Det er regeringen udmærket klar over, men for at redde sit eget skind, forsøger den at aflede opmærksomheden fra sit ansvar
fra Fredsfestival 2009 v/ Minna Skafte Jensen
Til de irakiske flygtninge.
Kære irakiske flygtninge. Jeres smerte og frygt er i vore hjerter hver eneste dag.
Og det har vakt vores vrede, at Danmarks regering med sit indvandrer- og flygtningehadske støtteparti DF handler så kynisk og med en magtarrogance og en umenneskelighed, som vækker grufulde minder om 1930`erne, hvor det officielle Danmark sendte flygtninge, der var truet på liv og helbred, tilbage til forfølgelse i Nazityskland.
Regeringen vil udsende jer til et af verdens farligste lande, hvor der er to millioner internt fordrevne og tre millioner, som er flygtet til nabolandene Syrien og Jordan, hvor flygtningene lever under kummerlige forhold og nærmest glemt og uden nævneværdig støtte fra 'det internationale samfund'.
Det uhyrlige flygtningeproblem skyldes, at jeres land er blevet ulovligt angrebet og besat af USA og dets 'villige', herunder Danmark som aktiv deltager. Derfor er regeringen medansvarlig for de krigsforbrydelser, Iraks befolkning er påført, og for jeres frygtelige personlige situation, der umuliggør, at I kan vende hjem uden forfølgelse og social sikkerhed.
Krigen og besættelsen har medført, at landets infrastruktur, uddannelses- og sundhedsvæsen er ødelagt. Det er regeringen udmærket klar over, men for at redde sit eget skind, forsøger den at aflede opmærksomheden fra sit ansvar ved løgnagtigt at påstå, at I sikkert kan rejse tilbage og påbegynde et nyt liv i Irak.
Vi er en række organisationer, der er i gang med at arrangere en fredsfestival under overskriften 'Klima, krise og krig - Hvordan hænger det sammen?'. Den finder sted den 12. september på Karens Minde i Sydvest i København. Festivalen vil blandt andet fokusere på de ulovlige krige, som også Danmark deltager i. Læs nærmere om festivalen på vores hjemmeside www.fredsfestival.dk.
Vi arbejder for, at opbakningen fra den danske befolkning vil blive så stærk, at regeringen bliver presset til at give jer humanitær opholdstilladelse. Gid det bliver så betids, at I som frie mennesker kan deltage i festivalen, så vi sammen kan debattere, hvordan vi kan skabe en bedre verden.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278