Der er i realiteten kun en måde at komme uden om problemet i denne og andre sager, hvor første og anden instans træffer forskellige afgørelser

af Karsten Egtved, Køge
Camilla Broe-sagen viser igen-igen, at der er store problemer, både for retssikkerheden, men også for domstolene og i sidste ende de kære dommere, med den måde Procesbevillingsnævnet prioriterer på.
Dette kan ændres ved, at loven ændres, således at man ved to på hinanden enslydende afgørelser, for eksempel i byret og landsret, skal anmode Procesbevillingsnævnet om at komme til Højesteret, mens man ved to forskellige afgørelser i for eksempel byret og landsret automatisk skal kunne komme for tredjeinstans.
I Camilla Broe-sagen står De Danske Domstoles medlemmer - dommerstanden - tilbage uden et sikkert ben at stå på. Dette skyldes, at byretten lagde vægt på én lov, mens landsretten lagde vægt på anden lov.
Så udover, at der ikke er kommet en afklaring omkring hensynet til det humanitære, er der heller ikke kommet en klar, enslydende afgørelse om, i hvilket omfang hvilken lov skal benyttes til fordel for en anden.
Der er i realiteten kun en måde at komme uden om denne sags store problem og for fremtiden i denne og andre sager, hvor første og anden instans træffer forskellige afgørelser.
Det er såre simpelt at lade folk føre sagen ved tredje instans, indtil der er kommet to ens afgørelser. Dette skaber den fornødne klarhed og øger i sidste ende retssikkerheden for borgeren.
Alene derfor burde Camilla Broe have haft tredje instans bevilling - endda uden at det burde have været nødvendigt at ansøge herom - for at få fuldstændig klarhed over sagens stilling.
Jeg finder det passende at slutte af med at spørge, hvorfor der ikke faldt en tredje instans bevilling, både med fokus på det principielle og det, at der foreligger to forskellige afgørelser fra henholdsvis byret og landsret?
Spørgsmålet er, om der ikke ville være givet tredje instans bevilling, såfremt det var anklageren, der havde vundet i byretten og tabt i landsretten, for dermed havde staten tabt i anden og på det foreliggende grundlag sidste instans.
Det virker nærliggende at tro, så derfor et sidste spørgsmål: Kan nævnet afvise at ville have truffet en anden afgørelse, hvis det var staten, der anmodede om tredje instans bevilling? Jeg spørger bare.