olie- og kemiarbejdernes fagforening), miljøorganisationer, der kæmpede mod giftudslip, og etnisk baserede organisationer.
I en anden konflikt vandt OCAW`s efterfølger PACE i 2004 en stor sejr, hvor fagforeningsmedlemmer, efter tre et halvt års lockout, blev genansat på den taiwanesisk ejede Continental Carbon i Oklahoma.
Kampen blev ført i en alliance med Ponca indianerne, hvis område var udsat for kraftig forurening fra fabrikken, og i tæt samarbejde med Taiwans LO.
Aktionsformerne var uhyre varierede og gik fra sultestrejke til ceremoniel indianerdans. Sejren betød også, at fabrikken måtte sætte ni millioner kroner af til forbedringer af det omgivende miljø.

Dette er første del af en kronik der har været bragt i tidsskriftet Ret og Vrang juli 2009. Kronikken er let bearbejdet.
Læs anden del af artikelserien.